Helga skulde komme og hjælpe ham.
Jeg er ikke forberedt. Jeg var så træt, da jeg skulde til at læse i Lørdags, af at løbe. Der var nogen efter mig.
En anden blev taget op; imens sad Helga og skar ansigt for dem bagved; hun havde særlig ævne til at ligne en gammel kone med mange rynker. Munterheden fik hr. Jensen til at vende sig.
Hvad er det?
Helga nikkede til Dagmar, og denne sa halvkvalt: Det var Helga, der lavede sådan et morsomt ansigt.
Må jeg se det ansigt, Helga?
Nej.
Så får du en anmærkning.
Ja. – Helga ønskede netop en anmærkning. Hvad var mere naturligt, end at en lærer gav en uartig tøs en anmærkning, når hun lige havde erklæret, at hun ikke vilde ha ham? Hun morede sig åbenlyst; der blev røre i klassen; en enkelt dreng hengav sig ubehersket til sin munterhed.
Stille! skreg hr. Jensen og foer hen imod ham. Drengen tav og dukkede sig; han kendte hr. Jensens mandagslussinger.
Helga tegnede. En dame med en urimelig stor barm sad på en bænk og påhørte med dryppende blikke en kærlighedserklæring fra en herre, der lå på knæ foran hende; ved siden af stod hans høje silkehat; neden under skrev hun:
Dig æ—ælsker jeg! Dig æ—æ—ælsker jeg!!
Billedet sendtes omkring. Eksaminanden oppe ved tavlen, hvis sind var delt mellem forlystelse og frygt for lussinger, så den nye morskab dukke frem, og skønt han ikke kendte dens art, var han lige med eet den, der morede sig bedst og lydeligst. Han knækkede over på midten som en tynd kæp, der er for stærkt belastet, holdt sig ved tavlen og fnyste af grin, så stærk var hans tro, endda han ikke havde set. En lussing på hundrede graders Celsius gjorde ham imidlertid atter til en anstændig elev. Han genindtog retstillingen og begyndte med kridtet at lede efter vinkel AOC.
Hvad er det for et papir?
Helga fik det straks returneret.
Det er en tegning af Helga, oplyste Dagmar.
Må jeg se den?
Nej. – Helga krøllede den sammen i den hule hånd.
Han greb hende om håndleddene, men hun sled sig løs og gemte tegningen i sin ene sko.
Hvor blev den af?
Den er i min sko.
Jeg vil ha den.
De vil da ikke ta mig om benene.
Der blev stærk uro i klassen. Eksaminanden smilede smærteligt. Han lignede et billede, som et barn har været ved at kolorere, men hvor kun den ene kind er blevet færdig. Han og hr. Jensen tog igen fat på at søge efter vinkel AOC; de havde bægge lige svært ved at finde den.
Men idet Helga satte sig, kom tegningen som ved et uheld op af hendes sko. Hr. Jensen kastede sig over den.
Han var virkelig sådan en fornuftig mand, det kom han til at tænke på, nu da modsætningen mellem hans vanvittige optræden og hans øvrige respektabelhed også blev ham selv påfaldende. Han måtte sætte sig ned, og hele klassen beskuede tavs hans moralske nederlag. Helga blev alvorlig, igen en gang følte hun sig berørt af noget vildt og forfærdeligt; mon det ikke var rent galt at le af det? Bevidstheden af at ha haft en triumf svandt bort, hun stod så ubetydelig og grim over for manden, der sad og stirrede frem for sig med sådan et udtryk i sit ansigt. Resten af timen gik i højtidelig stilhed. Hr. Jensen var en agtet lærer.
Du driver det noget vidt, sa han til Helga, da de to var alene.
Det er jeg nødt til, svarede hun med bortvendt ansigt, ellers griner de andre ad mig. Må jeg få min tegning igen?
KAPITEL 4
Hvor er hr. Grandlev? blev der skreget.
Hvor er frøken Schou? blev der hvisket.
Helga løb ned ad perronen og fandt hr. Grandlev.
De må skynde Dem, sa hun, ellers blir der ikke plads. Hun tog ham ved det ene ærme og stak resolut i trav med ham.
En kupedør fyldtes straks med en forvirret blanding af større hatte og mindre ansigter.
Er her plads til os to? spurte Helga.
Vilde jahyl lød indbydende derinde fra.
La være med at skrige, rådede Helga; ellers får vi frøken Schou herind.
Hvor skal hr. Grandlev sidde? spurte hun, mens hun endnu hang på trinet.
Her! lød det adskillige steder fra, og flere brøkdele plads blev gjort ryddelige.
Der er bedst ved vinduet, afgjorde Helga. Hun satte sig lige overfor.
Så gik toget, og realskolen kørte i skoven.
Grandlev forstod ikke, hvorfor han netop skulde være inde hos de store piger; han plejede ikke at være særlig meddelsom uden for skoletiden, men det morede ham i al stilhed at høre på dem, og det havde de måske opdaget. Deres samtale var en lydmasse, der uafbrudt varierede, og hvis enkelte ord ikke interesserede ham, men i dens stadige vekslen fandtes udtryk for menneskelig-broget mangfoldighed. I dette virvar af lystighed, bedske hentydninger, der sigtede og ramte; gammelklog og fornuftig passiar og ubetænkt vås, der straks fandt sin skarpt bevæbnede kritiker; af blide og hvasse stemmer, af godt hviskende venindeskab og åbenbar hånlig fnysen mod den, der ikke regnedes med – i dette kaos af frisk fornøjelighed og ugidelige suk, af bløde, klare røster, der lod ane om fremtidig moderlighed, og stemmer, der uden nødvendighed sattes op til kattehyl – i alt det var der spirer til de voksne kvindestemmer, som en gang skulde udvikle sig deraf; hver af dem vilde følge sine tonebeslægtede og senere mere og mere harmonere med dem; de blide og de skarpe, de matte og de friske vilde hver gå sine veje, og de vilde ikke senere komme til at lyde sammen som nu. Men i dette stemmemylr var begyndelsen til alt blandet i eet, og det stemte sammen ligesom en sommermorgens mangfoldige lyde. Og her sad Grandlev og hørte på det, som om det var en naturkonsert, han nød på sin morgentur. Som tanke betragtet var det unægtelig primitivt, men som en eller anden mangfoldighed, der bragte ens sind i sammensatte svingninger, var det af værdi. Det var frisk som alt broget, hvor man ikke behøver at gøre sig ulejlighed med at forstå enkelthederne. Han kom til at tænke på den tid, da han begyndte at få ideen til sin doktorafhandling, der havde noget med sammenlignende sprogvidenskab at gøre. Indtrykkene fra de mange sprog havde været så forfriskende for hans sind, der var blevet træt af adskillige års specialstudier, og nu mærkede han en tilsvarende friskhed ved at lytte til et kor af pigestemmer mellem fjorten og atten; der var ingen slags snak, der lignede denne i stemningens omfang, men han havde aldrig i sine rent intellektuelle dage tænkt, at det kunde ha udbytte for ham at høre på den. Måske var det hans stille høren efter, som han særlig havde lagt sig til, siden han var blevet lærer, der havde givet anledning til hans bekendte studier over visse lydlige fænomener ved det danske talesprog. I så fald havde disse bevidstløst passiarende unge pigers megen ordspild dog haft en videnskabelig betydning; han smilede uvilkårlig og så op.
Hr. Grandlev sidder og kritiserer, sa Berta, og der blev med et stille. Hvad tænker De egentlig ved at høre på al vort vås?
Å, jeg ved ikke; jeg tænker mig nærmest, at sådan må det ha lydt i
