det Dem endnu ikke nok, Hr. Andersen?
Visti.
Ja, hwad tho, æ Gaard – Hwormøj er der wal tebaag aa'en, nær enhwer kræwer sin?
Nørholm.
Aa, der er sikkert endnu et godt Bid tilbage. Ganske vist er Sagerne i Øjeblikket ikke i den bedste Gjænge, men kommer der et Par energiske Hænder til, der forstaar at spænde den rette Hest for Hamlen, saa kan Stolperne paa Hegnsgaard stives af endnu. Men det er ogsaa i den 11te Time. I Morgen er det for sent.
Visti.
Naa, er det saa en Aftaal', te a faar æ Gaard imud aa indskyd de 4000?
Nørholm.
Endnu et: Det er jo en Selvfølge, at De gi'r de gamle en hæderlig Aftægt?
Visti.
Ja, det forstaar sæ. A haar ett tint aa slaa ind paa Wolles Praxis og kyl ham og hans paa æ Dar, for det a fæk æ Gaard.
Nørholm.
Giv saa hinanden Deres Haand paa det! (De rækker atter hinanden Haanden over Bordet.) Nu har De Grund til at være glad, Hr. Rævsgaard. – Tak, Hr. Andersen!
Nu synes jeg, det kunde være paa Tide at lade gaa Bud efter Frk. Rævsgaard; hun er dog formodentlig ogsaa en Smule interesseret i Sagen.
Wolle Rævsgaard
(halvt oprømt).
Ja, da war æ sand. Hind kund vi misæl snaar ha glemt! (Kalder ud i Kjøkkenet.) Trine! Aa, kom indenfor en jenle Ywblik!
Trine
(ind; ser forbavset fra den ene til den anden; henvendt til Visti):
Men, Jøsses, hworden gaar det te, te du er her?
Visti.
Jow, a haar tawn Mud te mæ. Og a tror snaar, a er nok saa walkommen som sidst.
Wolle Rævsgaard.
Hmm!
Trine
(i stigende Undren).
Men hwad er her gavn for sæ?
Nørholm.
Sig mig, Frk. Rævsgaard, hvordan vilde De stille Dem til en lille Overraskelse?
Trine.
Jamen hwad er æ, der gaar af jer aalsammel? Faa'r sejer jo slet ingen Ting.
Nørholm
(gravalvorlig).
Deres Fæstemand Hellig Mads, født Nielsen, har hævet Forlovelsen med Dem og opsagt Dem Huldskab og Troskab!
Trine.
Det er da Løwn! (Styrter hen mod Faderen.) – Er æ sand, Faa'r?
Wolle Rævsgaard
(sagte).
Ja, vis er det!
Trine.
Saa haar a heller aalle wot saa glaad i mi Daw!
Nørholm.
Det var jo overordentlig heldigt; ellers, ifald De havde været altfor bedrøvet, havde Deres Far sørget for en til at trøste Dem. Jeg mener Visti Andersen der.
Trine
(i Jubel).
Nej, haar Faa'r gin hans Mind!
Wolle Rævsgaard.
Ja, ta I kuns hinaaen, og si om I kan ha lidt bejer Held, end a haar hat; for min haar sgu wot knowred50.
(De unge rækker hinanden Haanden og taler sammen med lykkelige Øjne. Omsider smutter Trine ud i Kjøkkenet.)
Esper Vøvtrup
(stikker Hovedet ind ad Gangdøren).
Ja, saa tar a æ Kratt51, Wolle; nu fand a'en endele.
Nørholm.
Aa, Hr. Vøvtrup, kom indenfor lidt!
Esper Vøvtrup.
Ja, her gaar a og vrøder52, men a haar sgu tront53.
Nørholm
(slaar ud med Haanden mod Visti).
Maa det være mig tilladt at præsentere Dem for den nye Ejer af Hegnsgaard.
Esper Vøvtrup.
Hwa … hwa … hwad sejer De! Er Hegnsgaard sol? Te Visti?
Visti.
Ja, a haaber te du vil blyw mæ en gued Nôbo?
Esper Vøvtrup.
Det kan a Dæwlen slaa mæ lid; søen er æ, det ska vær! Nu kommer der Skrej54 i æ Sager!
Haar du saa gin ham æ Dætter oven i æ Handel, Wolle?
Wolle Rævsgaard.
Ja hwad, Gaard og Dætter … de tow Ting skuld en jo ett wal skjell ad, hwor en ett haar mir end de samm.
Esper Vøvtrup.
Det er sgu rigtig Taal! Men hwad haar du da gjord med Mads? Haar du saat ham paa æ Dar?
Wolle Rævsgaard.
Aa, han gik endda sjel.
Esper Vøvtrup.
Saa møj desbejer, Fallill! Han war ett mi Ganning55. A kan nu jen Gaang ett med de Folk, som en kan løjt, far en kan si dem.
Nørholm.
Hør, Hr. Vøvtrup; den nye Mand her i Gaarden skal ganske ufortøvet bruge 2000 Kr. – det kan jo foreløbig være ligegyldigt til hvad – er De bange for sammen med mig i Sognets Sparekasse at kavtionere for denne Sum?
Esper Vøvtrup.
Nej Gu er a ett, nær det er te Visti. Wolle haaj a ett wot nær saa driste ved.
