Gareth. ”Fortæl mig, at du har den på dig. Fortæl mig, at du bragte den med tilbage.”
Firth sank en klump i halsen.
”Jeg bortskaffede den omhyggeligt. Ingen vil nogensinde finde den.”
Gareth skar en grimasse.
”Hvor præcis?”
”Jeg kastede den ned i skakten til slottets kamperpotte. De tømmer den hver time i floden. Bare rolig, min herre. Den ligger dybt på bunden af floden nu.”
Pludselig lød slotsklokkerne. Gareth vendte sig om og løb hen til det åbne vindue mens hans hjerte flød over af panik. Han kiggede ud og så kaos og ophidselse nedenunder. En folkemængde omringede slottet. Disse klokker kunne kun betyde en ting: Firth løj ikke. Han havde slået kongen ihjel. Gareth følte, hans krop blive iskold. Han kunne ikke forstå, at han havde sat i gang så stor ondskab. Og at Firth, af alle mennesker, havde fuldendt det.
Der lød en pludselig banken på hans dør, og da den brød åben, stormede flere kongelige vagter ind i kammeret. Et øjeblik var Gareth sikker på, at de ville arrestere ham. Men til hans overraskelse stoppede de og stod ret.
”Min Herre, din far er blevet dolket. Der kan være en snigmorder på fri fod. Sørg for at forblive i sikkerhed på dit værelse. Han er alvorligt såret.” Håret rejste sig i nakken på Gareth ved de sidste ord.
”Såret?” Gentog Gareth. Ordet næsten stak i halsen. ”Er han stadig i live?”
”Det er han, min Herre. Og Gud være med ham. Han vil overleve og fortælle os, hvem der har udført denne grusomme handling.”
Med et lille buk skyndte vagten sig ud af kammeret og smækkede døren i bag sig. Gareth blev overvældet af raseri. Han greb fat i Firths skuldre, trak ham gennem kammeret og kastede ham ind i stenmuren. Firth stirrede tilbage. Forskrækket og målløs.
”Hvad har du gjort?” Råbte Gareth. ”Nu er vi begge færdige!”
”Men…men…” stammede Firth, ”… jeg var sikker på, at han var død!”
”Du er sikker på mange ting,” sagde Gareth, ”og det er alt sammen forkert!”
En tanke dukkede op i Gareths hoved.
”Kniven,” sagde han. ”Vi er nødt til at hente den, før det er for sent.”
”Men jeg smed den væk, min Herre,” sagde Firth. ”Den er blevet skyllet væk i floden nu!”
”Du kastede den i en kammerpotte. Det betyder ikke, at den har nået floden endnu.”
”Men det er meget sandsynligt!” Sagde Firth.
Gareth kunne ikke længere tåle synet af denne idiot. Han skubbede sig forbi ham og løb ud af døren.
”Jeg går med dig. Jeg kan vise dig nøjagtigt, hvor jeg kastede den i,” sagde Firth.
Gareth stoppede i gangen, vendte sig om og stirrede på Firth. Han var dækket af blod, og Gareth var forbløffet over, at vagterne ikke havde lagt mærke til noget. Det var ren held.
Firth var en større belastning end nogensinde.
”Jeg siger det kun en gang,” brummede Gareth. ”Gå tilbage til mit værelse med det samme. Skift dit tøj og brænd det. Slet alle spor af blod. Forsvind derefter fra dette slot. Bliv væk fra mig denne aften. Forstår du?”
Gareth skubbede ham tilbage, vendte sig om og løb. Han spurtede ned ad korridoren, løb ned ad spiraltrappen, niveau efter niveau, mod tjenesteboligerne. Til sidst braste han ud i kælderen så flere tjenestefolk vendte hovederne. De var midt i at skrubbe de enorme gryder og koge spande af vand. Enorme brande brølede inde i murovnene, og tjenestefolkene, der var iført plettede forklæder, badede i sved. I den fjerne ende af rummet opdagede Gareth en enorm kammerpotte, hvor affald løb ned gennem skakten hvert minut. Gareth løb op til den nærmeste tjener og greb ham desperat i armen.
”Hvornår blev beholderen sidst tømt?” Spurgte Gareth.
”Det blev ført til floden for få minutter siden, min Herre.”
Gareth vendte sig og spurtede ud af rummet, ned ad slottes korridorer, op ad spiraltrappen endnu en gang og sprang ud i den kolde natteluft.
Han løb hen over græsmarken, stakåndet, mens han spurtede mod floden. Da han nærmede sig, fandt han et sted at skjule sig bag et stort træ tæt ved flodbredden. Han så to tjenere løfte den enorme jernbeholder og vippe den i flodens hastende strøm. Han holdt øje med beholderen, indtil den var vendt på hovedet, alt indholdet var blevet tømt, og de trak beholderen tilbage mod slottet.
Endelig var Gareth tilfreds. Ingen havde lagt mærke til nogen kniv. Hvor end den var, var den nu i flodens tidevand og blev vasket til anonymitet. Hvis hans far skulle dø denne aften, ville der ikke være noget bevis, der kunne lede til morderen.
Eller var der?
KAPITEL FEM
Thor fulgte Reece tæt, Krohn gik lige bag ham, mens de snoede sig gennem gangene, der ledte bagom til kongens kammer. Reece havde ført dem gennem en hemmelig dør gemt i en af stenvæggene. Nu holdt han en fakkel, mens de gik på række i de trænge gange, der førte dem rundt som i en uendelig labyrint. De gik op ad en smal stentrappe, der førte til en anden gang. Efter at have drejet om et par hjørner, stod de igen foran en trappe. Thor var forundret over, hvor indviklet alle disse gange var. ”Disse gange blev indbygget i slottet for hundredevis af år siden,” forklarede Reece med en hvisken, mens de klatrede op ad trappen. ”De blev bygget af min fars oldefar, den tredje MacGil-konge. Han fik det bygget efter en belejring – det skulle fungere som en flugtvej. Ironisk nok, har vi aldrig været under belejring siden, og disse gange er ikke blevet brugt i århundreder. Jeg opdagede dem som barn. Af og til kan jeg godt lide at bruge dem til at komme rundt i slottet uden at nogen ved, hvor jeg er. Da vi var yngre, legede Gwen, Godfrey og jeg gemmeleg i disse skjulte gange. Kendrick var for gammel, og Gareth kunne ikke lide at lege med os. Ingen fakler, det var reglen. Kulsort. Det var skræmmende dengang.”
Thor forsøgte at følge med da Reece, med en forbløffende selvsikkerhed, snoede sig igennem de mange, lange gange. Det var tydeligt, at han kendte dette sted som sin egen baglomme.
”Hvordan er det overhovedet muligt, at du kan huske hvor de fører hen?” Spurgte Thor. ”Man er ensom, når man vokser op som dreng på dette slot,” fortsatte Reece, ”især når alle andre er ældre, og man er for ung til at tilslutte sig Legionen. Og der er ikke andet at lave. Jeg gjorde det til min mission at opdage selv den mindste krog på dette sted.” De drejede omkring endnu et hjørne, gik ned ad tre stentrin, gennem en smal åbning i væggen og derefter ned ad en lang trappeopgang. Til sidst stod de foran en tyk egetræsdør, der var dækket af støv. Reece lagde det ene øre mod døren og lyttede. Thor stillede sig ved siden af ham.
”Hvilken dør er dette?” Spurgte Thor
”Shhh,” sagde Reece.
Thor blev stille og lagde sit eget øre mod døren og lyttede. Krohn stod bag dem og så forvirret op.
”Det er bagdøren
