eneste, jeg ku' ha' vandet en Høne over. For det var nydeligt, tilføjede han, ganske sagte.
Ida lo stille, ligesom ømt:
– Hvor det ligner Henriette.
Hun blev ved at staa bag Bordet og smile, som saá hun Henriette for sine Øjne gaa dér i Sløret og slaas med alle Svogrene af bare Glæde.
– Ja, det var nydeligt, sagde Skovrideren igen.
– Tænker Du paa Bordet? spurgte Moderen.
– Jo, Mo'r.
Bordet var færdigt, og Fru Brandt sagde – hun holdt sig ved Stolene for at komme over Gulvet, men brugte ikke Stok – :
– Ja, jeg vidste jo ikke, om vi turde vente Dem.
Skovrideren satte sig haardt i sin Stol og saá glad ud over den megen Mad.
– Gud ske Lov, sagde han: her er da Fo'er i Krybberne.
Fru Brandt sad i den store Stol, midt for Fadene:
– Man har jo da endnu Brødet, sagde hun.
– Det minder om "Længen", sagde lille Fru Lund, der altid, naar hun var hos Fru Brandt, tog en Masse paa sin Tallerken og aldrig fik det spist.
– Ja, sagde Skovrideren: der var hyggeligt hos gamle Brandt.
– Byder Du? Fru Brandts Læber dirrede lidt over Tænderne:
– Vi havde det kun efter Forholdene, sagde hun.
Fru Lund tog endnu mer paa sin mægtig fyldte Tallerken.
– Aa, sagde hun: saa tit jeg har skammet mig over mit Hus, Fru Brandt, naar jeg var hos Dem.
Fru Brandt svarede ikke, men Skovrideren begyndte at tale om Christoffersens Begravelse.
Fru Lund blev ved at fortælle Ida om Brylluppet, mens Ida sad og smilte: det var jo alle dem derhjemmefra. Skovriderens Drenge.
– Der var nok et vældigt Følge, si'er de, sagde Lund: ja, Christoffersen var jo godt lidt.
– Christoffersens har jo altid været et Sted, sagde Fru Brandt, hvor det ikke gik saa nøje.
Lund tog noget fast om Kniven i Skinken, og man hørte kun Uhrene dikke.
– Naa ja, sagde Skovrideren: Skaal, Ida-Tut. For din Tur, min Pige … Han løftede Glasset: En ung Pige maa s'gu til Altret og befolke Jorden.
– Ja, for din Tur, Ida, sagde Fru Lund. Hun havde løsnet den sidste Modest.
– Det haster vel ikke, sagde Fru Brandt: Ida hører da, Gud ske Lov, ikke til dem, der behøver at forsørges.
– Aa nej, aa nej, sagde Fru Lund, det var ikke saadan ment. Men vi tænker jo dog altid fremad, Fru Brandt, for Børnene.
Hun gav sig til at klappe Idas ene Haand, der var ganske kold.
– Ja, sagde Skovrideren, det er s'gu det, vi er sat her for.
– Ja, ja, Lund, vi har nu tit maattet la'e vores gaa baade for Lud og koldt Vand.
– Det har Du da aldrig gjort, Mo'r.
– Jo, Lund, det véd jeg godt, for der var jo saa mange, og de smaa maa passes og saa løber de større … Men det er alligevel saa underligt, naar de blot ser, at man gør, hvad man kan, og man saa li'esom altid har lidt Glæde at dele med dem i det daglige.
– Ja, sagde Lund.
Fru Lund blev ved at se hen for sig:
– Og Glæden, den kan man vel altid ta'e fra sit Hjerte, som man si'er, hvad der saa osse trykker …
Ida bøjede sit Hoved lidt ned mod Fru Lund, og Fru Brandt sagde fra sin Sofa:
– Ja, nuomstunder skal der jo tales saa meget om Børnene.
– Naa, Fru Brandt, sagde Lund, lidt højt, jeg gad min Salighed osse vidst, hvad der ellers var at tale om, naar man da en Gang har sat dem i Verden – —
Det bankede paa Døren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Køkkenet:
– Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne sætte det i Vognen – en Smule Skinke og Smør … Gud véd forresten, hvordan Smørret har artet sig….
– Aa, Fru Lund, det er altfor meget.
– Saa si'er vi ingenting til din Mo'r, og saa kan Du indrette Dig. Din Mo'r kan jo ikke vænne sig til saadan at købe alting. Og det er jo saa rimeligt, hun som kommer fra saadant et Hus som "Længen" …
– Ja, sagde Ida: det er jo det, der er saa svært for Mo'r. Og saa vilde det gøre hende saa ondt, naar hun vidste at alle de derhjemme glemmer hende. Tak.
– Aa Gud, min Pige, sagde Fru Lund: hvem skulde vel være nærmere end de, der har holdt saa meget af din Fa'r. Men har Smørret ikke artet sig, Ida – de gik ind i Sovekamret og lukkede Døren – saa maa Du bruge det paa Panden.
Fru Lund satte sig paa Sengekanten og Ida ved Siden af hende:
– Man er lidt fortumlet, sagde hun: men det har været en dejlig Tid….
Hun sad stadig med Idas Hænder i sine, og det begyndte at mørkne i Stuerne:
– For véd Du, det var ligesom saadan et trygt Bryllup, de to, som har kendt hinanden fra Børn.
– Ja, sagde Ida – de talte begge to langsomt og halvsagte – det er saa dejligt at se, naar Folk er lykkelige.
Fru Lund nikkede:
– Ja, saa dejligt, min Pige.
Det bankede paa Stuedøren igen, men de blev begge siddende. Det var Kæmner Sørensen og Frøkenen, der kom fra deres Eftermiddagstur til "Lunden".
– Skal der ikke tændes? sagde Fru Brandt fra Stuen.
Ida tændte og vendte tilbage til Sengekanten hos Fru Lund.
Kæmneren sad i Kurvestolen og trak Vanterne af, mens Fru Brandt fulgte ham med Øjnene. Der var ikke andet end Knogler og Aarer tilbage af Kæmnerens Hænder.
– Naa, De har været til Bryllup, sagde Kæmneren.
– Ja, vi har saa, sagde Skovrideren
– Hm ja, det er svært saa Folk de gifter sig nuomstunder …
– Det er jo Verdens Gang, Kæmner Sørensen.
– Ja, og Kæmneren slog lidt med Stokken: lad dem om det.
Han saá op paa Lund:
– Jeg er bleven for gammel, Hr. Skovrider, jeg blander mig ikke i noget.
Skovrideren sagde noget om, at det var vel ogsaa det klogeste.
– Det
