saa,« svarer han. – »Men saa har du jo været i Lære hos min egen Fader!« Ja, vil De nu tænke Dem! og da vi kom til at snakke rigtig sammen, kunde jeg ogsaa nok huske ham, skjøndt han havde lagt sig et stort Skjæg til, et rigtigt Hannemann-Skjæg .... Naa, jeg gav ham en Kardus af Tobakken, men det kunde jo lige saa godt have hændet sig, at jeg var kommen til at give ham en varm Kugle.
Da denne Anekdote var ude, greb jeg Leiligheden – hvis man kunde sige, at der var en saadan – til at udspørge ham om hans Familieforhold, og efter at have døiet flere baade kjedelige og indviklede Kapitler af Slægtskrønniken, belønnedes jeg endelig ved, at vi naaede frem til Minna Jagemann, – »hende, den lille kjønne Lærerinde hos Kammerherren, som De vel nok har seet.« —
I Begyndelsen havde Meddelelserne om hende en meget almindelig og nøgtern Karakter.
Hun var Datter af en hæderlig Gymnasiallærer, som var død for et Aars Tid siden. Moderen leiede ud til Pensionærer, og hun selv tjente lidt ved Informationer, navnlig ved at undervise Fremmede i Tydsk, give Conversationstimer og lignende. For Tiden havde hun undtagelsesvis taget mod denne Gouvernanteplads, som var godt lønnet; ellers boede hun sammen med Moderen i en af Dresdens Smaagader.
Alt dette lød noget hverdagsagtigt, og jeg havde nu en Gang sat mig i Hovedet, at der maatte hvile en romantisk Skjebne over hende.
– Det er forresten ikke altid saa rart med disse Fremmede, navnlig til Omgang for saadan et stakkels uerfarent Pigebarn, bemærkede han og stoppede Asken ned i Pibehovedet.
– Saa —? spurgte jeg opmærksomt. Hvordan mener De det?
– Naa ja, man veed jo ikke rigtig, hvem man har at gjøre med, og det kan jo føre til et og andet, der ikke er, som det skulde være.
– Har Frøken Jagemann da oplevet noget saadant?
– Ja saamænd har hun det. Det var en ung Maler, forresten en Landsmand til Dem, en løs Fyr. Han lod hende da sidde, og det havde hun saa vist ikke fortjent af ham.
– Ja saa! De havde altsaa været forlovede?
– Nu, forlovede vil jeg just ikke sige. Forresten er jeg ikke saa nøie inde i det; – jeg har det fra Tante Sophie, hende, husker De maaske, jeg talte om, der ikke var saa rigtig heldig .... En Slags Kærresteri har der i alt Fald været imellem dem. Alverden troede, at de skulde giftes; men han reiste bort, og siden har han ikke ladet høre fra sig. Forresten undrer det mig slet ikke, for han havde været i Paris og lært at male, og Paris, det er jo det rene Sodoma. Ikke fordi Dresden heller er saadan helt – — ja, det har De Vel nok lagt Mærke til. Men Paris, Vor-Herre bevare os! det er jo forskrækkeligt – Alt hvad man læser derfra, og en Tydsker kan nu neppe være der, saadan som de hader os. Forresten maa de da forskrive vores Øl, de kan ikke engang brygge det efter, hvor gjerne de saa vilde! Nu har Franskmændene igjen lukket en stor Fabrik tæt ved Grændsen, fordi den tilhørte en Tydsker. Det kan jo aldrig gaa! De skal se, det vil ikke vare mange Aar, før vi maa dertil igjen. Pas De bare paa, – læste De, hvad Bismarck havde sagt forleden? – — —
Og han begyndte at fortabe sig i Udenrigspolitiken.
Det interesserede mig, oprigtig talt, i dette Øieblik langt mere, hvad der var passeret den smukke lille Dresdnerinde med den danske Maler, end om jeg kunde have faaet den mest authentiske Underretning om, paa hvilken Dag og Time Tydskerne vilde rykke ind i Paris. Jeg spurgte ham forgjæves, om han ikke kunde huske Malerens Navn.
Paa Tilbageveien forholdt jeg mig temmelig tavs. Den Opdagelse, som jeg havde gjort, satte mig i en eiendommelig Uro. Paa den ene Side var det mig behageligt at have faaet lidt Tilfredsstillelse for min Nysgjerrighed og at være kommen ind paa et Spor, hvor jeg anede, at der fandtes et, – men paa den anden Side syntes jeg ikke rigtig om den Historie, skjøndt den ganske vist ikke vedkom mig, – ikke det mindste – men alligevel. .... Jeg huskede nu paa det underlige lille Træk med den danske Lommebog, der syntes at være hendes Yndlingslekture og at ledsage hende baade paa Reiser og paa Spadsereture; jeg anede, at det var en Postillon d'amour, der kjørte denne lille sproglige Omnibus, hvori de ædleste og de simpleste Ord age Side om Side. Men hang hun blot trofast ved en kjær Erindring, naar hun lærte Gloser af det Sprog, som var hans Modersmaal, – eller forberedte hun sig bestandig, i det Haab, at det ogsaa skulde blive hendes ved Adoption? Maaske vidste hun det ikke selv.
Jeg kom til at tænke paa den lille Sct. Hansorm, der sad saa trolig, Aften efter Aften, paa den samme Plet og lyste ud i Natten efter en Fælle.
Da jeg nærmede mig Trappen, glødede den mig ganske rigtig imøde fra Hjørnet af Stentrinnet. —
V
For den, der elsker den tydske Musik – og hvem elsker ikke den! – eie disse skyggefulde og vandrige »Grunde« en Stemningsrigdom, der kun kan udtrykkes musikalsk. Schumanns Mandskor synes at strømme En imøde ud fra Granernes Søilestammer, »naar det aftnes tyst« i Bjergskoven, den klare forelrige Møllebæk risler en Schubertsk Melodi, og Webers Valdhorn gjenlyde i den viltre Klippe-Labyrinth fra dens »Ulvesvælg« op til dens »Høge-Tinder«, der synes En at være lutter ideale Coulisser til Jægerbruden. Men Wagner kræver Rhinegnenes større Sceneri.
Ikke destomindre standsede jeg en Dag udenfor en lille Klippeniche, hvori der var anbragt en primitiv Bænk af et Par tynde Stolper og et haandsbredt Bræt, og paa hvis ru Stenvæg der var malet den imponerende Indskrift »Wotans Ruhe«.
Om det nu var en altfor naiv Wagnerianer eller en ondskabsfuld Antiwagnerianer, fra hvem denne Indskrift hidrørte?
Dette Spørgsmaal henvendte jeg til Ingen anden end – Frøken Jagemann.
Hun sad ikke paa Bænken, paa hvilken overhovedet intet Menneske kunde sidde, men maaske nok en Gud, der vel er af et ie Stof. Den unge Pige havde foretrukket et solidere Sæde: – en stor Klippeblok, der paa den anden Side af Stien skjød sig langt frem over den kraftige, sprudlende Bæk.
Der var en smal Kløft mellem den og Stien, saa at den dannede ligesom en lille Ø, og da der desuden groede et Krat foran, kunde jeg let være gaaet forbi, uden at bemærke hende, saa meget mer, som jeg under Betragtningen af »Wotans Ruhe« havde vendt Ryggen til hende.
Men hun røbede sig selv – om med eller mod sin Villie? – ved at blande sin friske ungdommelige Latter i den, som jeg uvilkaarlig brød ud i.
– Ligemeget, svarede hun, – i begge Tilfælde fortjener han at blive leet ud!
Hun sad opreist i Græsset, støttende sig paa den ene Arm; den anden laa i Skjødet, og Haanden holdt en Buket af de smukke Blomster, der i saa mangeartet Rigdom findes i disse Grunde.
Ærmerne paa den lyserøde Morgenkjole havde hun smøget op over Albuerne, enten for Bekvemheds eller for Kjøligheds Skyld, Armen i Skjødet saae blændende hvid ud, medens den anden imod det saftig grønne Græs viste en brunlig rød Yderside med en Linie af fine, krummede Dunhaar, der lyste i den streifende Solstraale; med sine runde, bløde Former gjorde den det barnlige Indtryk, der virker saa underlig rørende hos en voxen Kvinde.
De to Smaapiger sad ved Siden af hende og bandt Ønskekjeder af Straa; Saften af de Blaabær, som de paa Veien havde slugt, var tværet ud over det Halve af Ansigtet paa dem. Ogsaa den unge Piges Læber blaanede, og idet hun lo, lyste hendes Tænder ikke som ellers.
– De er forresten noget uforsigtig af Dem, Frøken! svarede jeg; De kan jo ikke vide, om jeg ikke er Anti-Wagnerianer? ....
– I saa Fald vilde De vel ikke tage Dem det saa nær, at blive leet ud af en ung Pige. Men De er jo ogsaa fra Danmark, og dèr kender
