ikke for alverden kunde det falde Helga ind at fortælle, at hun havde set på gamle poppeltræer. Måske var der eet menneske – ja måske; men at han her kom netop nu og muligvis vilde fri om igen, det var sandelig groft. Hun fik en anelse om, hvor tosset det ene undertiden kan følge efter det andet her i verden. Derfor vendte hun sig og gik rask ind ad mødestedet til.
Men så hændte det samme om igen i form af frøken Schou.
Tillader du, jeg følges med dig?
Helga så forbavset på hende.
Du spaserer meget med hr. Jensen, sa frøknen, rolig i bevidstheden om, at hun her kunde møde med moderlig overlegenhed og fortjente at blive påhørt med taknæmlighed. – Jeg vil bare gøre dig opmærksom på det; du har vel som sædvanlig ikke tænkt over det, men det er lidt påfaldende, folk taler om det.
Helgas tidligere stemning mødtes her med fornæmmelsen af stor plathed, men resultatet af blandingen var ikke færdigt; hun tav.
Du er vel ikke fornærmet? Nå, det har du da heller ingen grund til; men hvis du for en gangs skyld skulde ha lyst til at overveje, hvad jeg siger, så vil du indse, hvorfor denne spaseren ikke er heldig.
Kampen i Helgas sind endte med lystighed; hun lo uden at lægge bånd på sig, indtil hun fik kvalme ved at se frøknens ansigt, hvor et samtidigt udtryk af overlegenhed og underlegenhed frembragte en besynderlig og flov virkning.
Også hende løb Helga fra. Hun var egenlig både vred og afskyligt til mode, da hun nåede pavillonen; det var slet ikke morsomt alligevel, selv om hun havde let. Hun hadede menneskene, sådan som de kom den ene efter den anden – —.
Grandlev rejste sig fra et af de små borde.
Men hvad er der dog i vejen med vor Helga? sa han. De ser jo helt ulykkelig ud.
Helga blev varm. Det var så velgørende, at han straks så, at der var noget, der trykkede hende. Og med det samme var det væk.
Der er ingenting, sa hun og så op på ham.
Nå nej; jeg tror virkelig heller ikke. De er nok rask til at skifte ansigt.
Ja, heldigvis, svarede hun overgiven. Men skal vi ikke danse, hr. Grandlev?
Jo, vi skal danse. Kom De bare med mig.
KAPITEL 5
Eksamen nærmede sig. I fjerde klasse fik den engelske grammatik en sidste overhaling. Eleverne havde nu opgivet alle slags løjer; hvis der forefaldt noget morsomt, var det kun i anledning af et dumt svar; ellers gik det ganske fagmæssigt til; enhver var optaget af at få med, hvad der ikke tidligere var blevet forstået, eller fastslå det kendte for sidste gang. Kun Helga var udeltagende; hun var blevet så underlig i den senere tid; hun vilde ikke gå aftenture med Dagmar, ikke repetere sammen med Berta, og i timerne lukkede hun ikke sin mund op.
Grandlev undrede sig også over, at hun ikke svarede sammen med de andre.
Forstår De det ikke, Helga? spurte han.
Hun stivede sig af mod rygstødet og så op med panden fuld af rynker.
Det gør jeg nok, sa hun.
Hvad vil det sige?
Det ved jeg ikke.
Hm, De har tid til at være uhøflig. Lad os håbe, det morer Dem.
Hun følte den trods, der steg op i hende, som noget velgørende. Bare han vilde håne hende rigtigt; hun trængte sådan til noget, der var bittert, og som sved.
Vær så venlig at sige, om De forstår det, jeg gennemgår. Hvis det anstrænger Dem at benytte en høflig tone – hvad det vistnok gør for tiden —, så svar, som det er Dem bekvemmest.
Det ved jeg ikke; det har jeg slet ikke tænkt over.
Han stod foran hende med den engelske grammatik i hånden.
De forbavser mig unægtelig, skønt jeg har dårlig tid til at være forbavset over Dem. Er det sådan, De for fremtiden skal være? Er det med det sind, De skal gå ud i verden og – nå et eller andet mål? For nogen øjeblikkelig grund til Deres opførsel gives der jo ikke.
Helga følte alvoren i hans stemme; men hun vidste ikke, hvor langt hans spørsmål egenlig rakte; der kunde ligge så meget i det. Havde hun kun turdet se på ham. Hun kunde blive god, hvornår det skulde være, dersom hun blot vidste – — men måske ønskede han bare at ydmyge hende.
Nå, sa han; det var ellers ikke Helgas fremtid, der interesserede os; vi vil hellere gå over til de ubestemte stedord.
Dermed var hun afskåret fra at sige mere, og hun var dog endnu ikke mættet i trods, hun var endnu ikke tilfredsstillet i ydmygelse. Hvordan skulde han forstå det? Han måtte jo tro, hun bar sig sådan ad for at være uartig mod ham, og så var det af en hel anden grund. Hvor var det ikke dumt, at hun var så gammel, at han ikke kunde rykke hende i håret.
Nu måtte hun se op på ham, mens han var optaget af grammatikken – og så mødte hun hans blik. Det var ikke vredt eller bebrejdende, men søgende, uundgåeligt; hun tog ikke sine øjne til sig, det var ikke hendes sædvane, men dette blik ramte hende som en fysisk smærte; ingen havde nogen sinde set på hende med den magt i sine øjne, det trængte så voldsomt ned i hende, og da hun straks efter lukkede øjnene, blev det ligesom siddende der nede, det tog en uhyre plads op, hun var ikke længere sin egen herre og kendte ikke rigtig sig selv igen. Hun blev så træt over hele kroppen, og hun frøs. Dersom hun nu havde været hjemme, kunde det ha været dejligt at ligge på en sofa og blive ved at ha det som nu. Imidlertid gjorde hun sig det bekvemt dær, hvor hun sad, og hun blev helt ked af det, da det ringede, og hun måtte af sted.
Grandlev blev tilbage; måske vilde han tale med hende, irettesætte hende, eller hvad det nu var; hun skyndte sig i rystende hast med at samle bøgerne, det kunde ikke gå an, at han talte til hende; hun havde ikke spor af herredømme over sig selv. Hvad kunde der ske? Men hun tabte bøgerne; den ene af eleverne gik efter den anden, de blev alligevel ene. Hun havde aldrig været så bange.
Hvis der er noget, De ikke forstår, Helga, sa han tæt ved siden af hende, så vil jeg naturligvis gærne hjælpe Dem.
Jeg forstår godt – — —. Hun forsøgte at rynke panden, men den glattedes straks igen ud af sig selv, så træt var hun.
Nu var hun bunden af hans stemme, kunde ingen steder komme. Hun anede ikke, hvad det kunde falde hende ind at gøre om et øjeblik, hun var umyndig over sit eget sind. Men så opgav han hende heldigvis og gik.
Det kan da vel ikke være meningen, tænkte han, mens han gik, at jeg skulde være forelsket i dette halvvoksne pigebarn, hvis kultur er så yderst primitiv.
Helga løb hjem, hele vejen, det varede fem minutter. Hun vilde ligge på sofaen med ansigtet nedad og lukke øjnene og blive borte. Men som hun løb, fik hun smag for hurtig bevægelse; den passede alligevel bedre; hun smed bøgerne ind ad døren og gik en lang tur.
I begyndelsen var det dog tungt at gå. Det var ligesom egnen om hendes hjærte var fyldt med vådt sand, men det blev lettere under gangen; hun mærkede, hvordan byrden svandt ind i omfang og tyngde, til sidst var der i dens sted noget, der bar oppe; nu kunde hun slet ikke blive træt. Det vilde gøre godt at ha mange grøfter at springe over lige i træk. Det skulde blot ha været i hendes barndom nu, på den store
