political judgments and decision making” (Kuklinski 2002: 2). Ved at anvende og udvikle psykologisk forskning i det politiske genstandsfelt er det muligt at belyse variable og elementer af politiske personer, processer og institutioner, der normalt bliver betragtet som eksogene variable i politiske analyser.
Ovenstående definitioner af politisk psykologi fremhæver vigtige aspekter ved disciplinen. Vi mener i forlængelse heraf, at disciplinen bedst defineres mere udtømmende: Politisk psykologi er en interdisciplinær forskningsgren, hvor individorienteret psykologisk teori anvendes inden for statskundskabens genstandsfelt med henblik på at nuancere og udbygge forståelsen af aggregerede politiske handlinger, processer og institutioner. Dette tilstræbes ved at kortlægge systematiske tilbøjeligheder og begrænsninger indbygget i individet og spore effekterne af deres aggregering.
Med denne definition afgrænses både bogens fokus og disciplinen politisk psykologi. Den vigtigste afgrænsning er, at politisk psykologi ses som anvendelsen af psykologi i statskundskabens genstandsfelt. Der er en stigende tendens til, at politologisk teori anvendes på psykologiens genstandsfelt (Lane 2002; Krosnick og McGraw 2002), men denne del af disciplinen udelades fra både definitionen og bogen. Politisk psykologi har sin styrke og sit største potentiale som et redskab til at forbedre mikrofundamentet inden for statskundskab.
Disciplinens historie
Politisk psykologi opstod for alvor som akademisk disciplin i 1940’erne, men grundtanken i disciplinen strækker sig tilbage til i hvert fald 1700-tallet. I 1725 skrev Giambattista Vico således: “Governments must conform to the nature of men governed” (Vico citeret i Stone 1981: 1). Den første akademiske interesse for politisk psykologi spirede frem i 1920’erne, og det var i denne periode, at Walter Lippman begyndte at undersøge perception og hvordan begrænsede koginitive ressourcer reducerer vælgernes evne til at træffe hensigtsmæssige politiske beslutninger. Samtidig hermed vakte Graham Wallas interesse for politisk psykologi på London School of Economics, hvor han beskæftigede sig med instinkter i politik og beslutningsrationalitet (Stone 1981: 10). Wallas’ linje blev fulgt af Harold Lasswell, som i 1930 udgav bogen Psychopathology and Politics, hvori han eksperimenterede med freudianske metoder inden for statskundskabens genstandsfelt. Der er på den måde produceret vigtige og øjenåbnende værker inden for politisk psykologi i 1920’erne og 1930’erne, men de var forholdsvis enkeltstående og skabte først for alvor akademisk debat fra 1940’erne og frem.
Politisk psykologi kan som disciplin opdeles i fire faser, der strækker sig fra 1940’erne til i dag. Skiftene mellem de forskellige faser i politisk psykologi er forårsaget af de aktuelle politiske udfordringer, som især vestlige stater har stået over for. Selvom hver fase betyder et brud med den tidligere fase, er det væsentligt at påpege, at der er en høj grad af kontinuitet i disciplinen. De metoder og empiriske genstandsfelter, der præger en given epoke, kan derfor ofte også findes i andre faser. Dette skyldes bl.a., at de fleste forskere bliver ved med at forske i den samme subdisciplin, også selvom det overordnede fokus i politisk psykologi konstant flytter sig (McGuire 1993: 30).
Figur 2 : Faserne inden for politisk psykologi
FASE 1: POLITISKE LEDERES PERSONLIGHED
Politisk psykologi blev grundlagt, da en række forskere i 1940’erne fandt det hensigtsmæssigt at udforske politiske lederes personlighed, hvor fokus var på forbindelsen mellem individets personlighed og de strukturelle omgivelser. Det var en reaktion på både en historisk og en teoretisk udvikling, som tog sin begyndelse i 1930’erne, da en række af mere eller mindre obskure politiske ledere trådte ind på den politiske verdensscene. Dette affødte dels et behov for at forstå disse patologiske tilfælde såvel som det faktum, at borgere i demokratiske og civiliserede lande uden større overvejelser bidrog til tortur og folkemord. Anden Verdenskrig var altså en central begivenhed i disciplinens opståen. Krigen skabte et behov for at forstå individerne i samfundet, både eliter og masser. Det blev påtrængende at forstå, hvornår og hvorfor vi opfører os som fredelige demokratiske mennesker, og hvornår vi udviser patologisk adfærd.
I studiet af koblingen mellem omgivelser og personlighed var Sigmund Freuds arbejde en uvurderlig inspirationskilde. Ikke nok med at Freud havde udviklet et teoriapparat, han havde også sammen med William Bullit forfattet en psykobiografi om den tidligere amerikanske præsident Woodrow Wilson. Selvsamme Wilson blev offer for det nok vigtigste bidrag til disciplinens første fase, da han var analyseobjekt i Alexander George og Juliette Georges psykobiografiske analyse Woodrow Wilson And Colonel House: A Personality Study (1956). I dette værk blev Wilsons selvudslettende personlighed beskrevet med udgangspunkt i Freuds psykoanalyse. Denne psykobiografiske metode var revolutionerende, fordi den modsat klassisk freudiansk psykoanalyse undersøgte et individs personlighed ud fra andenhåndskilder i stedet for direkte samtale. Metoden viste sig at være så anvendelig, at CIA begyndte at benytte den til at analysere politiske ledere og stadig bruger den i dag. For eksempel blev Saddam Husseins personlighed kortlagt forud for Golf-krigene (Post 1990). Således var den psykologiske biografi et nødvendigt redskab i den amerikanske udenrigspolitik forud for Irak-krigen i 1990. I denne periode udkom også en del litteratur om forholdet mellem eliten og masserne. Således var fokus ikke kun på lederes personlighed per se, men på menneskets personlighed. I forskningen tilsigtedes det at finde ud af, hvad man kan få mennesker til at gøre. Denne forskning inkluderer vigtige bidrag som The Authoritarian Personality (1950) af Adorno et al., og Milgrams forsøg med lydighed over for autoriteter (bedst opsummeret og beskrevet 20 år senere i Milgram 1974). Fælles for denne forskning er, at den prøver at forstå, hvordan tilsyneladende almindelige mennesker accepterer at påføre andre mennesker smerte og død, såfremt en autoritetsperson opfordrer dem til at gøre det. At disse studier stadig er relevante, illustreres af Jerry Burger, som i 2008 foretog en delvis gentagelse af Milgrams forsøg og fik nogenlunde samme resultater: Mellem 60 og 70 % af alle mænd og kvinder er villige til at give en anden person elektrisk stød på mere end 150 volt, såfremt en autoritetsperson beder dem om at gøre det (Burger 2009).
FASE 2: BEHAVIORISME OG POLITISK ADFÆRD
Den anden fase vandt frem i begyndelsen af 1960’erne, da både statskundskab og politisk psykologi undergik en behavioristisk revolution, ikke mindst takket være rational choice-teorien (Simon 1983; Simon 1995). En vigtig, men ikke særlig radikal figur, var økonomen Herbert Simon, der i starten af 1950’erne indledte sit arbejde med teorien om ‘bundet rationalitet’, bounded rationality, som for alvor slog igennem i det efterfølgende årti. Simon anerkender, at der eksisterer rationalitet, omend den er mere begrænset end rational choiceproponenter forventer. Aktøren samler information, bearbejder den, fordeler den på de forskellige alternativer og træffer herefter en beslutning – men aktøren stopper med at bruge ressourcer på en given beslutning, når han finder et alternativ, der er tilfredsstillende. Ifølge rational choice-teorien ville en aktør derimod blive ved, til han finder det optimale alternativ.
Behaviorismens sejrstogt medførte et stærkt fokus på kvantitativ metode og statistisk analyse af data. Fokus blev derfor rettet mod holdninger og adfærd, der huserede blandt de brede masser i samfundet. Det empiriske genstandsfelt i denne periode var domineret af politisk adfærd, primært set ud fra et behavioristisk perspektiv (Sullivan, Rahn og Rudolph 2002a: 24). Den vigtigste forsker i denne periode er formentlig Philip Converse, som i artiklen The Nature of Belief Systems in Mass Publics (1964) analyserede den amerikanske befolknings politiske viden eller mangel på samme ud fra kvantitative parametre. Rational choice-teorien blev udviklet til sit nuværende stadium: Den indstiftede sin antagelse om næsten ubegrænset menneskelig rationalitet. Politisk psykologi begyndte her at demonstrere, at den menneskelige rationalitet er begrænset, og at både den menneskelige natur og sociale
