Hund. Og Frøken Rosenfeld satte sig ved Siden af hende, næsten i samme Stilling.
De hørte Konferensraaden, der vendte tilbage gennem Haven, og Fru Brandt, der gik inde i Sygeværelset. Nu satte hun sig, ved Fodenden af Sengen, med de brede Kappebaand frem over Brystet, som vilde hun spærre.
Der lød nogle sagte Trin inde i Dagligstuen, og Fru Brandt stod op. Det var Fru Lund, der kom listende og standsede ved hvert Skridt.
Hun blev staaende igen og tog Fru Brandt om Hofterne:
– Vi synes, det er saa slemt, Lund og jeg, sagde hun.
Og da Fru Brandt ikke sagde noget, blev hun ved: Kunde vi dog ikke hjælpe med noget?
– Tak, sagde Fru Brandt, der stadig tænkte paa Frøken Rosenfeld, som hun havde siddet før henne i Sofaen: vi kommer vel over det selv.
Fru Lund kom saa underlig hurtigt ud og hen ad Havegangen, hvor Skovrideren stod og ventede.
– Saá Du ham, spurgte han.
– Nej, svarede hun blot, hun havde den stille Graad i Halsen. Og Lund sagde (de to forstod altid hinanden uden at have talt):
– Ja, hun er en Stivnakke. Han følte noget som en Lyst til at slaa med knyttede Hænder.
Fru Lund havde Lommetørklædet fremme:
– Aa, Lund, sagde hun: det er vel kun hendes Væsen.
Fru Brandt var blevet staaende i Dagligstuen. Fast lukkede hun alle Vinduer og gik atter ind paa sin Vagt.
Det var blevet Aften, og der var mørkt i Sygestuen, hvor der brændte en lille Lampe og Doktoren kom og gik; det skinnede saa rødt paa Gardinerne.
– Det er saa lyst, sagde den Syge og drejede Hovedet.
– Det er Faklerne, sagde Doktoren.
– Ja, det er kønt, sagde Brandt.
Skovrideren sad udenfor paa Bænken. Han var ikke blevet fuld den tyvende August:
– Hvordan er 'et? sagde han.
– Det er skidt, sagde Doktoren.
Da de kom hen i Alléen, mødte de Frøken Adlerberg med Hr. Feddersen fra Udenrigsministeriet.
– Vi spadserer, sagde Frøken Adlerberg, – der var noget mørkt i den Allé – : hvordan har han det?
Doktoren trak paa Skuldrene.
– Det er dog fatalt, sagde Feddersen: for Konferensraadens Skyld. Det føles jo dog paa en vis Maade over hele Huset.
Inde i Sygeværelset var det stille, og man hørte kun Lyden af Fru Brandts Pinde, regelmæssigt som Uhrets Dikken, og nu og da Musikken derovrefra, hvor de dansede.
Saa kaldte Brandt:
– Mariane, sagde han, og han tog hendes Haand:
– Det er Synd for Dig….
Men det var, som Fruens Haand med de mange Ringe havde tynget hans, og han løsnede den, mens han lukkede Øjnene.
– Det er jo Sygdoms Gang, sagde Fru Brandt og glattede Lagenet; Brandt laa stadig og tog i det med sine magre Fingre.
– Men jeg vilde gerne tale med Løjtnanten, sagde han.
– Ja, ja, sagde Fruen, der følte ned om hans Ben, som var kolde op over Knæene. Hun blev længe staaende og saa ubevægelig paa den gamle Mand, hvis Krop tegnede sig saa tyndt under Tæpperne, før hun satte sig igen:
– Nu skulde hun altsaa til at sidde Enke.
… Løjtnanten løb rundt nede paa Haveplænen; han var ifærd med Raketterne. De skulde brændes af, nu, naar der var danset. Musikken standsede, og Falkenstjerne raabte op til Forvalteren, der stod ved et Vindu: den første Raket gik af som en mager lille Straale, der spaltede sig i to.
Gæsterne stod ved de aabne Vinduer, mens Raketterne hvislede tynde op i Luften og Herrerne fra Horsens, der røg Cigarer med Hænderne i deres Bukselommer, udstødte lange "Aah – Aa-h", mens en lille Dame, der var kortbenet og havde bundet et Lommetørklæde om sin bare Hals for Træk, sagde:
– Gud, at vi skulde holde op at danse for den lille Straale.
Ved det øverste Vindu havde Frøken Rosenfeld løftet Ida op i Armen. Ida holdt sig hos hende hele Dagen, uden at tale, kun følgende hende, med kolde Hænder, som en krank lille Skygge:
– Se dog, se, sagde hun.
Der gik en Raket op igen, da Feddersen kom forbi med Frøken Adlerberg:
– De gaar ikke højt, sagde han.
Og Frøken Adlerberg, der lo, mens hun gik med sit Slæb over Armen, sagde:
– De er fra Landet.
Frøken Rosenfeld vendte sig rask med Ida, og hun hørte Kammerherren, der sagde henne ved sit Vindu:
– Det er nydeligt, virkelig nydeligt … og han tilføjede, seende ud i Luften:
– Og han var en saa fortræffelig Mand.
Frøken Rosenfeld gik med Ida over Pladsen, da hun pludselig følte Taarer paa sin Haand:
– Men hvorfor græder Du? spurgte hun.
Barnet svarede hende ikke.
Skovrideren stod med sin Kone oppe i Dansesalen i Krogen ved det nederste Vindu; Raketterne steg stadig op i Natten, for der var mange, men smaa var de:
– Herregud, Mo'r, sagde Lund: hvor er 'et dog sørgeligt.
Ganske sagte kom Frøken Rosenfeld med Ida ind i den Syges Stue, hvor Fru Brandt sad bred paa den samme Plads.
– Vi vilde sige Godnat, hviskede hun.
Og mens Fru Brandt rejste sig, bøjede hun Ida ned over hendes Fader (Ida havde i sine Øjne det samme Udtryk som et ganske lille Barn, der er sygt). Brandt slog Øjnene op:
– Er det Barnet? sagde han: Saa hun Fyrværkeriet?
Ida laa hos Frøken Rosenfeld om Natten. Frøkenen sad ved sit Vindu, Gæsterne var borte, og Natten var mørk. Saa jog en Vogn ud af Godsforvalterporten ned over Vejen, gennem Mulmet, som en Skygge.
Alle Hunde fo'r halsende op …
Da de kom ned om Morgenen, gik Konferensraaden hen til Klaveret og lukkede det stille, mens han tog Nøglen til sig.
Gamle Brandt var død.
Alle Gæsterne spredtes, langt ud i Skoven og Haven. Frøken Rosenfeld sad ene med Ida paa sit Skød.
Ovre i Godsforvalterboligen gik Fru Brandt og tog mange Lagener frem af sine dybe Skabe.
Fru Brandt sad i sin Dagligstue, kulsort og mægtig, og ventede paa Vognen med Fru Reck, den
