chance for, at rådet ville overdrage tronen til Kendrick. Jo før Gareth kunne overtage magten, jo før kunne han bruge sin magt til at slå Kendrick ned. Gareth følte et træk i hånden og kiggede og opdagede at det tykke reb brændte i hans håndflade. Han opdagede, at de var begyndt at sænke hans fars kiste. Han så sig omkring og så sine andre søskende, som hver især holdt et reb som han, der sænkede kisten langsomt ned i jorden. Gareths ende tippede, da han sænkede rebet for sent i forhold til de andre, og han rakte hånden ud og greb rebet med sin anden hånd, indtil det endelig udlignede sig. Det var ironisk: selv i døden kunne han ikke behage sin far. I det fjerne kunne de høre slotsklokkerne ringe, og Argon trådte frem og løftede hånden. ”Itso ominus domi ko resepia…”
Han talte Ringens gamle, glemte sprog. Det kongelige sprog, der var blevet brugt af hans forfædre i tusind år. Det var et sprog, Gareths private undervisere havde undervist ham i som dreng – og et sprog, han ville få brug for, når han overtog sine kongelige pligter. Argon stoppede pludselig, så op og stirrede direkte på Gareth. Det sendte kuldegysninger ned ad Gareths rygsøjle, da Argons kraftfulde øjne syntes at brænde lige gennem ham. Gareths ansigt blev ildrødt. Han spekulerede på, om hele kongeriget fulgte med, og om nogen vidste, hvad det betød. I det blik følte han, at Argon kendte til hans gerninger. Men Argon var mystisk og han nægtede at blive involveret i de menneskelige skæbner. Ville han forblive stille?
”Kong MacGil var en god konge. En retfærdig konge,” sagde Argon langsomt med en dyb og ærlig stemme. ”Han bragte stolthed og ære til sine forfædre og rigdom og fred til dette rige, større end hvad vi nogensinde har kendt. Hans liv blev taget for tidligt, som Gud ville have det. Men han efterlader en dyb og rig arv. Nu er det op til os at løfte denne arv.”
Argon stoppede op.
”Vores kongerige, Ringen, er omgivet af dybe og ildevarslende trusler – fra alle sider. På den anden side af Kløften, der kun er beskyttet af vores energiskjold, ligger en nation af vilde dyr og skabninger, der ville rive os fra hinanden. Inden i vores Ring, på den anden side af højlandet, ligger en klan, der ønsker at skade os. Vi lever i uovertruffen velstand og fred; og alligevel er vores sikkerhed flygtig.” Argon holdt en pause.
”Hvorfor tager guderne nogen fra os i deres velmagtsdage – en god og klog og retfærdig konge? Hvorfor var det hans skæbne at blive myrdet på denne måde? Vi er alle blot bønder. Dukker i skæbnens spil.
På trods af vores stærke kræfter, kan vi stadig havne under jorden. Spørgsmålet, vi skal stille os selv er ikke, hvad vi stræber efter – men hvem vi stræber efter at være.”
Argon sænkede hovedet, og Gareth mærkede hvordan håndfladerne brændte, da de sænkede kisten hele vejen, og den endelig ramte jorden med et lille bump.
”NEJ!” Lød et skrig.
Det var Gwendolyn. Hun løb hysterisk hen mod kanten af graven, som for at kaste sig i sammen med deres far. Reece løb frem og greb hende og holdt hende tilbage. Kendrick trådte frem for at hjælpe. Men Gareth følte ingen sympati for hende. Han følte sig snarere truet. Hvis hun ønskede at være begravet under jorden, kunne han godt arrangere det.
Det kunne han uden problemer.
*
Thor stod blot få meter væk fra kong MacGils lig, da han så, at han blev sænket ned i jorden og følte sig overvældet af synet. På kanten af kongeriget, på den højeste klippe, havde kongen valgt at blive begravet. Det var et spektakulært sted, et højt sted, der så ud til at nå op i skyerne. Skyerne blev lyst op af orange, grønne, gule og pink farver, da den første sol kravlede højere på himlen. Men dagen var dækket af en tåge, der ikke ville løfte sig, som om selv kongeriget sørgede. Krohn klynkede ved siden af Thor. Han hørte et skrig og så op og fik øje på Estopheles, der cirklede højt ovenover og så ned på dem. Thor var stadig målløs. Han kunne ikke tro, hvad der var sket de sidste par dage. At han stod her, midt i kongefamilien, og så på denne mand, han så hurtigt var kommet til at elske som en far, blev sænket ned i jorden. Det hele var uvirkeligt. Han havde knapt nok lært ham at kende. Den første mand, der nogensinde havde været som en rigtig far, og nu blev han taget væk fra ham. Thor kunne ikke holde op med at tænke på kongens sidste ord: Du er ikke som de andre. Du er speciel. Og indtil du forstår, hvem du er, vil vores rige aldrig hvile. Hvad mente kongen med det? Hvem var han? Hvordan var han speciel? Hvordan vidste kongen det? Hvad havde rigets skæbne med Thor at gøre? Havde kongen bare været forvirret?
Der er et fantastisk land langt her fra. Hinsides Imperiet. Endda hinsides Dragenes land. Druidernes land. Hvor din mor er fra. Du skal tage dertil for at søge svarene.
Hvordan havde MacGil kendt til Thors mor? Hvordan havde han vidst, hvor hun boede? Og hvilken slags svar havde hun? Thor havde altid antaget, at hun var død – tanken om at hun kunne være i live, vækkede noget i ham. Han følte sig mere bestemt end nogensinde for at opsøge hende, han måtte finde hende. Finde svarene, finde ud af, hvem han var, og hvorfor han var speciel.
Mens klokkerne ringede, og MacGils lig blev sænket, undrede Thor sig over de grusomme handlinger og skæbner. Hvorfor havde han fået lov til at se fremtiden, se denne store mand blive dræbt – men uden at kunne gøre noget ved det? På en måde ønskede han, at han aldrig havde set noget af dette, aldrig havde vidst på forhånd, hvad der ville ske. Han ønskede, at han blot havde været en uskyldig tilskuer som resten, der bare vågnede op en dag og hørte, at kongen var død. Nu følte han, han var en del af det. På en eller anden måde følte han sig skyldig, som om han skulle have gjort mere.
Thor spekulerede på, hvad der ville ske med kongeriget nu. Det var et kongerige uden en konge. Hvem ville regere? Ville det være, som alle spekulerede, Gareth? Thor kunne ikke forestille sig noget værre.
Thor lod blikket vandre over menneskemængden, der var mødt op for at sørge over deres konge. Så ansigterne på samtlige af Rigets adelige, der var samlet her fra alle hjørner af kongeriget. Reece havde fortalt ham, de alle var magtfulde mænd i et rastløst rige. Han kunne ikke lade være med at undre sig over, hvem morderen kunne være. Den dag syntes alle at være under mistanke. Alle disse mænd ville kæmpe for magten. Ville kongeriget blive splittet? Ville deres styrker komme til at ligge i strid med hinanden? Hvad ville hans egen skæbne være? Og hvad med Legionen? Ville den blive opløst? Ville hæren opløses? Ville The Silver gøre oprør, hvis Gareth blev udnævnt til konge? Og efter alt der var sket, ville de andre virkelig tro, at Thor var uskyldig? Ville han blive tvunget til at vende tilbage til sin landsby?
Han håbede inderligt, det ikke ville ske. Han var kommet til at holde af alt, hvad han havde her. Han ønskede mere end noget andet at blive her, blive i Legionen. Han ville bare have, at alt skulle blive som det var, at intet skulle ændre sig. For blot få dage side, havde kongeriget virket så velstående, så permanent. Han havde troet, at MacGil ville regere for evigt. Hvis noget så sikkert – så stabilt, pludselig kunne kollapse – hvilket håb var der så tilbage for resten af dem? Intet føltes længere permanent for Thor.
Thors hjerte var blevet knust i tusind stykker, da han så Gwendolyn forsøge at hoppe ned i graven sammen med sin far. Mens Reece havde holdt hende tilbage, var ledsagerne kommet frem og begyndt at skovle jord ned i graven, mens Argon fortsatte sin ceremonielle sang. En sky passerede på himlen og blottede den første sol et øjeblik, og Thor følte en kold vind suse igennem mængden på denne, ellers lune, sommerdag. Han hørte en piben og så Krohn sidde ved hans fødder og kigge op på ham.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
