kommet meget for silde, raabte hun, mens hun rystede paa Hovedet, saa alle Lokkerne fløj, og raabte paa Mama:
– "Søde Fru Franck, hvor er Føllene?" Og hun mønstrede os og skubbede tykke Fru Eriksen til Side: Nydelige, nydelige, sagde hun i Farten:
– Men lille Fru Franck, hvordan sidder mit?
– Nina, dog, sagde Mama, hvor det sidder skævt….
– Men, gør det? og Nina rettede og trak i Liv og Nederdel, mens Mama hjalp:
– Men, hvorfor har De ogsaa alting siddende saa løst, Nina.
Mama var halvt fortvivlet og trak Lidsebaandet fastere i Halsen, mens Nina lo:
– Lille Ven, sagde hun til Mama, En maa der til at være lidt god mod de ældre Mandfolk … Har I til første? vendte hun sig til os.
– Ida ikke….
– Godt, saa hold Dem til mig, Frøken Brandt, jeg raader over et Par spæde Løjtnanter fra Frederits, og jeg ta'er Hofjægermesteren.
Balinspektøren dundrede paa Døren og spurgte, om Damerne var færdige, og Musikken begyndte at spille.
– Saa, sagde Nina og slog Døren op. Jeg saá bare Lysekronen, Du, og den dansede allerede. Saa fik jeg Adolf Black, der var ligesaa befippet som jeg, fordi han var i Kjole, og jeg hørte Mama sige: Ryggen, Olivia, og jeg saá Dig, der kom bagved med en Løjtnant, der bed i sit Skæg….
Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede.
Du stod et Øjeblik henne hos Mama med hende i begge Hænderne:
– Aa, Fru Franck, sagde Du og lo saadan stille, det er saa dejligt at danse.
Nina var frygtelig. Hun havde stoppet sit Lommetørklæde ned foran paa Brystet og sagde til Kammerherren:
– Kammerherre, se ikke paa mig, Fru Franck siger, jeg er meget for nedringet.
– Nina, raabte Mama gennem den halve Sal. Men "Møllerne", de fløj, og Inga Ferder dansede, med den blaa Garnering slynget om Armene, medens Nina lod Hofjægermesteren binde sine Sko midt paa Gulvet:
– Nina, raabte Mama.
– Gud, Fru Franck, hvad skal jeg gøre? naar Baandet springer? Og hun satte sig, midt mellem de gamle Damer, og lo.
Men vi dansede. Jeg hørte Kaptajn Bergfeld sige til Mama:
– Det stille Pigebarn er nydeligt.
"Det stille Pigebarn" var Dig, min Pige, og Kaptajnen var en Kender.
Aa, ja den første dejlige Tid: da Sommeren kom og "Syforeningen" flyttede ud i Lunden og vi sad dér i en Rundkreds, bag Pavillonen, under Træerne, mens en af os læste højt. Men paa én Gang blev Nina ked af det og slog til Bogen, saa den røg, mens hun begyndte at synge. Og vi andre lo og stemte i med, saa vi sad og sang lige ud i Luften, op i Lindene….
Men saa kom allerede det Efteraar, da din Moder blev syg.
Du var henne hos os, kan Du huske, da Sofie kom løbende og ude i Gangen spurgte efter Dig. Du havde rejst Dig op fra Bordet og gik, uden et Ord, uden Farvel, bagefter Sofie, der løb hen ad Gaden. Du mødte Frøken Fischer og tog fat i hende og talte med hende og gik igen, hurtigere og hurtigere.
Jeg stod ved vort Vindu og vilde følge efter, men jeg véd ikke … jeg var bange, saa angst, at maaske var hun død, og jeg sagde til Mama:
– Gaar Du ikke med?
Og vi tog Tøjet paa og gik og kom ind i Jeres Stue, hvor alle Møblerne var flyttet, fordi de havde løftet din Moder og maatte bære hende; og Doktoren kom og Stuen blev fuld af Folk, til Doktoren sagde, de skulde gaa, og Frøken Fischer kom løbende med Is i en Skaal og blev ved at sige, mens hun græd:
– Men hun har heller aldrig taget mod Raad, hun har heller aldrig taget mod Raad.
Jeg blev hos Dig om Natten og vi sad og vaagede inde i Dagligstuen og hørte alle Uhrene dikke og melde med snurrende Klokkeslag de langsommelige Timer.
Og vi hørte Vaagekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen og hørte Uhrene….
Men Du, Stakkel, vaagede mange Nætter siden.
Farvel, nu, min Pige. Gid det nye Aar maa bringe Dig rigtig megen Glæde. Vi paa Villaen, det véd Du da, ønsker Dig det Allesammen.
Og saa et Kys i Anledningen, skønt Du véd, jeg afskyer det Veninde-Kysseri. Ungerne hyler, jeg skal hilse Dig.
Din Olivia.
Ida Brandt lukkede Brevet og sad med Hovedet støttet mod Karmen. Ovre bag Søerne tændtes Lygterne, én efter én. Hun hørte Josefine, der bragte Aftensmaden og gik, og de Gamle paa Stuen, der begyndte at vende sig i deres Senge.
Hun blev siddende, endnu et Øjeblik.
Men pludselig raslede Nøglerne i Døren hos Kvinderne, og hun sprang ned med et Sæt, saa hun væltede Stolen: Det kunde være Professoren, han kom til saa mange Tider, og der var ikke tændt Lys.
Men nej, det var Hr. von Eichbaum fra Kontoret, der sagde:
– Maa jeg gaa igennem, Frøken?
– Værs'go'.
Hun tændte Lys, hun var blevet ganske stakaandet af Forskrækkelsen.
Hr. von Eichbaum blev staaende, mens hun tændte:
– Det er s'gu sært, sagde han med sin lidt snøvlende Stemme: saa meget jeg er kommen til at tænke paa Ludvigsbakke, siden jeg er kommen ud paa dette forbandede Kontor.
– Men der var osse saa dejligt, sagde Ida med en Stemme, som saá hun det for sig: saa dejligt der var ud over Bræstrup.
– Ja, der var rart, sagde han og smækkede med sine Læber: det var den Gang.
Han blev staaende, mens hun hentede Stigen for at tænde Gasblusset over Døren til "A" og gik op ad den:
– Nej, sagde han og saá op paa hende: der var s'gu ikke mange som gamle Konferensraad.
De vekslede endnu nogle Ord, mens hun gik ned igen og ind paa "A". Herren derinde, der sad i den store Hvilestol, løftede kun Hovedet, følgende hende med sine store, overskyggede Øjne, mens hun tændte Lysene paa hans Bord.
– Hvem er det egentlig? spurgte von Eichbaum, da hun kom ud igen.
– Jeg véd ikke, sagde hun: en Doktor …; og mens hun halvt lo, sagde hun:
– Han er den eneste, jeg er forskrækket for.
Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at være meget stilfærdig….
– Ja, men jeg véd ikke … det er ligesom han lignede et Spøgelse….
– Et Spøgelse?
– Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spøgelse af et Menneske.
Hr.
