stadig den samme. Hvad der betyder noget nu,” sagde han, og greb Thors håndled med en styrke, der overraskede ham, ”er hvad der sker, når jeg er væk. Vores kongerige vil snart være et rige uden en konge.”
MacGil kiggede på Thor med en intensitet, som Thor ikke forstod. Thor vidste ikke præcist, hvad han sagde – eller hvad han krævede. Thor ville spørge. Men han kunne se, hvor svært det var for MacGil at få vejret, og ville ikke risikere at afbryde ham.
”Argon havde ret i forhold til dig,” sagde han og gav langsomt slap på Thors håndled. ”Din skæbne er langt større end min.” Thor følte et elektrisk stød gå gennem sin krop ved kongens ord. Hans skæbne? Større end kongens?
Blot tanken om at kongen havde gidet at diskutere Thors skæbne med Argon, var mere end Thor kunne fatte. Og det faktum at Argon havde sagt, at Thors skæbne var større end kongens – hvad kunne han mene med det? Snakkede MacGil blot i tåger i sine sidste øjeblikke?
”Jeg valgte dig…Jeg bragte dig ind i min familie af en grund. Ved du, hvad den grund er?”
Thor rystede på hovedet og ønskede desperat at vide det.
”Ved du, hvorfor jeg ville have dig, kun dig, her i mine sidste øjeblikke?”
”Jeg er ked af det, min Herre,” sagde han og rystede på hovedet. ”Jeg ved ikke.”
MacGil smilede svagt, da hans øjne langsomt begyndte at lukke i.
”Der er et fantastisk land langt her fra. Hinsides de Vildes rige. Endda hinsides Dragenes land. Druidernes land. Hvor din mor er fra. Du skal tage dertil for at søge svarene.”
MacGils øjne åbnede vidt, og han stirrede på Thor med en intensitet, som Thor ikke kunne forstå.
”Vores rige afhænger af det,” tilføjede han. ”Du er ikke som de andre. Du er speciel. Vores rige vil aldrig hvile, før du forstår, hvem du er.”
MacGils øjne lukkede, og hans vejrtrækning blev langsommer. Med hvert åndedrag slap MacGil et lille gisp. Hans greb om Thors håndled blev langsomt svækket, og Thor kunne mærke tårerne fylde hans øjne op igen.
Thors tanker snurrede. Han forsøgte at finde hoved og hale i alt det, konge havde sagt. Han kunne ikke koncentrere sig. Havde han virkelig hørt rigtigt?
MacGil begyndte at hviske noget, men det var så lavt, Thor knap nok kunne høre det. Thor lænede sig tættere på og lagde øret helt ind til MacGils læber.
Kongen løftede hovedet en sidste gang og sagde med sine sidste kræfter: ”Hævn mig.”
Pludselig stivnede MacGil. I et par øjeblikke lå han der, inden hans hoved rullede til siden med øjnene vidt åbne. Frosset. Død.
”NEJ!” Græd Thor.
Hans jamren må have været høj nok til at vagterne kunne høre ham, for et øjeblik senere hørte han døren åbne bag sig, hørte postyret fra snesevis af mennesker, der skyndte sig ind i rummet. I Thors bevidsthed forstod han, at der var bevægelse rundt omkring ham. Han hørte svagt, at slotsklokkerne ringede igen og igen. Klokkernes ringen matchede blodet der pumpede i hans tindinger. Men det hele blev sløret, da rummet, øjeblikke senere, snurrede for øjnene af ham.
Thor besvimede, kollapsede og ramte det kolde stengulv.
KAPITEL SEKS
Et vindstød kærtegnede Gareths ansigt. Han så op på det blege lys fra den første sol, der steg til vejrs, mens han blinkende tårer tilbage. Det var daggry, og alligevel var der, på dette fjerntliggende sted her på kanten af Kolvianske Klipper, allerede samlet hundredevis af mennesker. Kongens familie, venner og nære kongelige undersåtter stod tæt samlet for at deltage i begravelsen. På den anden side af dem, tilbageholdt af en hær af soldater, kunne Gareth se masserne strømme ind, tusinder af mennesker kiggede på, på afstand. Sorgen i deres ansigter var ægte. Hans far var elsket, det var der ingen tvivl om. Gareth stod sammen med resten af den nærmeste familie i en halvcirkel omkring sin fars krop. Kisten stod på planker over et hul i jorden, reb omkring den og ventede på at blive sænket i jorden. Argon stod foran mængden. Han var iført skarlagensrøde klæder, som kun var forbeholdt begravelser. Hans udtryk var uransageligt, mens han kiggede ned på kongens krop. Hætten dækkede det meste af hans ansigt.
Gareth prøvede desperat at analysere dette ansigt for at regne ud, hvor meget Argon vidste. Vidste Argon, at han myrdede sin far? Hvis ja, ville han fortælle det til de andre – eller lade skæbnen spille sig ud?
Til Gareths uheld, var den irriterende dreng, Thor, blevet erklæret uskyldig. Han kunne tydeligvis ikke have myrdet kongen, mens han sad i fangehullet. For ikke at nævne at hans far selv havde fortalt de andre, at Thor var uskyldig. Hvilket kun gjorde tingene værre for Gareth. Der var allerede blevet nedsat et råd for at undersøge sagen og hver eneste lille detalje omkring hans mord. Gareths hjerte bankede i brystet, da han stod sammen med de andre og stirrede på kongens lig, der skulle sænkes ned i jorden. Han ønskede at blive begravet med det. Det var kun et spørgsmål om tid, før sporene førte til Firth – og når det skete, ville Gareth ryge ned sammen med ham. Han var nødt til at handle hurtigt for at aflede opmærksomheden, for at placere mistanken på en anden. Gareth spekulerede på, om menneskerne omkring ham mistænkte ham. Han var sandsynligvis bare paranoid, og da han undersøgte ansigterne, var der ingen der så på ham. Der stod hans brødre, Reece, Godfrey og Kendrick; hans søster Gwendolyn; og hans mor, hendes ansigt i stor sorg. Hun så nærmest katatonisk ud. Faktisk, siden hans fars død, havde hun været en anden person. Hun var knap nok i stand til at tale. Han havde hørt, at da hun modtog nyheden, var der sket noget inden i hende – en slags lammelse. Halvdelen af hendes ansigt var frosset; da hun åbnede munden, kom ordene for langsomt ud. Gareth undersøgte ansigterne på kongens råd bag hende – hovedgeneral, Brom og legionens overhoved, Kolk, stod forrest. Bag dem stod den uendelige gruppe af kongelige rådgivere.
De havde alle et påtaget udtryk af sorg. Men Gareth vidste bedre. Han vidste, at alle disse mennesker, alle rådsmedlemmer og rådgivere og generaler og alle adelige og herrer bag dem, næppe bekymrede sig det mindste om hans far. Han genkendte ambitionen i deres ansigter. Det var begær – begæret efter magt. Mens de hver især stirrede ned på kongens lig, fornemmede han, at de alle spekulerede på, hvem der ville være den næste til at indtage tronen. Det var dér Gareths tanker lå. Hvad ville der ske i kølvandet på en sådan et kaotisk mordattentat? Hvis det var foregået rent og enkelt, og skylden var landet på en anden, ville Gareths plan have været perfekt – tronen ville falde til ham. Han var trods alt den førstefødte, legitime søn. Hans fars ønske havde været at give kongedømmet videre til Gwendolyn, men der havde ikke været nogle til stede på dette møde foruden hans søskende, og hans ønske blev aldrig stadfæstet. Gareth kendte rådet og vidste, hvor alvorligt de tog loven. Uden en stadfæstelse kunne hans søster ikke regere.
Hvilket igen førte tilbage til ham. Hvis processen gik på behørig vis – og Gareth var fast besluttet på at sørge for, at den ville – ville tronen skulle falde til ham. Det var loven. Hans søskende ville alle kæmpe imod ham. Det var han ikke i tvivl om. De ville huske tilbage på mødet med deres far og ville alle insistere på, at Gwendolyn skulle herske. Kendrick ville ikke forsøge at tage magten selv. Han var for godhjertet og ærlig. Godfrey var apatisk. Reece var for ung. Gwendolyn var hans eneste virkelige trussel. Men Gareth var optimistisk. Han troede ikke på, at rådet var klar til at en kvinde – langt mindre en teenagepige – skulle regere Ringen. Og uden en stadfæstelse fra kongen, havde de den perfekte undskyldning for
