som om, værelset er fyldt,” sagde Reece.
Reece vendte sig og så på Thor med et alvorligt blik.
”Er du godt klar over, du går ind i en ildstorm? Hans generaler vil være der, hans råd, hans rådgivere, hans familie – alle sammen. Og jeg er sikker på, at de alle er på udkig efter dig. Hans formodede morder. Det vil være som at gå direkte ind til din egen henrettelse. Hvis min far stadig tror på, at du prøvede at myrde ham, er du færdig. Er du sikker på, at du vil det her?”
Thor sank en klump i halsen. Det var nu eller aldrig. Hans hals blev tør, da han indså, at dette var et vendepunkt i hans liv. Det ville være lette at vende om og flygte. Han kunne leve et sikkert liv et eller andet sted langt fra Kongens Hof. Eller han kunne gå gennem den dør og potentielt tilbringe resten af sit liv i fangehullet, med andre uslinge – eller endda blive henrettet. Han tog en dyb indånding og besluttede sig. Han var nødt til at se sine dæmoner i øjnene. Han kunne ikke vende tilbage til det liv, han havde haft før. Thor nikkede. Han var bange for at åbne munden, bange for, at hvis han gjorde det, ville han skifte mening. Reece nikkede anerkendende tilbage. Derefter skubbede han jerngrebet ned og lænede skulderen ind mod døren så den langsomt åbnede. Thor kneb øjnene sammen i det skarpe fakkellys, da døren åbnede. Han stod midt i kongens private kammer med Krohn og Reece ved siden af sig. Der var mindst to dusin mennesker samlet omkring kongen, der lå på sin seng. Nogle stod over ham, andre knælede ved siden af ham. Omkring kongen var hans rådgivere og generaler sammen med Argon, dronningen, Kendrick, Godfrey – endda Gwendolyn. Det var kongens dødsleje, og Thor trængte ind i denne families private anliggender, i deres sidste øjeblikke med deres kære. Stemningen i rummet var dyster, ansigterne alvorlige. MacGil lå støttet på puder, og Thor var lettet over at se, at han stadig var i live – for nu. Med det samme vendte alle sig, overrasket over at Thor og Reece pludselig var blandt dem. Thor indså, hvilket chok det måtte være – deres pludselige ankomst gennem en hemmelig dør i stenmuren.
”Det er drengen!” Råbte nogen fra mængden, mens de pegede på Thor med hadefulde blikke. ”Det er ham, der prøvede at forgifte kongen!” Vagter nærmede sig fra alle sider. Thor vidste ikke, hvad han skulle gøre. En del af ham havde lyst til at vende sig om og flygte. Men han vidste, at han var nødt til at møde denne vrede flok, hvis han skulle få fred med kongen. Så han stod fast og forberedte sig, da flere vagter kom løbede og rakte ud for at gribe ham. Krohn stod trofast ved hans side, knurrede og advarede alle der nærmede sig. Mens Thor stod og ventede på at blive pågrebet, følte han en pludselig varme stige op inden i ham, en kraft, der bølgede gennem ham. Ufrivilligt løftede han den ene hånd og rakte en håndflade ud og rettede sin energi mod vagterne. Thor blev forbløffet, da de alle stoppede, midt i et skridt, som om de var frosne. Hans kræfter, hvad end det var, holdt dem i skak.
”Hvor vover du at snige dig her ind og bruge din trolddom, knægt!” Råbte Brom – kongens største general, og trak sit sværd. ”Var det ikke nok at prøve at dræbe vores konge?” Brom nærmede sig Thor med sit sværd. Og da han kom nærmere, følte Thor noget overvinde ham, en følelse stærkere end han nogensinde havde haft. Han lukkede øjnene og fokuserede. Han følte energien fra Broms sværd, dens form, dets metal, og på en eller anden måde blev han ét med det.
I sine tanker fik han det til at stoppe. Brom stod forbløffet tilbage – frosset på stedet.
”Argon!” Råbte Brom og snurrede rundt. ”Stop denne trolddom med det samme! Stop denne dreng!” Argon trådte ud fra mængden og sænkede langsomt sin hætte. Han stirrede tilbage på Thor med sine evigt intense og glødende øjne.
”Jeg ser ingen grund til at stoppe ham,” sagde Argon. ”Han er ikke kommet her for at gøre skade.”
”Er du gal? Han næsten dræbte vores konge!”
”Det er blot hvad du antager,” sagde Argon. ”Det er ikke det, jeg ser.”
”Lad ham være,” lød en grusom, dyb stemme.
Alle vendte sig, mens MacGil langsomt satte sig op. Han kiggede over. Han var meget svag. Det var helt tydeligt en kamp for ham at tale.
”Jeg vil se drengen. Det er ikke ham, der stak mig. Jeg så mandens ansigt, og det var ikke ham. Thor er uskyldig.”
Langsomt sænkede vagterne deres våben. Thor gav slip på sine tanker og lod dem gå. Vagterne trak sig væk og så vagtsomt på Thor, som var han fra en anden verden. De satte langsomt deres sværd tilbage i deres bælter.
”Jeg vil se ham,” sagde MacGil. ”Alene. Forlad os. Alle sammen.”
”Min konge,” sagde Brom. ”Tror du virkelig, det er sikkert? Dig og denne dreng alene?”
”Ingen rører Thor,” sagde MacGil. ”Forlad os nu. Alle sammen. Det betyder også min familie.”
En tung stilhed sænkede sig over rummet, mens alle stirrede på hinanden, tydeligvis usikre på, hvad de skulle gøre. Thor stod forankret på sin plads, ude af stand til at fordøje det hele.
En efter en, forlod de andre, inklusiv kongens familie, rummet. Krohn fulgte efter Reece. Kammeret, der få øjeblikke forinden havde været fyldt med mennesker, blev pludselig tomt.
Døren lukkede. Det var bare Thor og kongen. Alene i stilheden. Han kunne ikke tro det. At se MacGil ligge der, bleg og i så stor smerte, gjorde Thor mere ondt end han kunne sige. Han vidste ikke hvorfor, men det var næsten som om, en del af ham også lå dødende på den seng. Han ønskede mere end noget andet, at kongen skulle få det godt igen.
”Kom her, min dreng,” sagde MacGil svagt med hæs stemme. Blot en hvisken.
Thor sænkede hovedet og skyndte sig hen til kongens side og knælede foran ham. Kongen rakte et svagt håndled ud. Thor tog hans hånd og kyssede den i respekt.
Thor kiggede op og så MacGil smile svagt ned til ham. Thor blev overrasket over at føle varme tårer strømmende ned af sine kinder.
”Min Konge,” startede Thor ude af stand til at holde det inde længere. ”Tro mig. Jeg forgiftede Dem ikke. Jeg kendte kun til plottet fra min drøm. Fra nogle højere magter, som jeg ikke kender til. Jeg ville kun advare dig. De må tro mig.”
MacGil løftede en håndflade, og Thor blev tavs.
”Jeg tog fejl af dig,” sagde MacGil. ”Jeg skulle blive stukket ved en anden mands hånd for at indse, at det ikke var dig. Du prøvede blot at redde mig. Tilgiv mig. Du var loyal. Måske det eneste loyale medlem i mit hof.”
”Hvor ville jeg ønske, at jeg havde taget fejl,” sagde Thor. ”Hvor ville jeg ønske, at du var i sikkerhed. At mine drømme blot var illusioner; at du aldrig blev forsøgt myrdet. Måske tog jeg fejl. Måske overlever du.”
MacGil rystede på hovedet.
”Min tid er kommet,” sagde han til Thor.
Thor sank. Han håbede, at det ikke var sandt, men fornemmede at det var.
”Ved du, hvem der udførte denne forfærdelige handling, min Herre?” Thor stillede spørgsmålet, der havde brændt i hans tanker, siden drømmen. Han kunne ikke forestille sig, hvem der ville dræbe kongen, eller hvorfor.
MacGil kiggede op i loftet og Thor kunne se han tænkte så det bragede.
”Jeg så hans ansigt. Det var et ansigt,
