nogensinde vexlet et Ord, men jeg tilstaaer, at jeg blev glad ved at se, at hendes Mand efter alle vedtagne Regler var den nærmeste til at indstilles til et godt Embede i Sjælland, og ilede med at underrette hende om Indstillingen; ogsaa hun havde indtaget en Plads imellem Tyrannerne.
26
Da jeg kort efter Examen skulde nyde min Triumph i Frederiksborg, afkjøledes mit Mod noget paa en eventyrlig og besværlig tretten Timers Nattereise dertil, paa hvilken jeg mistede samtlige mine akademiske Dokumenter, derimellem ogsaa den saakaldte akademiske Stilebog, hvori det ovenfor nævnte latinske Poem indeholdtes.
27
Jeg kan ikke uomtalt forbigaae det Ædelmod, der betegnede mit første Sammentræf med den Mand, med hvem det blev min Skæbne siden at mødes i Danmarks Statsraad. Da jeg i Oktober eller Begyndelsen af November kom ind til Greven, bad han mig komme igjen ved Terminstiden i December. Da jeg til den Tid indfandt mig, lagde han efter nogle venlige Ord og med den ham under slige Forhold egne Forlegenhed en Hundrededalerseddel i min Haand og sagde, at jeg skulde komme igjen næste Juni Termin. Da gjentog han det Samme med Opfordring til mig om atter at komme i December, og jeg troede naturligvis, at det var en af de bestemte Stipendielodder, der paa denne Maade udbetaltes mig; men i December 1821 sagde Greven mig, at det var ham en Glæde nu at kunne tilstaae mig Stipendiet; de to forrige Terminer havde jeg altsaa modtaget en privat Gave. Man maa herved ikke glemme, at en saadan Gave under de daværende Godseierforhold var langt betydeligere, end den nu vilde være.
28
T. Algreen Ussing: "Bevis, at Adam Øhlenschlæger er gaaet fra Sands og Samling" (i Kjøbenhavns Skilderi).
29
Der herskede dengang den stygge Skik, at de Kandidater, der skulde examineres, Dagen forud indfandt sig hos vedkommende Professorer for personlig at betale Honoraret for denne private Forelæsning, hvilket da, ofte med et større eller mindre Tillæg lagdes paa et Bord, eller for at forevise eller tilbyde at forevise et testimonium paupertatis. Ved denne Leilighed spurgte saa den yderst godmodige Degen hver Kandidat om, i hvilket Afsnit af Skolekurset eller det i Forelæsningerne Foredragne han ønskede at examineres; man opgav da Geometri, Arithmetik med eller uden Læren om Ligninger o. s. v., og dertil holdt han sig saa ved Examen. – Betalingsmaaden selv blev senere efter min og nogle Kollegers Andragende forandret til Indtegning hos og Betaling til en af Docenterne antagen Kvæstor, medens Bestemmelsen om Fritagelse derfor overdrages til en Komité.
30
Forordningen af 24de Oktober 1818 savnede enhver Bestemmelse om, hvorledes Examenskarakteren skulde fremkomme, og hvorledes Udfaldet i de enkelte Fag med de yderst forskjellige Fordringer skulde sammenlignes og afveies, og hvilken Indflydelse de forskjellige Examinatorer skulde udøve. Ved en Art mindelig Overenskomst dannedes en vis Praxis, ifølge hvilken Examinatorerne i Latin og Græsk fik Hovedindflydelsen, de i Historie og Hebraisk den næste og de øvrige, som tilbørligt var, en meget ringe, thi der krævedes i Philosophi og Mathematik ikke Andet, end hvad der forlangtes til 1ste og 2den Examen, i Mathematik endog med stor Lemfældighed, og i Theologi en meget begrændset Oversigt over Dogmatiken. Til en fast Regel kom det aldrig før den nye Anordning af 1849. Den godmodige Theolog, siden Biskop, P. E. Müller gjorde mig ved Slutningen af sin Examination den ironiske Kompliment: Video te, qui in ceteris disciplinis habitas, ne in theologia quidem hospitem esse.
31
At iblandt andre Savn ogsaa Følelsen af, hvor lidet min tidligere Dannelse havde bragt mig i Berøring med Erkjendelsen af det indre Naturliv, gjorde sig stærkt gjældende, derom mindes jeg ved Erindringen om, at jeg som fleraarig Professor et Semester igjennem meget stadigen hørte en af Experimenter ledsaget Forelæsning over elementær Kemi hos Professor Zeise og siden læste en Korrektur paa min Ven og Kollega Forchhammers ikke fuldendte Lærebog i Kemien for med ham at diskutere visse almindelige Spørgsmaal. Et Forsøg paa veiledet af min Ven: Professor Chr. Jørgensen at vinde et Indblik i Integral- og Differentialregning og derved i den høiere Mathematiks Tænkningsform afbrødes ved en ham paakommen heftig Sygdom.
32
Udgiverens Anmærkning: Endnu i et af de sidste Aar før 1860 tog min Fader i længere Tid Undervisning i at tale og skrive Fransk.
33
I de senere Aar af Maanedsskriftets Bestaaen hørte jeg, uagtet jeg holdt ud i Redaktionen, til dem, der klart saae Manglerne ved samme og ved hele Redaktionsformen, der efterhaanden førte til Mathed og Fladhed, og jeg stemte derfor ivrig for Firmaets Ophør.
34
Som Exempel paa, hvorvidt denne Kaadhed kunde gaae, skal jeg fra det Aar, da jeg selv var bleven Student, anføre to Træk. En Gadedreng, der havde gjort sig bemærket ved den Paatrængenhed, hvormed han ved Postgaarden tilbød sine Pibekradsere tilsalg, hvervedes en Dag til midt i Timen at komme ind i Auditoriet hos Professoren i Latin og trænge sig frem til Kathedret med det gjentagne Udraab: "aa gode Herre, en Pibekradser" og maatte, da ingen af Tilhørerne rørte sig, føres ud af Professoren selv. En anden Gang overraskedes man under et Examinatorium ved paa engang at høre en Examinand foredrage Oversættelsen af nogle Vers i Ovids Fasti med en saa slaaende Efterligning af Professorens Stemme og Deklamation, at der opstod en ustandselig og dog for de Bedre uhyggelig Latter.
35
Om den komparative Sprogforskning i dens Forhold til den almindelige Sprogbetragtning og til Fremstillingen af de enkelte Sprog har jeg udtalt mig noget nærmere i et Program fra 1871: "Sprogvidenskabelige Strøbemærkninger, 4de Stykke" og i Fortalen til den anden Udgave af min græske Syntax.
36
At min kjære Ven Bojesen i sin "Haandbog i de romerske Antikviteter", der første Gang udkom 1841, i Fremstillingen af hele Statsvæsenet, baade hvad Stoffets Anordning og dets Fremstilling angik, ganske havde lagt mine Forelæsninger, fornemmelig de til anden Examen, til Grund, var tydeligt nok og var sket med min Indvilgelse; men Undladelsen af udtrykkelig at omtale dette i Fortalen paadrog Bojesen en Anklage (i nordisk Litteraturtidende for 1846 Nr. 40 af endnu levende Overlærer Ostermann), som jeg maatte betage dens Braad ved en Erklæring (i Nr. 42 for 27de Oktober). Igjennem Bojesens paa Tydsk oversatte Bog gik Paavirkningen noget videre omkring.
