dansk stofmisbrugsbehandling. Aarhus: Center for Rusmiddelforskning.
Pedersen, W. & Sandberg, S. (2012). The medicalisation of revolt: a sociological analysis of medical cannabis users. Sociology of Health & Illness, e-pub ahead of print: DOI: 10.1111/j.1467-9566.2012.01476.x.
Peretti-Watel, P. (2003): How does one become a Cannabis Smoker? A Quantitative Approach. Revue française de sociologie, 5 (44), 3-27.
Room, R., Fischer, B., Hall, W., Lenton, S. & Reuter, P. (2010). Cannabis Policy. Moving beyond stalemate. Oxford: Oxford University Press.
Russo, E., Hong-En Jiang, Xiao Li m.fl. (2008). Phytochemical and Genetic Analyses of Ancient Cannabis from Central Asia. Journal of Experimental Botany 59(15): 4171-4182.
Sandberg, S. & Pedersen, W. (2010). Cannabiskultur. Oslo: Universitetsforlaget.
Storgaard, A. (1992). Straf for narkotikakriminalitet. Skrifter fra Center for Alkohol- og Narkotikaforskning ved Aarhus Universitet, 1 (1). Aarhus: Aarhus Universitet.
Storgaard, L.L. (2005).Trends in cannabis use and changes in cannabis policy in Denmark. I: Kraus, L. & Korf, D.J. (red.). Research on Drugs and Drug Policy from a European Perspective. Lengerich: Pabst Science Publishers, s. 35-47.
Sundhedsstyrelsen (2011). Narkotikasituationen i Danmark. København: Sundhedsstyrelsen.
Sørensen, J.K. (2008). Fest, fritid og nye farer. Unges håndtering af risiko i stofbrug. I: Asmussen, V. & Jöhncke, S. (red.). Brugerperspektiver. Fra stofmisbrug til socialpolitik? Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, s. 72-96.
Zimmerman, D.H. & Wieder, L.D. (1978). ‘You can’t help but get stoned’. Notes on the social organization of marijuana smoking. Social Problems, 25:198-207.
Zinberg, N.E. (1984). Drug, Set and Setting. The Basis for Controlled Intoxicant Use. Yale University: Yale University Press.
Øvig Knudsen, P. (2011). Hippie – Tre år og 74 dage der forandrede Danmark. København: Gyldendal.
Noter
1. Den sidste måned medregnet.
2. Det sidste år medregnet.
3. Rigsadvokaten Informerer, meddelelse nr. 6/2006.
4. Depenalisering betyder, at selvom en handling er strafbar, straffes den ikke eller kun meget lempeligt.
5. Se Rigsadvokaten Informerer, nr. 35/ 2004 om ændring i Lov om euforisende stoffer.
6. Tak til Christian Lindholst, Institut for Retsmedicin, Aarhus Universitet, for information om omregningsfaktorer.
Hashbekymringer 1965-1969
Esben Houborg & Katrine Schjødt Vammen
Den 23. januar 1969 gennemførte Folketinget sin første større narkotikadebat. Det skete med udgangspunkt i en redegørelse fra regeringen om narkotikasituationen og den efterfølgende førstebehandling af et lovforslag om at øge strafferammen for narkotikakriminalitet fra 2 til 6 år. Den 11. juni 1969 blev lovforslaget vedtaget, men under betingelse af, at der i retshåndhævelsen blev skelnet mellem cannabis og andre stoffer og mellem brugere og sælgere af illegale stoffer. Dette var en markant begivenhed i dansk narkotikapolitisk historie, som lagde fundamentet for dansk narkotikapolitik de næste 35 år og markerede en helt anden vej end de meget restriktive narkotikapolitikker, som blev vedtaget i Sverige og Norge i samme periode.
Vedtagelsen af den nye narkotikapolitik var den foreløbige kulmination på den samfundsdebat om “ungdomsnarkomanien”, som startede i 1965, og som engagerede mange forskellige aktører. Mange af deltagerne i debatten gav udtryk for at stå over for et akut problem, som de ikke helt forstod, men som de ikke desto mindre mente, man var nødt til at handle i forhold til. Centralt i debatten stod emnet ‘cannabis’ (Storgaard, 2000).
Cannabis blev frem til midten af 1960’erne især forbundet med særlige miljøer af bohemer og musikere i tilknytning til bestemte restaurationer og jazzspillesteder i København, og distribution af stoffet blev især forbundet med udlændinge, der kom til landet (Behrendt et al. 1971; Jersild 1961). I 1965 begyndte aviserne imidlertid at skrive om, at cannabisbrug spredte sig til bredere kredse af unge. I maj 1965 skrev Ekstra Bladet fx under overskriften “Mange unge ryger marihuana”:
Officielt eksisterer der ikke noget marihuanaproblem herhjemme. Imidlertid har Ekstra Bladet efter indgående undersøgelser konstateret, at marihuanarygning florerer i vid udstrækning mellem unge, især i København. (“Mange unge ryger marihuana”, Ekstra Bladet 20.5.1965)
Hen over sommeren og efteråret 1965 blev der skrevet et stort antal avisartikler om en række narkotikasager, som involverede unge i alderen fra 17 til 24 år. Specielt den såkaldte “Gentoftesag” var med til at sætte stofbrug blandt unge på dagsordenen. Denne sag involverede ganske vist især stoffer som morfin og butalgin (metadon), som en gruppe unge skaffede gennem indbrud hos læger og på apoteker. Men sagen havde også tråde til andre sager, som involverede salg af cannabis i København fra lejligheder og på restaurationer, som pressen begyndte at interessere sig for (“Narkotikaaffære”, Politiken 22.8.1965; “Blaffer kom i politibil og tilstår narkotikatyveri”, Politiken 27.8.1965; “Flere anholdelser ventes”, Politiken 31.8.1965; “To narkomaner plyndrer apotek”, Aktuelt 16.8.1965; “Tjente 7000 på hashish”, Aktuelt 25.8.1965; “Narkoman fik opium på bladredaktion”, Aktuelt 27.8.1965; “Anholdt for at sælge marihuana”, Aktuelt 31.8.1965; “Mona Lisa gået under jorden”, Ekstra Bladet 24.8.1965). Gentoftesagen er et eksempel på det tætte samspil mellem presse og politikere, som prægede debatten om de nye rusmidler i 1960’erne og 1970’erne, idet sagen foranledigede, at det blev rejst som et spørgsmål i Folketinget over for regeringen, om apotekerne opbevarede narkotika på en betryggende måde (Greve 1984:68; Folketingstidende 1964-65:6400). Mens det var muligt at forklare de unge narkotikamisbrugere med udgangspunkt i eksisterende forståelser af stofmisbrug, kriminalitet og unges tilpasningsvanskeligheder, så var det langt sværere at forholde sig til de unge cannabisbrugere med udgangspunkt i disse forklaringsmodeller. I den følgende periode engagerede mange aktører sig derfor i at prøve at forstå det nye fænomen og finde ud af, hvordan det skulle håndteres. Nogle af de centrale spørgsmål var: Hvad er cannabis for et stof, hvordan virker det, hvor farligt er det, hvem er brugerne, hvor mange er de?
Vi betragter på den baggrund cannabis som en “bekymringsgenstand”1 (Blok & Jensen 2010; Latour 2004), det vil sige som noget, som mange forskellige aktører forholdt sig til som et presserende emne, hvad enten det var, fordi de brugte stoffet, fordi de skulle lovgive om det, var bekymrede for, hvordan det ville påvirke ‘ungdommen’ eller samfundet som sådan, fordi de som eksperter skulle forholde sig til direkte eller indirekte risici forbundet med stoffet eller noget helt andet. Vi er interesserede i de bekymringer, som cannabis vakte, og hvordan forskellige aktører forholdt sig til, hvordan cannabis skulle forstås og kategoriseres.
Socialvidenskabelig rusmiddelforskning har vist, at kategoriseringen af psykoaktive stoffer langtfra kun er et spørgsmål om stoffernes farmakologi, men at der spiller mange forskellige interesser, holdninger, bekymringer osv. ind (Becker 2001). Det vil sige, at kategoriseringen af stoffer i lige så høj grad afspejler, hvordan forskellige aktører i samfundet betragter stofferne og deres brugere, som den afspejler egenskaber ved stofferne selv. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på de samfundsprocesser, der er involverede,
