skæfte i min hånd? Kom, lad mig holde dig.
Jeg har dig ikke, og alligevel ser jeg dig.”
—William Shakespeare
Macbeth
KAPITEL ET
Kong MacGil snublede ind i sit kammer. Han havde drukket for meget, og værelset snurrede rundt, mens hans hoved bar tydeligt præg af aftens festligheder. En kvinde, hvis navn han ikke kendte, hang med en arm omkring ham. Med en fnisen, og trøjen halv knappet op, ledte hun ham hen mod sengen. To oppassere lukkede diskret døren bag dem og forsvandt lydløst. MacGil vidste ikke hvor hans dronning var, og på denne aften var han ligeglad. De sov sjældent i samme seng – hun trak sig ofte tilbage til sit eget kammer. Specielt på festaftner, hvor måltiderne trak ud til langt ud på natten. Hun kendte til sin mands udskejelser, og syntes at være ligeglad. Han var trods alt kongen og MacGil kongerne havde altid regeret med berettigelse. Men da MacGil nåede sengekanten, snurrede rummet alt for hurtigt omkring ham, og han rystede sin kvinde af sig. Han var ikke længere i humør til dette.
”Lad mig være i fred!” Kommanderede han og puffede hende væk. Kvinden blev paf – ydmyget og såret. Døren åbnede igen, oppasserne kom tilbage og tog hende hver især under armen og førte hende ud af kongens kammer. Hun protesterede, men hendes råb blev dæmpet, da døren igen lukkede.
MacGil sad på sengekanten og hvilede sit hoved i hænderne. Han prøvede at få hovedpinen til at stoppe. Det var usædvanligt for ham at have hovedpine så tidligt på aftenen – før drinksenes effekt var gået væk. Men i aften var anderledes. Alting havde ændret sig så pludseligt. Aftenens festligheder var startet upåklageligt: han havde nydt aftenen med godt selskab, godt kød og stærke vine, da den dreng, Thor, pludselig ødelagde det hele. Først havde han forstyrret festlighederne med sin fjollede drøm. Derefter havde han haft frækheden til at skubbe bægeret ud af hans hænder. Derefter kom den uduelige hund trissende, drak vinen of faldt død om for øjnene af dem alle. MacGil havde rystet lige siden. Virkeligheden havde slået ham som en forhammer – nogen havde forsøgt at forgifte ham. At snigmyrde ham. Han kunne ikke fordøje oplevelsen. Nogen havde sneget sig forbi hans vagter og forbi hans mad- og vinsmagere. Han havde været ét sekund fra at være død. Og han var stadig rystet.
Han huskede, at Thor var blevet slæbt i fangekælderen og tænkte på, om det havde været den rigtige beslutning. På den ene side var der, naturligvis, ingen anden logisk forklaring på, at drengen kunne vide, bærgeret var forgiftet, medmindre, han selv havde gjort det eller på anden vis var indblandet i forbrydelsen. På den anden side vidste han godt, at Thor havde dybe, mystiske – meget mystiske, kræfter, og måske kunne han havde fortalt sandheden. Måske havde han faktisk set det for sig i en drøm. Måske havde Thor i virkeligheden reddet hans liv, og MacGil havde sendt den eneste person, han kunne stole på, i fangehullet.
MacGils hoved bankede ved tanken, mens han sad på sengekanten og gnubbede sit fortvivlede hoved i forsøget på at regne det hele ud. Men han havde drukket for meget den aften. Hans sind var tåget, hans tanker hvirvlede rundt og han kunne ikke finde hoved og hale i det. Det var alt for varmt. Det var en lummer sommeraften. Og kombinationen af dét og hans timevise indtag af mad og drikke betød at han nu svedte. Med besvær tog han sin kappe af, derefter trøjen og fortsatte indtil han kun havde sin undertrøje på. Han tørrede sveden af panden og skægget. Han tog én tung støvle af gangen af sine hævede fødder og satte dem på det kolde stengulv. Han tog dybe indåndinger og forsøgte at få balancen igen. Hans mave var vokset, og det var belastende. Han sparkede fødderne op i sengen, lagde sig tilbage og hvilede hovedet på puden. Han sukkede dybt og kiggede op i loftet, mens han bad til, at rummet ville stoppe med at snurre.
Hvem ønsker at dræbe mig? Undrede han sig endnu en gang. Han havde elsket Thor som en søn, og en del af ham var sikker på, det ikke kunne have været ham. Han tænkte på, hvem det så kunne være, hvilket motiv de mon havde – og vigtigst af alt, om de ville prøve igen. Var han i sikkerhed? Var Argons forudsigelser rigtige?
MacGil følte sin øjenlåg blive tunge, da han havde svaret inden for rækkevidde. Hvis hans tanker bare havde været en anelse klarere, kunne han måske have regnet det ud. Men han måtte vente til morgendagens lys med at hidkalde sine rådgivere og arrangere en efterforskning. Han undrede sig ikke over, hvem der ønskede at se ham død – men hvem der ikke ønskede at se ham død. Hans hof var fyldt med folk, der hungrede efter hans trone. Ambitiøse generaler, snedige medlemmer af rådet, magtsyge adler, spioner, gamle rivaler, snigmordere fra McClouds – måske endda fra Vildmarken. Måske endda nogen tættere på.
MacGils øjne flakkede, da han begyndte at overgive sig til søvnen; men han fik øje på noget, der tvang ham til at holde dem åbne. Han opfangede bevægelse og kiggede over og opdagede at hans oppassere ikke længere var der. Han var forvirret. De lod ham aldrig være alene. Faktisk, kunne han ikke huske hvornår han sidst havde været alene i dette rum. Han huskede ikke at have bedt dem om at gå. Og hvad der var endnu mere pudsigt – døren stod på vid gab.
I samme øjeblik hørte MacGil en lyd fra rummets fjerne hjørne og kiggede straks. Ud af skyggerne, langs væggen og ind i lyset fra faklen kom en høj, tynd skikkelse til syne. Han var iført en sort kappe, og hætten dækkede hans ansigt. MacGil blinkede igen og igen og tænkte på, om han mon så syner. Først var han overbevist om, det bare var skyggerne der dansede i lyset fra faklen og spillede ham et puds.
Men i næste øjeblik, var skyggen tættere på og nærmede sig hans seng med hastige skridt. MacGil forsøgte at fokusere i det svage lys, forsøgte at se hvem det var. Instinktivt, som den gamle kriger han var, forsøgte han at sætte sig op i senge og trække et våben fra sit bælte. Men han havde afklædt sig, og havde ingen våben, han kunne trække. Han sad, ubevæbnet, på sengekanten. Skikkelsen bevægede sig hurtigere nu. Som en slange i mørket. Han kom nærmere. Og da MacGil endelig kunne fokusere, fik han et glimt af hans ansigt. Værelset snurrede stadig, og hans fuldhed forhindrede ham i at forstå det hele klart. Men i ét splitsekund, kunne han have svoret, han så sin søns ansigt.
Gareth?
MacGil blev overvældet af panik. Hvad lavede han her? Så sent om natten og uden at være blevet hidkaldt. ”Min søn?” Sagde MacGil ud i mørket. MacGil så hans blodige udtryk i øjnene, og det var alt han skulle se – han sprang op af sengen. Men skikkelsen bevægede sig for hurtigt. Før MacGil kunne forsvare sig, så han metal glimte i lyset fra faklen og hurtigt, alt for hurtigt, strøg bladet igennem luften og direkte ind i hans hjerte.
MacGil skreg. Et dybt, mørkt, pinefuldt skrig, der kom bag på ham selv. Det var et skrig, han kun kendte alt for godt – fra kamp. Det var lyden af en kriger, der var blevet dødeligt såret.
MacGil kunne mærke det kolde metal, der brød igennem hans ribben og skubbede gennem musklerne. Det blandede sig med hans blod, mens det pressede dybere og dybere. Smerten var mere intens, end han nogensinde havde kunne forestille sig. Med et dybt suk fyldtes han mund af en varm, blodig jernsmag og hans vejrtrækning blev hårdere. Han tvang sig selv til at se op. Se på ansigtet under hætten. Han var overrasket: han have taget fejl. Det var ikke hans søns ansigt. Det var en anden. Det var en, han genkendte. Han kunne ikke huske hvem, men det var en tæt på ham. En, der lignede hans søn.
Hans hjerne arbejde på højtryk, mens han forsøgte at knytte et navn til ansigtet. Mens skikkelsen stod bøjet over ham, lykkedes det MacGil at løfte en hånd og skubbe ham som i et forsøg på at få ham til at stoppe. Han følte noget vokse i ham. Følte styrken af den kriger, han havde været. Styrken af sine forfædre. Følte noget dybt inde i ham – dét der havde gjort ham til konge, og som ikke ville give op. Med al sin kræft lykkedes det ham at skubbe snigmorderen væk fra ham.
Manden
