han ikke, før han saa vidt muligt havde opsporet, til hvilket Tidspunkt af denne Mands Liv det hørte hen, og ved Brevene, hvor dette Spørgsmaal gjerne løses af sig selv, var der hele Commentarer at skrive angaaende de Personer, der omtaltes, de Forhold, der sigtedes til, alle paaviselige Aarsager og Følger o. s. v. Og saaledes pegede denne Passion, ligesom den var udgaaet af virkelig Kjærlighed til Litteraturen atter tilbage paa den og paa Historien, fordrede bestandig et stort Fond af Kundskaber disponibelt og lod det samtidig forrente sig til alle Sider. Den var saa langt fra at være en tom Mani hos ham, – hvad den jo ofte udarter til – at den snarere var et levende Udtryk af hans Væsen, idet den samtidig tilfredsstillede hans høieste aandelige Interesser og hans ordenskjære Forretningsvaner.
I en halv Snes Aar eller mer havde den gamle Hertz privatiseret i Dresden, »Rentiers-Krogen«, som den ikke uden Grund kaldes. Han havde været Kjøbmand i Königsberg, hvor han var født, og til hvis Handels-Aristokrati han hørte. Dette Hjem havde sat sit uudslettelige Mærke i hans Natur og Udvikling. Königsberg er en Handelsstad, som har faaet sit eiendommelige Præg af en enkelt Aandens Stormand, hvilket kan hændes mindre Byer, som ikke føde mange Berømtheder, til hvilke deres Stolthed kan klamre sig, og hvis Interesser og Produktionskraft ellers udløser sig i andre, mere ephemære Sfærer. Hvad Erasmus er for Rotterdam, det og endnu langt mer er Kant for Königsberg, dels fordi han er en større Personlighed, dels ogsaa fordi han ikke er længer fjernet i Tiden, end at de nulevende ældre Königsbergere ere Børn af de Familier, i hvilke han færdedes; og dette var netop Tilfældet med Hertz. – Den store Philosoph omgikkes gjerne med sin Fødestads Kjøbmandshuse, og disse bevare som en kostelig Arv de aandelige og litterære Interesser, som han indpodede paa den kraftige Stamme af Frisind og Bevægelighed, der er Handelsstanden egen, – en Stamme, som ydede ham selv en god Støtte under Pietismens mørke Dommedagsveir. Det følger da af sig selv, at Kant fremfor Alle var hans Helgen. Hvor dybt han stak i den kantiske Philosophi, kunde jeg naturligvis ikke bedømme, men der klang en næsten rørende Andagt gjennem den Tone, hvori han nævnede sit store Bysbarns Navn.
Dresden havde han valgt til Alderdoms-Asyl, dels paa Grund af Familieforbindelser og Bekjendtskaber, dels ogsaa for det ansete Polytechnicums Skyld, som Sønnen skulde besøge, og saa naturligvis fordi det er Tydsklands skjønneste By. Men dets aandelige Physiognomi behagede ham slet ikke. Baade i Egenskab af borgerlig Kjøbmand og af litterær Mand saae han ned paa denne uvidenskabelige og lidet vindskibelige Residentsstad, hvor et betydningsløst Aristokrati breder sig; han anførte ofte, at allerede Schiller havde kaldt Dresden for en aandelig Ørk, og den Gang var dog Körners Hus dèr – men nu? Den gamle Königsberger levede derfor ogsaa meget isoleret; mest omgikkes han med den allerede affældige Gustav Kühne, en Veteran fra »det unge Tydskland«, hvis Koryphæer Hertz næsten alle havde kjendt. – — —
Dette var omtrent, hvad jeg vidste om denne gamle, eiendommelige Gubbe, der nu hilste paa mig med en Hjertelighed, som om vi vare gamle Bekjendte. Det var iøvrig et elskværdigt Træk hos dette Ægtepar, at de holdt meget af Ungdom. Jeg lagde ogsaa Mærke til, at de Unge af begge Kjøn ligesom uvilkaarlig viste dem en ærbødig Opmærksomhed, som man ellers ikke beskylder vor Tids Ungdom for at være rundhaandet med overfor de Ældre.
Maaske hang det sammen med, at deres Væsen var yderst beskedent, ja endogsaa præget af en vis Ængstelighed for at volde Uleilighed eller lægge for meget Beslag paa Andre.
De vare ikke, som jeg formodede, blot herude paa en Tur, men havde leiet for halvanden Maaned i et af de smaa Huse nede ved Elben og boede her allerede paa tredie Dag.
Tilfældigvis havde jeg været borte paa Ture eller spist paa en anden Tid. Men jeg maatte endelig besøge dem endnu samme Dag til Kaffe.
– Og De skal ikke komme til at kjede Dem med os gamle alene.
– De skal overhovedet slet ikke komme til at kjede Dem.
– Men hvad tænker De dog paa?
– Nei, det er virkelig sandt, alene vilde vi ikke plage Dem, især herude, hvor der er saa meget andet, De kunde have Lyst til med Deres unge Ben. Men der kommer en ung Dame, hvem vi netop ogsaa gjerne vil skaffe lidt ungdommeligere Underholdning, end vi selv kan byde.
– Og De vil ikke fortryde at gjøre hendes Bekjendtskab – haaber jeg da. De sidste Ord tilføiede Fruen med et skjælmsk Blik.
– Her fra Stedet? foer det ud af mig.
Fruen misforstod mit Spørgsmaal og lo.
– Nei, De behøver ikke at være bange for altfor stor landlig Naivetet. Det er ingen Rathenerinde.
– Heller ingen Königsbergerinde.
– Hun kjender maaske meget lidt til Kant? Sig mig, Hr. Hertz, har nu virkelig alle de unge Königsberger-Damer læst »Kritik der reinen Vernunft«?
– Ak, min kjære unge Mand! De har ikke engang læst »Kritik der Urtheilskraft«, som de dog trængte saa meget til. Forresten har jeg i min Tid holdt Foredrag netop for kvindeligt Auditorium – — —
Jeg havde gjort mit lidt drillende Side-Spørgsmaal dels for at affektere en stor Ligegyldighed overfor det nærværende Emne, dels ogsaa for at vinde Tid, da jeg ligesom frygtede for at blive revet altfor hurtigt ud af det Haab, der var opstaaet hos mig. Men den gamle Dame havde gjennemskuet mig.
– Tilstaa nu ærlig, Hr. Fenger, at De sidder paa Gløder af Nysgjerrighed og langt heller vil høre noget om den unge Dame end om min Mands Foredrag.
Den Gamle lo.
– Se, De bliver jo helt rød! Ja, min Kone, det er en Menneskekjender, en ren Lavater.
Jeg skjulte min Forlegenhed i Ølkruset.
– Naa, ja, ja da? er hun kjøn?
– Kjøn!? min kjære unge Mand, hun er jo en Skjønhed! Ja, det vil sige – ikke saadan – paa den Maade, – men meget mer. Hun er en Thekla, ja, forstaa mig ret, ganske borgerlig, en Lotte, en Frederikke Brion, – skjøndt heller ikke – ikke Præstedatteren paa Landet – hvor idyllisk det forresten er – en Kätchen, allersnarest en Kätchen!
– Men kjære Mand, behøver du at tage hele den tydske Poesi tilhjælp, – du vækker jo overdrevne Forestillinger paa den Maade. —
– Tvertimod! Den tydske Poesi forslaar ikke engang! Nemlig: der er kun eet, som er bedre end den tydske Poesi —
– Det er Kants Kritik?
– Nei, det er tydske Kvinder – naar de er gode. Men Spøg til Side, det er en fortræffelig Pige.
– Naa ja, nu vil De jo selv lære hende at kjende. Det er en Slægtning af mig, rigtignok langt ude, jeg har vist sagt Dem, at jeg er Dresdnerinde.
Ved disse Ord blev jeg atter ganske ligegyldig; det kunde altsaa ikke være Frøken Jagemann, som Talen var om. Dels saae hun slet ikke jødisk ud, og desuden havde jeg jo gjennem Skolelæreren erfaret tilstrækkelig om hendes Afstamning til at vide, at hun ikke var Jødinde. Jeg lyttede høflig smilende paa Fru Hertz's Udredning af Familiebaandets Knuder uden at skjænke den nogen Opmærksomhed.
Pludselig hørte jeg ligesom i Drømme, at hun sagde:
– Men jeg glemmer rent, at De vel allerede har seet hende, for efter hvad De før sagde, maa hun jo være Deres Naboerske. Hun er for Tiden Gouvernante – — —
Der gik et Kuldejag ned gjennem Ryggen paa mig. Iøvrig var det i det første Øieblik mindre Glæde, jeg følte, end den bestemte Overbevisning: saa skal det
