ichard Marsh
En adelig Opdager
I. – DET STJAALNE BREV.
Kapitel I.
Paa Godset Glenlean herskede til Formiddag stor Bestyrtelse. Den gamle Godsejer gik omkring og vred sine Hænder, men hverken til sin Hustru eller nogen anden turde han sige et Ord om Grunden.
Til den berømte Detektiv Grev August Campnell i London havde han straks ved Opdagelsen for en Timestid siden telegraferet ekspres. Nu ventede han længselsfuldt.
Endelig bankede det.
Tjeneren Philip viste sig i Døren til Godsejerens Privatkontor.
»Der er en Herre —!«
Godsejeren greb hurtig Visitkortet.
»Lad ham straks komme herind!«
Tjeneren bukkede.
Kort efter stod en yngre Mand i Værelset. En høj, mørk, aristokratisk Skikkelse uden Skæg og med skarpe, markerede Træk.
»Det er altsaa Grev Campnell?«
Detektiven nikkede kort. »Hvormed kan jeg være til Tjeneste?«
»Ja—a« Godsejeren rystede bedrøvet paa Hovedet. »Sæt Dem ned, Hr. Greve! Ja—a, der er hændt mig noget —«
»Forhaabentlig ikke noget ubehageligt?«
»Jo forbandet ubehageligt. Et Brev er bleven borte her paa mit Skrivebord!«
»Hvornaar?«
»Nu i Formiddag. Jeg gik et Øjeblik op for at tale med min Hustru; da jeg kom herned igen, var Brevet borte!«
Detektiven fikserede Godsejeren skarpt. Han saa, den gamle Herre gjorde alt for at skjule sin stærke Bevægelse.
»Hvad var det for et Brev, om jeg tør spørge?«
»Ja undskyld … jeg kan blot sige, det ikke paa nogen Maade maatte læses af andre end den, det var skrevet til.«
»Var det et Brev, De havde modtaget?«
»Nej, jeg havde selv skrevet det. Jeg var omtrent færdig med det, da min Hustru sendte Bud, at hun vilde tale med mig.«
»Hvem kom med det Bud?«
»Hendes Pige! Men hun kan ikke være den Skyldige, for hun gik foran mig opad Trapperne. Og jeg saa hende gaa ind i Grevindens Soveværelse«.
»Hvor længe var De da borte?«
»Aa, ti Minutter. Jeg skyndte mig netop tilbage, fordi jeg vidste, det laa fremme.«
»Lukkede De Døren, da De gik?«
»Ja! Den var ogsaa lukket, da jeg kom tilbage.«
»Hm —! Er der blevet andet borte?«
»Nej, ikke en Smule!«
»Og hvor laa det Brev? Nøjagtigt, mener jeg!«
»Her paa Brevmappen! Da jeg gik ud, lagde jeg Klatpapiret over det.«
»Er De sikker paa det?«
Manden betænkte sig lidt. »Sværge paa det, tør jeg ikke, men jeg syntes, jeg gjorde det.«
»Saa Pigen, De skrev?«
»Ja, det kunde hun ikke undgaa.«
»Var der nogen i Huset, der vidste, De skrev paa et vigtigt Brev?«
»Nej, vist var der ej …« Godsejerens Bevægelse blev næsten pinlig. »Jeg vil være ærlig overfor Dem! Jeg vilde give ti Aar af mit Liv, hellere end jeg vilde have, at nogen her i Huset skulde kende det Brevs Indhold. Jeg stoler paa, denne Samtale bliver mellem os!«
Detektiven smilede.
»De kan være fuldstændig sikker! Men sig mig: Har De forhørt, om nogen har været her i Deres Værelse, mens De var borte?«
»Jeg har spurgt Tjeneren. Han siger, han var beskæftiget herude i Forstuen.«
»Ja saa …«
Den gamle Herre saa skarpt paa Detektiven: »De tror da ikke, min Tjener Philip har en Finger med i Spillet?«
»Aa nej. Men har han været i Forstuen, maa han dog have lagt Mærke til, om nogen er gaaet herind i Værelset. – Eller ogsaa er Tyven kommen ind gennem Vinduet!«
»Ja – det har ganske vist staaet aaben …!«
Detektiven gik til Vinduet og kiggede ned. Men Rosenbedet nedenfor var i den skønneste Orden uden et Fodspor at opdage.
Detektiven gik tilbage til Skrivebordet. Nu strejfede noget pludselig hans Blik.
»Hvad er det?«
Skrivebordet var som de andre Møbler af mørkt Egetræ. Men et Sted paa Bordpladen var der ligesom Spor af noget klæbrigt.
Den gamle Herre vidste ikke, hvorfra det skrev sig. Detektiven undersøgte det nøje ved Hjælp af en Lup, der laa paa Bordet.
»Ja det er et harpiksklæbrigt Stof, som —«
»Som, som, nu ved jeg det!« fo'r det med Et glædesstraalende over den gamle Godsejers Ansigt. »Ikke sandt? Tyven har staaet i Blomsterbedet her nedenfor Vinduet med en Stang eller … og har smurt Harpiks paa Enden og saaledes fisket Brevet ud af Vinduet. Ja ikke sandt, det er soleklart …«
Detektiven maatte smile.
»Hvem skulde da vide, der laa et Brev paa Deres Bord, naar ingen har været inde i Værelset? Fra Haven kan man ikke se Deres Skrivebord. De kunde saamæn selv sidde ved det, uden man kunde se det dernede.«
Godsejeren indsaa det og sukkede dybt.
De talte saa videre sammen om Mulighederne, men blev afbrudt, da Døren knirkede.
Det var Godsejerens lille Nevø.
Ulykkelig, med store Taarer i Øjnene, stod den lille, gullokkede Dreng i Døren med sin Drage. Stødvis kom det i Graad: Tanten vilde ikke hjælpe ham med at sætte Dragen op, Pigerne vilde heller ikke, James Kusk heller ikke, ingen vilde, og han var saa ulykkelig.
»Saa, saa, lille Roland,« trøstede Godsejeren og fik ham læmpeligt puttet ud af Døren igen. »Bed Du Tante rigtig pænt om det, saa gør hun det nok —«
Lille Roland lod sig endelig formilde og trippede atter af Sted til Tanten. Og igen fik de to Herrer Ro.
»Ja, Grev Campnell, hvad mener De saa?«
»Er Brevet virkelig saa vigtigt?«
»Ja – ja, jeg forsikrer Dem! Blot jeg vidste, hvem der har taget det – jeg vilde ofre et Par tusinde Kroner derpaa.«
»Naa—aa?« Detektiven saa paa ham. »Mindre bør gøre det! 2000 Kr. er mange Penge, Hr. Godsejer.«
»Sandt nok, men Arbejdet er grumme vanskeligt!
