Ludvigsbakke. Bang Herman

      Frøken Sørensen havde inde i Sovekamret slaaet sig ned paa en Stol foran Sengen. Kaaben havde hun knappet op, saa man saá det atlaskklædte Bryst, der løftede sig som et goldt Bjerg:

      – Gud, ja, sagde hun. De har været til Bryllup. Ja, vi gaar jo alle i saa mange Tanker – nu har der været Bud paa Huset igen … Det er Mathiesen, han vil absolut ha'e det til Butik.

      Frøken Sørensen talte hviskende og i en Strøm:

      – Og det var jo det bedste at sælge, for naar Fa'r en Gang gaar bort, flytter jeg dog til København. Der sidder jo Søstrene. Men saa længe vi har Fa'r i Live, Fru Lund, gør man jo ingen Forandring – hverken Søstrene eller jeg.

      – Det er jo rimeligt, sagde Fru Lund.

      – Det er jo det – det mener ogsaa baade Søstrene og jeg – en gammel Mand er han da og ingen véd, hvorlænge han kan ha'e igen.

      Kæmneren, der hørte som en Ugle, sagde inde i Stuen:

      – Saa nu gaar det løs paa Huset igen. Men, og han talte højere: jeg sitter her endnu …

      Han slog med Stokken:

      – Naar de først har faaet mig paa Kirkegaarden, kan de gøre, hvad de vil. Det er det Hele.

      Inde i Sovekamret blev der bomstille.

      – Der ser De, hvordan Fa'r er, hviskede Frøkenen.

      Hun sad lidt med Hænderne i sit renlige sorte Skød og sagde saa:

      – Men vi Mennesker, Fru Lund, tænker jo dog ogsaa paa Fremtiden….

      Kæmneren kom op af Stolen; han vilde gaa. Skovrideren fulgte dem ud paa Trappen, og Kæmneren sagde og skubbede lidt til hans Arm:

      – Hm, hun bli'er tyk i Tungen, hun, Madammen derinde. Hun har vel osse Fedt om Hjertet.