hende flest drikkepenge på stripklubben. Bh'en fik hendes bryster til at se ud, som om de tilhørte en 21-årig i stedet for en 34 år gammel mor til to.
Pælen skrabede langs hendes ryg, og huden var allerede flået af. Men det var ikke nær så slemt, som den smerte manden med den dybe, uhyggelige stemme uddelte.
Hun blev anspændt, da hun hørte hans sagte trin gå rundt bag hende i rydningen i majsmarken. Der var også en anden lyd, svagere. Han slæbte et eller andet. Hun indså, at det var pisken, som han brugte til at slå hende med. Der var en slags modhager på den, og en vifteformet hale. Hun havde kun set et glimt af den en gang, og det var rigeligt.
Hendes ryg brændte fra utallige piskeslag, og bare det at høre den slæbe hen over jorden, fik hende til at gå i panik. Der undslap et skrig fra hende, det var mindst skrig nummer 100 den nat, og det faldt dødt og fladt til jorden. Til at begynde med skreg hun om hjælp, og håbede at nogen hørte hende. Men som tiden gik blev det til forvrængede vræl af fortvivlelse, skrig fra en som vidste, at der ikke kom nogen for at hjælpe hende.
”Jeg overvejer at lade dig gå” sagde manden.
Hans stemme lød, som om at han enten røg eller skreg meget. Der var også en underlig slags læspen i hans tale.
”Men først må du tilstå dine forbrydelser.”
Sagde han for fjerde gang. Undrende vred hun igen sin hjerne. Hun havde ingen forbrydelser at tilstå. Hun var god over for alle, som hun kendte, en god mor, ikke så god som hun gerne ville, men hun forsøgte virkelig.
Hvad ønskede han af hende?
Hun skreg igen, og forsøgte at bøje sin ryg mod pælen. I det samme mærkede hun, at rebet gav sig en anelse rundt om hendes håndled. Hun følte også, at hendes klæbrige blod samlede sig omkring rebet.
”Tilstå dine forbrydelser,” gentog han.
”Jeg ved ikke, hvad du taler om!” stønnede hun.
”Du kommer til at huske,” sagde han.
Det sagde han også før. Og han sagde det lige før hver --
Der lød en blød, hvislende lyd, da pisken bugtede sig gennem luften.
Hun skreg, og vred sig mod pælen, da tingesten igen ramte hende.
Nyt blod flød fra hendes nye sår, men hun opdagede det næsten ikke. Hun fokuserede i stedet på hendes håndled. I løbet af den sidste time havde blodet samlet sig, og var blevet blandet med hendes sved. Hun mærkede lidt luft mellem rebet og sine håndled. Og hun troede, at hun kunne slippe fri. Hun følte, at bevidstheden var ved at forsvinde, fjerne sig fra situationen.
Smæld!
Denne gang blev hun ramt direkte på skulderen, og hun skreg.
”Vent”, sagde hun. ”Jeg vil gøre alt, hvad du siger! Bare du lader mig gå!”
”Tilstå dine--”
Hun kastede sig frem, så hårdt som hun kunne, og fik armene frem. Hendes skuldre skreg af smerte, men hun var fri. Rebet brændte lidt øverst på hendes hånd, men det var ingenting, i sammenligning med den smerte, der flænsede hendes ryg.
Hun rykkede frem så hårdt, at hun næsten faldt på knæ, og var tæt på at ødelægge sin flugt. Men den primitive overlevelsestrang fik kontrol over hendes muskler, og før hun blev klar over det, satte hun i løb
Hun spurtede afsted, forbløffet over at hun virkelig fra fri, og forbavset over at hendes ben stadig duede efter at have været bundet så længe. Hun drømte ikke om at stoppe op og tænke over det.
Hun væltede igennem majsene, og stænglerne slog imod hende. Blade og stilke rakte ud efter hende, og rørte ved den ødelagte ryg som gamle, visne fingre. Hun gispede efter vejret, og fokuserede på at holde den ene fod foran den anden. Hun vidste, at landevejen var tæt på. Det eneste hun skulle gøre, var at blive ved med at løbe, og ignorere smerten.
Bag hende grinede manden. Hans stemme fik latteren til at lyde, som om den kom fra et monster, der var gemt sig i majsmarken i flere århundreder.
Hun klynkede og løb, de bare fødder klaskede mod jorden, og den næsten nøgne krop slog majsstænglerne væk. Hendes bryster hoppede op og ned på en latterlig måde, og det venstre slap ud af BH’en. I det øjeblik lovede hun sig selv, at hvis hun slap derfra i live, ville hun aldrig strippe igen. Hun ville finde et bedre arbejde, en bedre måde at forsørge sine børn på.
Det tændte en ny energi i hende, og hun løb hurtigere, og styrtede igennem majsene. Hun løb så stærkt, som hun overkom. Hun kunne slippe fri fra ham, hvis hun bare fortsatte med at løbe. Landevejen burde være lige rundt om hjørnet. Til højre?
Måske. Men alligevel var der ingen garanti for, at der var nogen på vejen. Klokken var ikke engang seks om morgenen, og landevejene i Nebraska var ofte tomme på den tid af døgnet.
Foran hende så hun en åbning i majsstænglerne. Daggryets dunkle lys faldt ind over hende, og hjertet sprang et slag over, da hun fik øje på landevejen.
Hun gled igennem, og til sin forbavselse hørte hun i det samme lyden fra en motor, der kom tættere på. Hendes håb steg.
Hun så lyset fra forlygter, der nærmede sig, og løb endnu hurtigere, nu så tæt på at hun lugtede den varme asfalt.
Hun nåede udkanten af majsmarken, netop som en rød firhjulstrækker passerede. Hun skreg, og viftede ophidset med armene.
”HJÆLP!” græd hun.
Men til hendes rædsel brølede firhjulstrækkeren forbi.
Hun vinkede grædende med armene. Måske hvis chaufføren kiggede i bakspejlet--
Smæld!
En skarp bidende smerte eksploderede langs bagsiden af hendes venstre knæ, og hun faldt om på jorden.
Hun skreg, og prøvede at komme op og stå, men hun mærkede, at en stærk hånd greb fat i hendes hår, og snart trak han hende tilbage ind i majsmarken.
Hun prøve at flytte sig, slippe fri, men denne gang magtede hun det ikke.
Der kom et endnu smæld fra pisken, inden hun til sidst taknemmelig mistede bevidstheden.
Hun vidste, at det hele sluttede om lidt. Støjen, piskeslagene, smerten, og hendes korte, smertefyldte liv.
KAPITEL 1
Da detektiv Mackenzie White gik igennem majsmarken den eftermiddag, forberedte hun sig på det værste. Lyden af majsstænglerne gik hende på nerverne, da hun bevægede sig igennem række efter række, en død lyd der rørte ved hendes jakke. Rydningen hun ledte efter. virkede som om den var flere kilometer væk.
Hun nåede frem til sidst, og med det samme ønskede hun, at hun var alle andre steder end der. Der var en død, næsten nøgen, kvinde i 30’erne bundet til en pæl, ansigtet var stivnet i et udtryk af smerte. Det var et udtryk, som Mackenzie ønskede, at hun aldrig havde set, og som hun vidste, at hun aldrig ville
