Nietzsche taget form som en ophobning af viden, hvis handlingslammende effekt han forkaster. Den slags historie skal efter hans opfattelse udsættes for en modgift, som enten må bestå af det »uhistoriske« eller det »overhistoriske«. Det uhistoriske er evnen og styrken til at kunne glemme og kunne affinde sig med en begrænset horisont, hvorimod det overhistoriske er de magter, der fører vor opmærksomhed fra vorden til væren. Disse magter, der forlener tilværelsen med noget evigt og ensbetydende, er imidlertid netop kunsten og religionen, og dermed er vi atter tilbage ved fantasien, indbildningskraften eller med andre ord den æstetiske dømmekraft.81
* * *
Ikke kun historiefilosofien, men også kritikken af den resulterer således i en virkeliggørelse af den idé om historikeren som digter, som Aristoteles’ poetik kan inspirere til. Hvis forbindelsen til Aristoteles’ egen digterforståelse ikke er gået tabt undervejs, kan det imidlertid ikke være en hvilken som helst slags digter, som historikeren virkeliggør sig som i den moderne filosofi. Det må derimod være som den værkfrembringende digter, der ikke kvalificerer sig ved visdom erhvervet igennem guddommelig inspiration, men derimod ved viden forstået som teknisk kunnen, at historikeren træder i karakter. På den anden side var det faktisk netop visdom, som den tidlige græske poesi ansås for at formidle. Visdom var oprindeligt sandhedens måde at give sig til kende, og grækerne betragtede netop poeterne som vise og mente derfor, at de talte sandt. Poesien var med andre ord datidens »videnskab«; den tjente samme formål, som ikke mindst filosofien og teologien, men også videnskaben siden har tjent. I den arkaiske periode før filosofiens opkomst var det poesien, som man spurgte til råds, når man ledte efter svar på store spørgsmål.
Opfattelsen af, hvad der er sandt, forandrede sig imidlertid med udviklingen af den filosofiske tænkning. Fra den pythagoræiske kosmologi til den klassiske græske filosofi undergik sandheden en »videnskabeliggørelse«, som delvist lod viden detronisere visdom betragtet som sandhedens manifestationsform. Sand erkendelse hørte dermed i princippet op med at bestå i indsigt af guddommelig oprindelse og blev i stedet en af mennesket selv tilvejebragt erkendelse. Med denne forandring kom grækerne i tvivl om, hvorvidt poesien overhovedet kan oplyse mennesket om verden, og poesi og filosofi gerådede i konflikt med hinanden. Man antog på den ene side stadig, at poesien søger sandheden, men bemærkede på den anden side også, at den producerer fiktion. De, der som Platon anså fiktion for at være sandhedens modsætning, konkluderede derfor, at selvom poesien tragter efter sandhed ligesom filosofien, udgør den selv en kilde til usandhed.82
Sandhedens tendentielle transformation fra visdom til viden havde også konsekvenser for forholdet imellem poesi og historieskrivning. Transformationen medførte, at en sammenligning af dem ikke bare kunne resultere i en erkendelse af det »filosofiske« ved den »mere almene« poesi. En sådan sammenligning kunne også udmønte sig i en understregning af det fiktive ved poesien: Mens historikeren fremstiller historiske begivenheder forstået som partikulære fakta, hvis rigtighed kan efterprøves videnskabeligt, frembringer poesien selv det, som den fremstiller, og det giver derfor ingen mening at undersøge, om der er belæg for det fortalte. Selvom Aristoteles betragtede poesien som mere filosofisk end historieskrivningen, var han netop bevidst om det fiktive ved poesien, men dog uden dermed også at finde den kritisabel. Aristoteles mente tværtimod, at det er det digteriske ved digtningen (forstået som tragediens poetiske gestaltning af myten), der i den er porten til sand erkendelse. Det er netop denne idé om det såkaldte usandes – det vil sige fiktionens – sandhed, som Nietzsche forsøger at vinde hævd om i det 19. århundrede. Men samtidig forkaster han den tradition for »videnskabelighed« i filosofien, som Aristoteles’ filosofi i mellemtiden havde givet anledning til.
Nietzsche angriber den videnskabeliggjorte filosofis forkærlighed for viden frem for visdom. Den digter, som historikeren bliver til som overmenneske, kan derfor ikke være identisk med Aristoteles’ kunstnerdigter. Spørgsmålet er da, om det i stedet er som viis poet, at historikeren træder i karakter i den moderne filosofi. Det er det dog næppe, eftersom den arkaiske periodes inspirerede poeter var medier for en guddommelig visdom, som de modtog i ekstase, hvorimod Nietzsches perspektivudkastende overmenneske er en aktiv skaber af egne fortællinger. I Nietzsches moderne filosofi er historikeren med andre ord selv ophav til sin historie, og han er derfor både kunstner og digter. Historikeren er kunstner, for så vidt som han selv laver den historie, som han fortæller. Men som kunstner er han digter, fordi han ikke kun bygger sin fortælling på viden, men også på visdom. Historikeren er værkfrembringende ligesom kunstneren, og i analogi med denne har han et håndværk at lære (og at lære fra sig). Men det er som digter, at han frembringer sine værker, og hans fortællinger rummer derfor det element af poesi, der i Nietzsches fortolkning af dette afslører sit udspring i inspirationen, begejstringen eller entusiasmen. Den moderne historiker, som Nietzsche plæderer for, er med andre ord en forfatter af historieværker, som han selv er ophav til, men han øser samtidig af en kilde, der er større end ham selv.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.
