værkideal imidlertid i modsætning til hinanden, og den værkenhed, hvis metafysiske betydning man nu ellers netop rigtigt får blik for, fortoner sig dermed i det fjerne. Enheden bliver til et ideal, som fortsat efterstræbes, men nu med bevidsthed om, at idealet ikke (længere) lader sig realisere, og dermed krakelerer værket. Det 20. århundredes avantgardisme og postmodernisme har sågar idealiseret mangfoldigheden på enhedens bekostning, prioriteret fragmenteringen over formen og erklæret værket dødt ligesom Gud og fornuften. En udvikling, der ikke kun har haft konsekvenser for kunsten og æstetikken, men også for historieforståelsen, eftersom enhver idé om sammenhæng i historien er blevet tabuiseret som udtryk for utidssvarende metafysik.
Ligesom der i Skønhedens metamorfose blev lagt afstand til det 20. århundredes afvisning af skønheden, opponerer Historien som værk mod den mistro mod historiefilosofien, som denne udvikling er resulteret i, og som allerede længe har været opportun. Det svar på skønhedsspørgsmålet, der blev formuleret i Skønhedens metamorfose, bestod imidlertid ikke i en appel om at vende tilbage til klassicismen, men derimod i en opfordring til at differentiere skønhedsbegrebet. Tilsvarende er hensigten med Historien som værk heller ikke at søge tilbage til den historiefilosofiske idé om historisk fremskridt, men derimod at justere forståelsen af, hvad det vil sige at filosofere over historien. En sådan justering er en forudsætning for at kunne besvare spørgsmålet om, hvad idéhistorie er, på en fordomsfri måde, der ikke er hæmmet af antimetafysisk allergi over for præfixet »idé«. Justeringen er med andre ord nødvendig for at kunne diskutere det pågældende spørgsmål filosofisk i stedet for bare at henvise pragmatisk til det, der tilfældigvis kalder sig selv for idéhistorie. Kapitlet »Hvad er idéhistorie?« er viet sådanne overvejelser, som samtidig giver mulighed for i kapitlet »Det idéhistoriske værk« at redegøre systematisk for intentionerne med Skønhedens metamorfose forstået som et idéhistorisk værk.
Historien som værk viser med andre ord, at digtere og kunstnere ikke er ene om værkformen, men derimod må dele den med filosoffer og idéhistorikere. Endvidere fremgår det af bogens sidste kapitel med titlen »Virket som værk«, at selv menneskets virksomhed som sådan kan tage form som et værk. For såvel kunstnere og tænkere som den traditionelle type selvstændige har virket nemlig ikke sit formål uden for sig selv, sådan som Aristoteles mente. Det udføres ikke kun for at frembringe det produkt, som det er rettet mod, men praktiseres også for sin egen skyld og har for så vidt sit formål i sig selv. Det betyder imidlertid også, at eksempelvis en kunstners skabende virksomhed er et værk i sig selv. Den hviler i sig selv og udgør dermed en praktisk virkeliggørelse af den erkendelse, som det skønne symboliserede for antikkens grækere. Det vil sige erkendelsen af, at ikke alt har sit formål uden for sig selv; at der derimod også er noget, som har værdi i sig selv. Så længe den aktuelle æstetikteori afviser skønhedsbegrebet og vægrer sig ved metafysikken, har den imidlertid ikke mulighed for at begribe dette. Ligesom den heller ikke forstår, hvad der foregår i den slags moderne kunst, som måske nok har givet afkald på det klassiske værk, men stadig kommunikerer med traditionen takket være sin åbenhed over for det skønne.
Del I
Jo Møller: Purgatorie XXVII (2003)
Historien som værk
Den antikke græske digter Homer er guddommelig, skriver Aristoteles i Poetica, for han genfortæller ikke bare historien, men gestalter den poetisk.27 Aristoteles er imidlertid ikke kendt for at referere væsentligt til guderne eller det guddommelige; det er snarere pragmatisme, der er hans varemærke. I Poetica viser Aristoteles da heller ikke som Homer, at digterens sang udspringer af en af guderne initieret erfaring af guddommelighed. Nøgternt blotlægger han i stedet tragediekunstens stilistiske træk og dens virkning på publikum, og han grundlægger dermed en af væsen verdslig tradition for kunstteori. Aristoteles’ anderledes behandling af poesien skyldes, at han simpelthen forstår noget andet ved poesi, end andre før ham havde gjort. Mens Platon anså poesien for at være guddommeligt inspireret og derfor ikke betragtede den som »kunst« (gr. techne, dvs. et produkt af håndværksmæssig kunnen),28 opfatter Aristoteles den derimod som profant menneskeværk eller med andre ord netop som »kunst«. Alligevel beskriver Aristoteles Homer som guddommelig, men denne karakteristik skyldes altså ikke, at han anser ham for at have forfattet sine digte i en tilstand af »guddommeligt vanvid« (gr. theia mania). Det er ikke som inspireret, men derimod som vidende, at Homer er guddommelig, og vidende er han ikke mindst sammenlignet med historikerne, som ikke ved at gøre det bedste.29
Homers fortrin frem for historikerne består ikke i, at det er poesi frem for prosa, som han forfatter. I det hele taget adskiller digteren og historikeren sig ikke fra hinanden derved, at den ene taler på vers, den anden derimod ikke. Ifølge Aristoteles kunne man »meget godt tænke sig Herodots værk sat på vers, og det ville ikke mindre være historie på vers end uden versemål«.30 Den væsentlige forskel imellem digtning og historieskrivning må derfor være af en anden art. Poesi (gr. poiesis)31 og historie (gr. historia)32 adskiller sig fra hinanden derved, at historikeren fortæller, »hvad der er sket«, hvorimod digteren fortæller, »hvordan det skete måtte være for at ske«.33 Historikeren benytter sig af en simpel form for mimesis, med hvilken han forsøger at kopiere den empiriske historie. En digter skal derimod ikke fortælle, »hvad der virkelig er sket, men hvad der er sådan, at det kan ske og er muligt med hensyn til rimelighed og nødvendighed«.34 Eftersom digtningen – især tragediekunsten – lever op til denne ideale fordring, er den både »mere filosofisk og mere etisk end historien, for digtningen fremstiller mere det almene, historien derimod de enkelte begivenheder«.35 Selvom forskellen imellem digtning og historieskrivning ikke er et spørgsmål om versemål, skyldes den altså heller ikke, at de handler om noget forskelligt, men at de bearbejder det behandlede på hver sin måde. Forskellen ligger ikke i stoffet, men derimod i formen, og det drejer sig ikke om den ydre form (versemål eller ikke), men derimod om den indre form (den essentielle struktur). Det er netop her, Homers viden (dvs. hans tekniske kunnen, hans techne) gør sig gældende og udkonkurrerer historikerne som mindre vidende. For mens historikerne bare kopierer den empiriske historie, arbejder Homer i stedet i analogi med dem, der skriver tragedier.
I den empiriske historie sker der mange ting – både på samme tid og efter hinanden i tid – som ikke har noget fælles mål. Idet historikeren kopierer den empiriske historie, fremstiller han derfor ikke »et enkelt handlingsforløb«, men derimod »et enkelt tidsrum og alt hvad der i dette er hændt en eller flere personer og hvor hver enkelt begivenhed kun står i et tilfældigt forhold til de andre«.36 Historikeren gengiver de historiske begivenheder i den form, hvori de umiddelbart fremtræder, og hans beretning bliver dermed også selv uden indre sammenhæng. Den historiske beretning kan derfor ikke være anledning til katharsis, og den kan af samme grund heller ikke danne forbillede for den episke digtning, som i stedet må skele til tragedien. Ligesom tragedien skal eposet med andre ord også være komponeret som en »enkelt hel og levende organisme«,37 så det kan have den for poesien karakteristiske rensende virkning. Netop dette formår Homer, og han må derfor »forekomme os guddommelig i forhold til de andre«,38 ikke kun sammenlignet med historikerne, men også med andre digtere.
I Aristoteles’ selvforståelse har disse overvejelser over forholdet imellem poesi og historie dog hverken som konsekvens, at der ikke skal bedrives historieskrivning, eller at historikerne skal skrive på en anden måde, end de gør. Konsekvensen er derimod, at historieskrivningen ikke kan betragtes som en videnskab, for dertil er den ikke tilstrækkeligt filosofisk, det vil sige almen.39 Samtidig kan Aristoteles’ overvejelser imidlertid inspirere os til en idé, som strider mod hans egen forståelse, men alligevel er en mulig logisk konsekvens, nemlig at historikeren skal følge digterens eksempel og poetisere historieskrivningen.
