til feminismen.
Kan mandeforskningen komme til at fungere på samme måde som kvindeforskningen, når den i stor udstrækning handler om undertrykkernes historie? De historiske og politiske forudsætninger for mandeforskning og kvindeforskning har været meget forskellige. Kvindeforskning har været legitim i videnskabelig forstand, og den har været let at forsvare politisk. Der var et krav fra både almindelige kvinder og kvindelige politikere om at placere kvindeforskningen stærkt, da den opstod i 1970’erne. Det specielle ved mandeforskningen er, at den i modsætning til den feministiske forskning ikke udspringer af en underordnet position eller mangel på magt, men derimod ofte beskæftiger sig med mænds magt.
Hvad bunder modstanden mod at problematisere det mandlige køn egentlig i? Der er grund til at tro, at et hovedproblem for mandeforskningen er, at mandlige forskere har lukket øjnene for kønsforskningen. Forskning i køn ses traditionelt som noget, der handler om kvinder, og som bør bedrives af kvinder. Den engelske mandeforsker Jeff Hearn (2000) har beskæftiget sig med kønsforskningens status i den akademiske verden. Han fremhæver, at meget samfundsmæssig teoridannelse har været produceret af mænd, og at mænd i stor udstrækning har ignoreret kønsaspektet og dermed bidraget til at opretholde det patriarkalske samfunds magtstrukturer og dets iboende kønsblindhed. Hearn kritiserer bl.a. både marxistiske og weberianske samfundsanalyser for ikke at problematisere kønsspørgsmålet. Hvis dette skal ændres, kræver det både, at man udover at få flere kvinder ind i forskningen også begynder at problematisere mænd som sociale kønsobjekter og samtidig diskuterer grunden til de mange mandlige forskeres bevidste eller ubevidste undvigelse af kønsdimensionen. Hearn fremhæver ligeledes, at det er ”fascinerende, hvor mange mandlige samfundsvidenskabelige forskere der til stadighed ”glemmer”, at objektet for deres forskning – økonomi, staten, internationale forhold, national politik, kriminalitet, vold etc. er meget vanskeligere at forstå uden en generel analyse af kønsforholdene” (Hearn 2000:9).
Mandeforskning handler således i stor udstrækning om overgange fra det implicitte til det eksplicitte. Hearn (2004) hævder, at det at undlade at tale eksplicit om mænd og ikke benævne mænd som mænd er en strukturel måde at undgå at stille spørgsmålstegn ved mænds magt over kvinder, børn, unge mennesker og andre mænd. Det fremhæves ofte, at en milepæl i maskulinitetsforskningens udvikling var artiklen ”Toward a New Sociology of Masculinity” af kønsforskerne Tim Carrigan, Robert Connell og John Lee (1985). Her blev der taget et opgør med det, som kønsrolleteoretikerne havde undladt at konceptualisere i deres teoriapparat, nemlig spørgsmålet om den patriarkalske magt og social forandring. Begrebet hegemonisk maskulinitet, som kan oversættes til den dominerende manderolle, blev ligeledes introduceret. Begrebet har været det vigtigste omdrejningspunkt for diskussionen om mænd og maskulinitet de sidste 25 år og suverænt det mest citerede og diskuterede begreb indenfor mandeforskningen. Så lad os kigge nærmere på det.
Den hegemoniske maskulinitet
Den australske kønsforsker Robert W. Connells sociale teori om køn og i særdeleshed begrebet ”hegemonisk maskulinitet” handler om skabelsen og vedligeholdelsen af dominerende manderoller og kan i et mere folkeligt sprog også fungere som afsæt for forståelsen af, hvad ”rigtige mænd” består af. Den hegemoniske maskulinitet kan siges at være den konstruktion af maskulinitet, som på et givent tidspunkt er den mest dominerende og efterstræbelsesværdige maskulinitetsform i et samfund. Udgangspunktet for Connells forfatterskab var at forstå, hvordan en ulige kønsorden formåede at reproducere sig selv. Det vil sige, hvordan hierarkier af dominans og underordning mellem mænd og mellem mænd og kvinder bliver bredt accepteret. I centrum for diskussionen om den hegemoniske maskulinitet er, hvordan de hegemoniske mænd legitimerer og reproducerer de sociale relationer, som skaber deres dominans overfor kvinder og underordnede maskuliniteter. Det særegne ved Connells teori var således at påpege, at der også foregik kampe indenfor det mandlige køn, og fremhæve, at der er nogle mænd, som både i praksis og i symbolsk forstand har mere magt end andre mænd. Den hegemoniske maskulinitet behøver ikke være i overensstemmelse med den måde, flertallet af mænd opfører sig på, men den er den mest eftertragtede maskulinitetsform og er dermed medvirkende til at forme den måde, mænd internt forholder sig til hinanden på, og de idealer, mænd ubevidst tilstræber at opnå.
Den mest almindelige og udbredte maskulinitetsform er ofte den, der er blevet forhandlet i samspillet med kvinder og således udgør den i hverdagen mest modificerede og accepterede form for maskulinitet. Connells hovedkritik af den funktionalistiske kønsrolleteori, som havde domineret kønsforskningen fra 1950’erne og fremefter (f.eks. Talcott Parsons’ 1902-1979), bestod i, at kønsrolleteoretikerne simpelthen ikke var i stand til at forstå forandring, modstand og historie, fordi de ikke anvendte et mere flydende, åbent og foranderligt begreb. Kønsrolleteoretikernes manglende evne til at forstå magt og modstanden mod magt var i Connells optik tæt forbundet med deres fejlslagne måde at teoretisere relationen mellem struktur og agent på samt deres ”flirten” med den biologiske determinisme. I kønsrolleteorierne var den sociale struktur ofte teoretiseret ud fra konceptet ”forventninger”, og magtrelationerne mellem kønnene blev ofte præsenteret som værende ligeværdige og ligeligt afhængige af hinanden, hvilket ifølge Connell skjulte den magtudøvelse, som mænd udførte overfor kvinder.
Med udviklingen af konceptet om den hegemoniske maskulinitet forsøger Connell derfor at forstå både den komplekse natur af femininiteter og maskuliniteter, magtrelationerne mellem og indenfor kønnene og dermed også den måde, som der indenfor kønnene skabes forandring på. Connell ser ikke køn som noget, der går forud, men derimod som noget, der bliver konstitueret gennem menneskelig handling. Der er således tale om en ”konfiguration af kønspraksisser” snarere end om en bestemt type af maskulinitet (Connell 1995:77).
Hvordan fungerer et mandligt hegemoni? Hvilke mænd og hvilke mænds praksisser i det politiske liv, medieverdenen og samfundslivet er med til at sætte den kønspolitiske dagsorden? Connell påpeger, at der ikke kun er én form for maskulinitet, men derimod en hel struktur af forskellige maskuliniteter. I forlængelse af den hegemoniske maskulinitet ligger de ”medvirkende maskuliniteter”, som oftest bæres af eller er karakteristisk for de mænd, som støtter op omkring de idealer, som den hegemoniske mand tilstræber, dog uden selv at kunne efterleve idealerne på samme måde. Begrebet om de medvirkende maskuliniteter er vigtigt, idet selvom flertallet af mænd ikke kan leve op til de eksemplariske maskuliniteter, så støtter og hædrer de passivt efterstræbelsen af disse. Connell opererer ligeledes med begrebet ”underordnede maskuliniteter”, som ofte relaterer sig til homoseksuelle mænd eller mænd med feminine karakteristika. Et fundamentalt element i den hegemoniske maskulinitet er, at kun kvinder skal kunne fungere som seksualobjekter for mænd og ikke andre mænd. Det sidste begreb i Connells terminologi er ”marginaliserede maskuliniteter”, som f.eks. omhandler arbejdsløse og fattige mænd samt mænd med anden race eller hudfarve (Connell 1995). Den hegemoniske maskulinitets dominans overfor andre maskulinitetsformer kan både komme til udtryk på en tavs og implicit vis, men den kan også være særdeles eksplicit, diskriminerende og voldelig. Det er centralt for forståelsen af Connells sociale teori om køn at pointere, at kønshierarkiet er baseret på hegemoni og ikke på tvang, idet hierarkiet opnås gennem økonomiske ressourcer, institutionelle procedurer og kulturelle selvfølgeliggørelsesprocesser.
Diskussioner om et samfundsmæssigt hegemoni handler i stor udstrækning om, hvordan en dominerende (ofte økonomisk) klasse formår at underlægge sig et samfund og presse sine definitioner, tolkninger og sit udsyn ned over hovedet på størstedelen af befolkningen, herunder at sætte standarder for, hvordan begivenheder bliver forstået og diskuteret, og hvorledes idealer og moralske principper formuleres. Denne etablering og opretholdelse af et hegemoni sker ofte på en snedig vis, som også indebærer en form for samtykke for de dominerede samfundsgrupper. Forestillingen om et samfundsmæssigt hegemoni fokuserer således på, hvad der foregår udover den rene tvang, altså på det, der bliver taget for givet, og som kommer til at fremstå som kulturelle selvfølgeligheder. Hegemoni handler overordnet set om, hvordan magt bliver erhvervet og vedligeholdt, og om hvordan magten folder
