i Morges fandt jeg dette i mine gamle Benklæder.«
Majendie viste Detektiven tre smaa Pakker, der indeholdt hendes Ringe og Smykker.
Detektiven undersøgte det. Alle hendes Smykker pakket ind i gammelt Papir fra de Handlende! Hist og her paa Papiret uhyggelige mørkerøde Pletter, der maaske kunde minde om Blod.
Majendies Stemme blev hviskende:
»Tror De, hun har begaaet Selvmord eller …«
»Det ved jeg ikke.« Grev Campnell søgte at betvinge et Smil. »Foreløbig beholder jeg Pakkerne!«
Majendies Haand nærmede sig betænkeligt Glasset og Flasken foran dem.
»Lad det nu staa!« kommanderede Greven. »Jeg finder det uhyre sandsynligt, at Deres Frue i Stedet for at være bunden paa Livstid til en fordrukken Mand har vovet et skæbnesvangert Skridt …«
»Hr. Campnell —!«
»Og jeg finder det ret mistænkeligt, at De efter at have holdt Deres Hustrus Forsvinden hemmelig en hel Uge, prøver at døve Deres Samvittighed i Alkohol«.
Majendie tøvede.
»Hr. Greve … Havde jeg vidst, De vilde opføre Dem saaledes … havde jeg aldrig sendt Bud efter Dem«.
»Derfor gaar jeg ogsaa straks«. Detektiven rejste sig. »Jeg skal overgive Sagen til den første Politibetjent, jeg møder.«
»Nej, nej, kære Hr. Campnell, bliv nu! Jeg forsikrer Dem for, De tager fejl! Hvis det er Flaskerne, der generer Dem, skal jeg øjeblikkelig tage dem bort.«
… Da Detektiven noget efter gik ned ad Trapperne mødte han Tjeneren Neave, der med en hemmelighedsfuld Mine vinkede af ham.
»Undskyld Hr. Greve, men jeg kan fortælle Dem om noget højst besynderligt, der er passeret her i Huset.«
»Naa, og det er?«
Tjeneren gned sine Hænder forlegent.
»Her er kommen en ny Tjener, som hedder Perkins. Han havde nogle glimrende Anbefalinger, skønt Guderne maa vide, hvor han har faaet dem fra, for jeg har aldrig set Mage til Dovenskab og Næsvished! Dag og Nat snusede og kiggede han rundt i hele Huset, og brød sig ikke det mindste om, hvad jeg sagde til ham. Saa i Gaar overraskede jeg ham, da han stod og rodede i det Skab, hvor Hr. Majendie har sine Benklæder.
»Hvad bestiller De der?« spurgte jeg.
»Tæller Herrens Tøj op,« svarede han frækt.«
– Tjeneren blev ved at snakke, og det varede noget, inden Detektiven slap fra ham.
Da han endelig kom ned paa Gaden, betænkte han sig længe og saa sig nøje omkring. Just da han vilde gaa videre, sneg en ung Mand sig ængstelig ud fra Majendies Port.
Uden at se sig om skyndte han sig hurtig bort i modsat Retning af Detektiven.
Rask som et Lyn vendte denne om og fulgte efter ham.
Idet Fyren drejede om Hjørnet, lagde Grev Campnell sin Haand paa hans Arm. Med Rædslen malet i alle Træk standsede han.
»Saa min Ven, nu har jeg Dem! Hvad skal den Opførsel betyde?«
Detektivens Stemme forskrækkede ham. Fyren stammede: »Det er ikke min Skyld. Jeg hedder Perkins og tjener hos Hr. Majendie. Det er sandt, jeg forsikrer Dem det!«
»Hvorfor lusker De omkring paa Gaden midt om Dagen? Hvorfor er De ikke i Arbejde?«
»Jeg maa ikke. Jeg har endnu ikke været deroppe, skønt jeg skulde møde for to Dage siden.«
Detektiven udspurgte, men Fyren var standhaftig. »Jeg maa ingenting sige,« vedblev han angst. »Siger jeg noget, gaar jeg glip af saa mange Penge, og jeg er saa fattig og har Kone og Børn. Jeg sværger Dem til, jeg har ikke gjort noget ulovligt. Ikke det fjærneste!«
Detektiven betragtede ham nøje. Saa slap han ham med et pludseligt Smil.
»Ja, ja; De er fri, indtil videre. Nu prøver vi, om De siger Sandhed!«
Kapitel II.
En Times Tid efter kørte Grev Campnell i Droske af Sted til Majendies Hjem. Tjeneren Neave lukkede op.
»Er Herren hjemme?«
»Herren er gaaet i Seng.«
»I Seng! Paa denne Tid af Dagen —?«
Detektiven fandt ganske rigtigt Majendie liggende i sin Seng med Tæpperne op om Ørene – og tudbrølende.
Detektiven fik ham rusket op og klædt paa i en Fart, saa ned ad Trapperne og i Drosken med ham, altsammen før det stod ham egentlig klart, hvad der skete.
»Hvad skal jeg gøre, Greve? Jeg tror, Folk paa Gaden peger Fingre af mig,« var det første, han mælede. »Maaske har de fundet min Kone et eller andet obskurt Sted …«
»Ja, De skulde have været mere elskværdig mod hende, kære Herre!«
»Nej, nej, De tager fejl, men … men Greve? Hvor … hvor kører vi hen? Jeg synes vi holder udenfor Parker!«
Detektiven sprang ud i en Fart.
»Bliv, hvor De er! Jeg skal tale et Sekund med Hr. Parker!«
Idet Greven naaede op mod Trappen, kom Parker farende ned, synlig indigneret.
»Naa … ja, det var saamæn paa Tide, de indfandt Dem. Herregud, Menneske, det er jo en Sag af den yderste Vigtighed.«
Detektiven smilte: »Saa ud med Sproget. Nu har De mig jo!«
Med de Ord tog Greven den lille Mand venskabeligt under Armen, og før han fik Tid at gøre Modstand, var han puttet ind i Drosken.
»Kør Kusk, alt hvad De kan, De ved jo hvorhen!«
Atter af Sted. Hvem af de to Fremmede, der var mest forbavset, er vanskeligt at sige. Parker talte først.
»Hr. Greve! Hm! Maa jeg spørge … hvor tør De … putte mig ind i denne modbydelige Kasse sammen med saadan en … en Abekat.«
Majendie rømmede sig advarende.
Parker forsøgte at rejse sig, men Greven tvang ham tilbage.
»Sid nu roligt et Øjeblik, lille Ven!«
Majendie skelede til Parker:
»Min Kone er myrdet, at De ved det!«
»Myrdet?« Parker stirrede. »Myrdet? Hun er vel bare forsvunden? Hm, maaske burde man misunde Dem. Min Kone forsvinder ikke saa let … men more sig kan hun med en mørkhaaret Æventyrer …«
»Ja, hende var det, der ødelagde min.«
»Naa det tror De, gamle Fyr! Nej, Deres modbydelige Kvinde af en Kone....«
Detektiven tyssede paa de ivrige Herrer. Kort efter standsede Vognen i en snæver
