rejse i Julen; det Skind, han vidste ikke, hvor han skulde anbringe sin Mumie imens. Saa var det, jeg tilbød, den kunde staa her hos os.« Onkel saa atter hen til mig. »Er saa din Nysgerrighed tilfredsstillet, lille Agnes?«
Da jeg var ved at gaa i Seng kom Clara ind til mig.
»Skal vi gaa over og se paa Mumien?« hviskede hun.
»Det kan vi jo ikke. Hørte Du ikke Onkel sagde, at Kassen var laaset.«
»Vi kan da se paa Kassen i hvert Fald,« svarede min Kusine.
»Studereværelset er jo ogsaa lukket, Clara!«
»Jamen, Nøglen ligger i Fa'rs Frakkelomme – kom, lad os se ad!«
Kort efter kom hun virkelig tilbage med den.
»Det kunde da være voldsom Grin, Agnes, at se, hvordan en Mumie – tænk Dig en rigtig Mumie – saa ud. Fa'rs og Mo'rs Soveværelse ligger jo langt herfra. Ingen kan høre os, selv om de sidder oppe og venter paa Grev Campnell, som kommer i Nat.«
Hun stak Nøglen i Laasen og lukkede op. Der var mørkt i Studereværelset.
»Vent her!« Hun skyndte sig efter et Lys.
Vi fik det tændt og saa os om. Paa tre Stole hvilede Kassen – en ækel Tingest at se paa.
»Den ligner jo en Æggekasse!« lo Clara. »Kom her!«
»Nej lad være! Lad den blot blive staaende.«
Men Clara vilde paa Opdagelse. Hun satte Lyset paa Kassen og bankede paa Laaget.
»Mumie! Er Du død eller levende?« hviskede hun.
Den var lukket med en almindelig Laas, men vi havde jo ingen Nøgle.
»Hvor tung mon den er?«
Før jeg kunde forhindre det, havde hun løftet i den ene Ende.
Lyset paa Laaget begyndte at glide. Jeg vilde gribe det. Det lykkedes ikke.
I et Nu faldt det paa Gulvet og sluktes.
Clara blev saa angst, at hun slap sit Tag i Kassen. Den ene Stol væltede, og Kassen faldt paa Gulvet med et Brag.
Dér stod vi i Bælgmørke!
Kapitel II.
»Clara dog, hvad har vi gjort?« hviskede jeg uhyggelig til Mode.
Hun rystede over hele Legemet. »Jeg tror, vi har vækket Mumien! Aa Gudskelov, Hr. Campnell er her i Julen!«
Og virkelig: I Mørket hørtes med Et en underlig Lyd, noget som en uhyggelig Stønnen, der fik Angstens Sved frem paa vore Pander.
Famlende os frem gennem den uhyggelige Stue, naaede vi Døren, kom ud og laasede udvendig fra.
Nøglen tog vi med og for af Sted til Claras Soveværelse.
Jeg skulde sove deroppe – derom var vi uhyre enige.
Vi fik baade Lys og Lamper tændt. Clara var hvid som et Lagen. Først da vi havde siddet lidt, begyndte hun stakaandet:
»Næ – var det dog ikke forfærdeligt!«
»Lad være at tale om det, Clara!«
»Jamen, hvad var det dog? Tror Du virkelig, det var Mumien?«
»Mumier kan da ikke stønne!«
»Jo, de kan!« Clara nikkede energisk. »Vores Lærer sagde det en Gang, jeg kan tydelig huske det. Han sagde noget om, at En var bleven levende efter saadan 1000 Aar, eller – tror Du, den kan gaa omkring om Natten?«
»Ti nu stille, Clara. Lad os bare komme i Seng og falde i Søvn.«
Men vi kunde ikke sove. Da vi havde ligget en halv Times Tid, bankede det sagte paa Døren.
Vi laa ganske stille …
»Hører Du ikke, Clara? Er Agnes der?« Det var Tantes Stemme.
»Ja vi sover heroppe begge to. Vi er saa trætte.«
»Trætte!« Grev Campnell lo udenfor, og Tante tyssede. »I har naturligvis haft nogle Narrestreger for! Ja ja, Godnat da, smaa trætte Væsener, jeg vilde blot hilse paa jer!«
Saa gik de igen.
Næppe var de borte, før Clara begyndte: »Skulde vi i Grunden ikke have sagt dem, at det er os, der har væltet Kassen?«
»Nu er det i hvert Fald for sent.«
»Jo men, Grev Campnell sover ved Siden af. Vi kan sige det til ham, naar han om lidt gaar til Sengs.«
Saa laa vi igen tavse. Langsomt gik de Nattetimer. Ingen af os sov.
»Clara?« hviskede jeg en Gang. Nu maatte jeg sige det.
»Ja!«
»Kan Du høre det?«
»Ja —« stønnede hun. »Det lyder, som det var nedenunder.«
»Det er fra din Fa'rs Studereværelse!«
»Jeg tror det ogsaa …«
»Hvad skal vi gøre?«
Clara var grædefærdig.
Det lød, som om noget faldt. Derpaa en Stønnen saa frygtelig.
»Aa, Agnes, Agnes!« Clara hvinede i vilden Sky.
Resolut sprang jeg op.
»Hvor gaar Du hen?«
»Blot ind og kalder paa Grev Campnell. – Nu maa vi have fat paa ham!«
»Jeg vil med, jeg tør ikke være herinde alene.«
Vi tog Morgenkjole paa og gik hen til Værelset.
Flere Gange bankede vi paa. Og atter hørte vi Lyden nedenunder. Vi rystede af Skræk.
»Naa! Hvad er der løs?«
»Aa, kære Hr. Greve, skynd Dem!« bad Clara. »Jeg tror, Mumien gaar dernede.«
»Hvad for noget?«
»Aa skynd Dem, skynd Dem …«
»Nu skal jeg komme, lille Tosse!« lo Greven og stod op af sin Seng.
»Hvad i al Verden er der løs?« Han stod i Døren. »Mumien? Er I tossede?« Han stirrede paa os. »Hvordan er det I ser ud?«
»Hør da! Hør!« Jeg greb ham i Armen.
Han lyttede. Med et Smil gik han ned ad Trappen. Vi fulgte ham i tre lange Skridts Afstand.
Da vi naaede Studereværelsets Dør, opdagede vi, at Nøglen var glemt deroppe. Saa maatte vi alle tre tilbage igen.
