af Frank et al. i denne antologi med udgangspunkt i en undersøgelse af dansk cannabisdyrkning. At der således er et illegalt marked for cannabis, og hvordan vi kan forstå det, diskuteres af Sandberg, dog med udgangspunkt i norske forhold.
Indendørsdyrkning og forædlingen af cannabisfrø og -planter har medført, at der er kommet flere cannabisprodukter med et højere indhold af THC på markedet. Disse kendes også under betegnelsen skunk. Denne udvikling har givet anledning til bekymring blandt fagfolk, idet et stærkere cannabisprodukt er blevet forbundet med øget risiko for både akutte og mere kroniske helbredsskader ved brug, herunder med øget risiko for afhængighed, cannabisfremkaldte psykoser og panikanfald, skizofreni og hukommelsesskader (se fx EMCDDA 2004a). Hvorvidt brug af cannabis med et øget THC-niveau i forhold til brug af mere traditionelle cannabisprodukter medvirker til et øget folkesundhedsproblem er dog omdiskuteret (EMCDDA 2004b; Room et al. 2010). Også omfanget og arten af problemer og skader forårsaget af cannabisbrug hersker der uenighed om, fx er det fortsat uklart, om de statistiske oplysninger om øget behandlingsefterspørgsel afspejler ændringer i indberetnings- og henvisningspraksis eller stigning i antallet af personer, der har behov for hjælp (EMCDDA 2004a). Der er således brug for mere forskning på området i forhold til cannabisplanters mere eller mindre koncentrerede indhold af THC, før der kan sige noget mere konkluderende omkring dette (Room et al. 2010). Omvendt har flere forskere peget på, at både akutte og varige helbredsskader i forskellige sammenhænge er blevet (stærkt) overdrevet, og gennem tiden endt i deciderede skræmmekampagner, der har været ført for at forbyde cannabis (Chevannes 2004; Klein 2008; Musto 1973). Flere forskere peger således også på, at de helbredsmæssige skader man kan få af alkohol, langt overgår de skader, man kan få af cannabis, og at de skader, kriminaliseringen af cannabis kan give, som fx fængselsstraf, social udstødelse og marginalisering, langt overgår de mulige helbredsmæssige skader (Gossop 2000; Room et al. 2010; Sandberg & Pedersen 2010). Frem til midten af 1990’erne blev cannabis dog i de fleste vestlige lande anset for et relativt harmløst rusmiddel i forhold til helbredsmæssige skader. Nye videnskabelige, især medicinske, psykologiske og farmakologiske studier medvirkede imidlertid til, at der blev sat øget fokus på potentielle skadevirkninger og afhængighedsproblematikker ved cannabisbrug (Room et al. 2010).
Det er dog stadig til diskussion, hvor meget, hvor længe og under hvilke omstændigheder cannabis kan give skader (EMCDDA 2004a), ligesom andre faktorer, som fx psykisk sygdom eller dårlige sociale forhold, kan være medvirkende til at opretholde et skadeligt forbrug (ibid.). I denne antologi diskuterer Hesse & Tutenges cannabisbrug og -misbrug på Roskildefestivalen. Kronbæk diskuterer opkomsten af og rationalerne bag at oprette særlige cannabisbehandlingsprogrammer i Danmark. Pedersen & Herold diskuterer misbrug af cannabis med udgangspunkt i unge mennesker indskrevet i stofbehandling og deres sociale netværk.
Cannabis har som tidligere beskrevet en lang historie som lægemiddel og havde sin storhedstid Europa i midten af 1800-tallet. Gennem de seneste 10-15 år er der igen kommet stadig større opmærksomhed på cannabisplantens medicinske virkninger og dermed på det fænomen, der også kaldes medicinsk cannabis (Aldrich 1997; Chapkis & Webb 2008; Grinspoon & Balakar 1997). Lige så vel som brug af cannabis til rekreative formål er forbudt i Danmark, er det også illegalt at bruge det til medicinske formål. Nogle lande, heriblandt Holland og Canada samt flere stater i USA, har dog i forskelligt omfang skabt legale ordninger, som muliggør dyrkning, besiddelse og indkøb af cannabis til medicinsk brug. Tilladelse til at udføre medicinske forsøg med brug af cannabis er desuden undervejs i flere og flere lande, ligesom større farmaceutiske virksomheder har fået tilladelse til at producere både syntetisk fremstillet cannabismedicin og medicin baseret på naturvokset cannabis til brug ved blandt andet sclerose og lindring af bivirkninger ved kemoterapi. Ud over dette er det et efterhånden udbredt fænomen, at cannabis anvendes til selvmedicinering i forbindelse med forskellige psykiske lidelser og sygdomme, herunder til smertelindring eller som lindring af bivirkninger af konventionel, lægeordineret medicin (Dahl & Frank 2010; Pedersen & Sandberg 2012).
Cannabisforbrug og -misbrug i Danmark
Mens rekreativ brug af cannabis har en lang tradition i Indien samt visse mellemøstlige og nordafrikanske lande, var cannabis frem til 1960’erne stort set ukendt som rusmiddel i Vesten. De tidligste beretninger fra Europa om brug af cannabis til rekreative formål stammer fra midten af 1800-tallet, hvor det efter at have været populært i visse parisiske kunster- og bohememiljøer, stort set forsvandt igen. I Danmark blev cannabis for alvor et nydelsesmiddel blandt grupper af unge i 1960’erne. Især ungdomsoprøret, hippiebevægelsen, opkomsten af Christiania i København og Thylejren i Jylland er stærkt forbundet med brugen af cannabis og andre bevidsthedsudvidende stoffer som LSD (Asmussen 2007a; Grünbaum 2005; Øvig-Knudsen 2011). I den forbindelse var det især cannabissens bevidsthedsændrende og -udvidende egenskaber, der blev anvendt til at understrege de værdier og alternative ideer om samfundet, som lå i de forskellige bevægelser, som fx fællesskab, frigørelse og selvudvikling (ibid., se også Sandberg & Pedersen 2010; Houborg & Vammen i denne antologi). Selvom cannabis således har en historie, der er tæt forbundet med udviklingen af 1960’ernes og 1970’ernes antiautoritære og samfundskritiske bevægelser, så er cannabis ikke længere nødvendigvis forbundet med bestemte former for politisk og/eller socialt alternative livsstile. Cannabis har i et vist omfang hele tiden indgået i heroinbrugeres forbrug af rusmidler, men blev i løbet af 1990’erne også del af forbruget i techno- og dansemiljøer, hvor hovedstofferne var ecstacy, kokain og amfetamin, og hvor cannabis blev brugt til at “falde ned på” i de tidlige morgentimer eller dagen efter festen (Sørensen 2008; Järvinen & Demant 2010). Men vigtigst af alt er, at cannabisbrug er noget, som ganske mange unge danskere prøver og måske praktiserer i en periode, hvorefter langt de fleste holder op igen, når uddannelsen afsluttes, arbejdslivet starter, familie etableres etc. (Sundhedsstyrelsen 2011). Faktisk peger flere forskere på, at cannabis er blevet “normaliseret”, dvs. at forbrug af cannabis ikke længere anses som tilhørende bestemte subkulturer eller alternative livsformer, men er forbundet med et forbrug, som alle kunne have (Järvinen & Demant 2011; Peretti-Watel 2003). Andre påpeger imidlertid, at normalisering kun foregår i bestemte kredse eller subkulturer, ikke i samfundet generelt (Hathaway et al. 2011), eller som det også fremføres, så forudsætter normaliseringstesen, at stoffet er så kulturelt normaliseret, at brugen af det ikke nødvendiggør retfærdiggørelse, hvilket langtfra er tilfældet ifølge Sandberg & Pedersen (2010). Normaliseringstemaet belyses nærmere af Sørensen et al. i artiklen om cannabis på tekniske skoler.
Hvor mange, der bruger cannabis på daglig eller jævnlig basis, findes der ikke eksakte tal for, men det anslås, at op imod halvdelen af danskerne har prøvet det mindst en gang i deres liv. Således viser opgørelser fra 2010 vedrørende danskere i alderen 16-44 år, at 41,5 % har indtaget cannabis nogensinde, 8,9 % har brugt cannabis inden for det seneste år,1 og 3,5 % har brugt cannabis den seneste måned (Sundhedsstyrelsen 2011:15).2 Sammenlignet med tal fra 1994, hvor livstidsprævalensen var 37,2 %, ses en stigning fra 2,4 % i den seneste måned og 7,4 % det seneste år. Forbruget synes dog at have været stagnerende fra 2000-2010 (ibid.). Det aktuelle forbrug er størst blandt de yngste aldersgrupper (16-24 år), hvorefter det – for både mænds og kvinders vedkommende – aftager med stigende alder. Indtil begyndelsen af 00-erne opgjorde Sundhedsstyrelsen ikke antallet af stofmisbrugere i forhold til hovedstoffer. I de senere år ses antallet af heroinmisbrugere at være faldende, mens antallet af misbrugere af enten kokain eller hash at være stigende (Sundhedsstyrelsen 2011). I forhold til hashmisbrugere er det styrelsens skøn, at der i 2009 var 10.900 hashmisbrugere ud af 33.000 stofmisbrugere i Danmark, hvilket er en stigning fra de skønnede 7.900 hashmisbrugere i 2005 (ibid.:32). Således oplever behandlingssystemet også, at flere og flere søger behandling for misbrug af hash og centralstimulerende stoffer, frem for misbrug af heroin. Kronbæk diskuterer dette nærmere i sin artikel om hashbehandling i Danmark.
Narkotikakontrolpolitik: National og international lovgivning
I Danmark er cannabis
