– at det rent faktisk var lykkedes ham at finde bægeret og slå det ud af hånden på kongen. Gareth tænkte tilbage på det øjeblik, hvor han så Thor springe op og slå bægeret ud af kongens hånd. Da han hørte bægeret ramme stengulvet og så vinen flyde ud på gulvet sammen med alle hans drømme og forhåbninger. I det øjeblik var Gareth gået i tusind stykker. Alt han havde levet for, var blevet knust for øjnene af ham. Og da hunden lappede den spildte vin i sig og faldt død om, vidste han, han var færdig. Han så hele sit liv passere for sig. At han ville blive opdaget og dømt til et liv i fangehullet for forsøg på at slå sin egen far ihjel. Eller endnu værre – henrettet. Det var dumt. Han skulle aldrig have gennemført planen. Aldrig have besøgt heksen.
I det mindste, havde Gareth handlet hurtigt. Han havde taget chancen og været den første til at skyde skylden på Thor. Når han så tilbage, var han stolt over sig selv. Stolt over hvor hurtigt, han havde reageret. Det havde været et spontant øjeblik, og til hans forbløffelse så de ud til at have virket. Vagterne havde trukket Thor i fangehullet, og bagefter var mængden faldet til ro og festen fortsat. Naturligvis, var intet det samme efter episoden, men i det mindste syntes mistanken at være faldet ene og alene på drengen. Gareth bad til, det ville forblive sådan. Det var årtier siden, der havde været et mordforsøg på en MacGil konge. Og Gareth frygtede, at der ville blive en større undersøgelse af sagen, at de ville kigge dybere ned i gerningen. Set i bakspejlet havde det været en tåbelig ide at forsøge at forgifte kongen. Hans far var uovervindelig. Det burde Gareth have vidst. Han var startet på noget, der var for stort til, han kunne afslutte det. Nu havde han en fornemmelse af, det kun var et spørgsmål om tid, før mistanken ville falde på ham. Han måtte gøre hvad han kunne for at bevise, at Thor var skyldig, og få ham henrettet, før det var for sent. I det mindste havde Gareth rettet op på sagerne. Efter det mislykkede forsøg havde han afblæst mordet på sin far. Og Gareth var lettet. Efter at have set planen fejle, havde han indsat, at der var en lille del af ham, der ikke ønskede at dræbe sin far. Han ville ikke have hans blod på sine hænder. Han ville ikke blive konge. Måske aldrig nogensinde. Men efter aftenens begivenheder, var han afklaret med det. I det mindste ville han være fri. Han ville ikke kunne håndtere stressen ved at gå igennem dette en gang til: hemmelighederne, dækhistorierne og den konstante angst for at blive gennemskuet. Det var alt sammen for meget for ham.
Efter at have vadet rundt i cirkler om sig selv ud på de sene nattetimer, begyndte han langsomt at slappe af. Lige som Gareth begyndte at føle sig som sig selv og forberede sig på at gå til ro, lød der et brag og døren til hans kammer gik op med et brag. Firth tumlede ind på kammeret. Øjnene var store og urolige. Han lignede en, der blev jagtet.
”Han er død!” Skreg Firth. ”Han er død! Jeg dræbte ham. Han er død!”
Firth var hysterisk. Han græd, og Gareth anede ikke, hvad han talte om. Var han beruset?
Firth løb gennem rummet. Råbte, græd og holdt hænderne op til hovedet. Da lagde Gareth mærke til hans hænder. De var dækket af blod, og hans gule tunika var dækket af røde pletter.
Gareths hjerte sprang et slag over. Firth havde lige dræbt nogen. Men hvem?
”Hvem er død?” Krævede Gareth at vide. ”Hvem taler du om?”
Men Firth var hysterisk og kunne ikke fokusere. Gareth løb hen til ham, greb om hans skuldre og rystede ham. ”Svar mig!” Firth åbnede øjnene og stirrede på ham med vilde og vanvittige øjne.
”Din far! Kongen! Han er død! Jeg slog ham ihjel!”
Med disse ord, følte Gareth en kniv blive dolket dybt ind i sit eget hjerte. Han stirrede tilbage med store øjne. Frosset. Han følte, at hele hans krop blev bedøvet. Han gav slip på Firth, tog et skridt tilbage og forsøgte at få vejret. At dømme ud fra alt blodet, måtte han konkludere at Firth fortalte sandheden. Han kunne ikke forstå det. Firth? Staldknægten? Den af hans venner med det svageste sind. Havde han dræbt kongen?
”Men…hvordan er det muligt?” Gispede han. ”Hvornår?”
”Det skete i hans kammer,” sagde Firth. ”Lige nu. Jeg dolkede ham.”
Nyhedernes alvor begyndte langsomt at gå op for Gareth og han samlede sig. Han bemærkede at døren til hans kammer stadig stod åben. Han løb hen og kontrollerede om nogle af vagterne havde set noget, før han smækkede døren i. Heldigvis var korridoren tom. Han lukkede den tunge jernbolt hen over døren, og skyndte sig tilbage til Firth, der stadig var helt ude af den. Gareth måtte berolige ham. Han havde brug for svar. Han greb ham hårdt om skuldrende og slog ham med bagsiden af hånden for at få ham til at stoppe. Endelig fokuserede Firth på ham.
”Fortæl mig alt,” beordrede Gareth koldt. ”Fortæl mig nøjagtigt, hvad der skete. Hvorfor gjorde du dette?”
”Hvad mener du med hvorfor?” Spurgte Firth forvirret. ”Du ville dræbe ham. Din plan med at forgifte ham virkede ikke. Jeg troede, jeg kunne hjælpe dig. Jeg troede, det var det, du ønskede.” Gareth rystede på hovedet. Han greb fat i Firths skjorte og rystede ham igen og igen.
”Hvorfor gjorde du det?!” skreg Gareth. Gareth følte, at hele hans verden smuldrede for øjnene af ham. Han var chokeret over at indse, at han faktisk følte anger for sin far. Han kunne ikke forstå det. For kun få timer siden, havde han ønsket, mere end noget andet, at se ham forgiftet. Død for enden af bordet. Nu var det som at have mistet sin bedste ven. Han var overvældet af anger. En del af ham havde overhovedet ikke ønsket, at han skulle dø – især ikke på denne måde. Ikke slået ihjel af Firth. Og ikke af en klinge. ”Jeg forstår det ikke,” græd Firth. ”For bare få timer siden prøvede du selv at dræbe ham. Din plan med det forgiftede bæger. Jeg troede, du ville være taknemmelig!” Til sin egen overraskelse, rakte Gareth hånden tilbage og slog endnu en gang Firth i ansigtet.
”Jeg havde ikke bedt dig om at gøre det her!” Sagde Gareth. ”Jeg har aldrig bedt dig om at gøre dette. Hvorfor dræbte du ham? Se på dig. Du er dækket af blod. Nu er vi begge færdige. Det er kun et spørgsmål om tid, før vagterne fanger os.”
”Ingen så mig,” sagde Firth med bønfaldende stemme. ”Jeg sneg mig ind i hans kammer mellem vagtskifte. Ingen opdagede mig.”
”Og hvor er våbnet?”
”Jeg efterlod det ikke,” sagde Firth stolt. ”Jeg er ikke dum. Jeg skaffede mig af med det.”
”Og hvilken kniv brugte du?” Spurgte Gareth, samtidig med hans tanker snurrede med konsekvenser. Han gik fra anger til bekymring. Hans tanker blev ledt til alle detaljer af det spor, som denne tåbe kunne have efterladt. Alle detaljer, der potentielt kunne føre til ham. ”Jeg brugte en, der ikke kan spores,” sagde Firth stolt. ”Det var en kedelig, anonymt dolk. Jeg fandt den i stalden. Der var fire andre ligesom den. Det kan ikke spores,” gentog han.
Gareth mærkede sit hjerte falde.
”Var det en kort kniv med et rødt håndtag og et buet blad? Som hang på væggen ved siden af min hest?”
Firth nikkede tilbage og så nu tvivlsom ud.
Gareth brændte indvendigt.
”Dit fjols. Selvfølgelig kan den kniv spores!”
”Men der var ingen markeringer på det!” Protesterede Firth. Frygten var tydelig i hans skælvende stemme. ”Der er ingen markeringer på bladet – men der er et mærke på skaftet!” Råbte Gareth. ”Under! Du kontrollerede det ikke nøje. Dit fjols.” Gareth trådte frem og var nu rød i hovedet af raseri. ”Min hests emblem
