nemlig gennem moralsk-fordømmende holdning. Dette mente Petersen kunne gøre narkotikaproblemet langt mere alvorligt, end det behøvede at være, på samme måde som alkoholproblemet i USA blev forværret under forbudstiden. I stedet for at forbyde og fordømme cannabisbrug mente Petersen ligesom Mogens Jakobsen, at det handlede om at udvikle en kultur omkring stoffet, på samme måde som der eksisterede en kultur omkring alkohol. Dette kunne efter hans mening danne grundlag for en skadesreducerende politik.
Ingen kan påstå, at alkohol ikke er et mentalhygiejnisk, et socialt og et kriminologisk problem – og alligevel har vi inkorporeret alkohol i vor kultur. Fordi vi har erkendt alkoholproblemet som et kulturelt spørgsmål, dvs. at vi har truffet et VALG og opbygget normer omkring alkoholbrug – ud fra det synspunkt, at selvom alkohol indebærer risici, giver øl, vin og spiritus for de fleste så megen glæde, afslapning og befrielse, at samfundet må løbe risikoen. I konsekvens af hvilket, samfundet fører en alkoholpolitik, hvor man stræber efter at mindske skadevirkningerne, fx gennem skattepolitikken og i øvrigt “lapper på” skaderne. (“Vi har lært at leve med sprit – hvorfor ikke prøve med hash?”, Aktuelt 21.1.1969)
Overlæge Mogens Nimb placerede ligesom de ovenstående aktører cannabis i samme farekategori som alkohol. Men i modsætning til Eggert Petersen og Mogens Jakobsen baserede han ikke sin holdning til regulering af stoffet på en kulturel forståelse af rusmidlernes rolle i samfundet, men derimod (delvist) på en medicinsk afvejning af stoffernes terapeutiske nytte i forhold til deres skadelige virkninger.
Lægeligt set er spørgsmålet enkelt: Vi kan ikke akceptere skadevirkninger i det hele taget, fordi vort referencepunkt er en terapeutisk effekt, som vi i denne problemstilling ikke kan erkende. (Nimb 1969:7)
Imidlertid var han nødt til at anerkende betydningen af det kulturelle aspekt i forhold til brug af rusmidler, idet både alkohol og tobak ud fra et sådant medicinsk perspektiv burde forbydes. Hvilket dog næppe kunne lade sig gøre, da begge rusmidler var en integreret del af den danske kultur. Nimb anerkendte derfor også, at rusens pris ikke kun var en medicinsk afgørelse, men noget, der var genstand for social forhandling.
Vi har ikke noget almindeligt ankerkendt kriterium for, hvilken pris vi vil akceptere for en rus, for en lystoplevelse, for en ændring i vor subjektive tilstand, som vi selv opfatter som noget positivt. (Ibid.)
Nimb vidste udmærket, at cannabis var en del af andre landes kultur, på samme måde som alkohol var en del af den danske kultur, og han erkendte, at stoffet næppe kunne holdes ude af Danmark. Men han argumenterede ud fra et folkesundhedsmæssigt synspunkt mod en legalisering, da det med stor sandsynlighed ville lede til øget forbrug og dermed flere skader.
Er det stoffet eller samfundets reaktion, der skader mest?
Cannabisdebatten handlede ikke kun om, hvor farligt stoffet var, men også om de mulige skadevirkninger ved samfundets måde at forholde sig til stoffet og dets brugere på – specielt kriminaliseringen af cannabisbrugere. Denne bekymring blev specielt en vigtig del af debatten, efter at regeringen i slutningen af 1968 foreslog at udvide strafferammen for narkotikakriminalitet fra 2 til 6 års fængsel. Nogle aktører, specielt repræsentanter fra retsvæsenet, mente, at hårdere straffe for salg af narkotika og udvidede efterforskningsmetoder såsom telefonaflytning var nødvendige midler i kampen mod narkotika. Det gjaldt fx statsadvokat Lindegaard i (Lindegaard 1969:8ff) og lederen af narkotikaafdelingen ved Københavns Politi, Volmer Nissen, som deltog aktivt i narkotikadebatten og argumenterede for strafskærpelsen, bl.a. for at få samme straffeniveau som Sverige og Norge (fx “Ren svir at sælge narkotika i Danmark”, Aktuelt 9.1.1969; “Vi er alle sammen ude at svømme”, Information 23.-24.11.1968; “Det er mord, siger narko-chefen”, Ekstra Bladet 22.1.1969). I oktober 1968 udtalte Volmer Nissen således til Politiken, i forbindelse med en artikel om, at rigsadvokaten opfordrede justitsministeren til at øge strafferammen i narkotikasager, at Danmark tiltrak narkotikaforhandlere pga. det lave straffeniveau – i modsætning til Norge og Sverige.
Vi suger narkotika-forhandlere til landet, fordi det – rent straffemæssigt – er billigt at sælge stof i Danmark, siger politiadvokat V. Nissen, som nu er chef for narkotikapolitiet. Tyrkere, nordafrikanere, italienere og amerikanere strømmer hertil for at tjene penge på narkotika. De ved, de slipper billigt, hvis de bliver fanget, og mange betragter opholdet i et dansk fængsel som den rene rekreation. […] De fleste narkotika-forhandlere tør ikke sætte deres ben i Norge, hvor man slår hårdt til, og de er også mere forsigtige i Sverige, end de er herhjemme. Det kan ikke være meningen, at det skal være en fordel at sælge stoffet i Danmark. (“Hårdere straffe for salg af narkotika”, Ekstra Bladet 24.10.1968)
Andre aktører var bekymrede for, at en højere strafferamme ville kriminalisere de mange unge cannabisbrugere yderligere. Denne bekymring blev både delt af aktører, som gik ind for at opretholde forbuddet mod cannabis, og aktører, som gik ind for en legalisering eller lempelse af lovgivningen. Stadslæge H.E. Knipschildt5 gik ikke ind for en legalisering af cannabis, men han var samtidig bekymret over den forhøjede strafferamme, bl.a. fordi det i mange tilfælde i praksis ville være svært at skelne mellem brugere og sælgere (“Hårde domme løser ikke problemet”, Aktuelt, 9.1.1969). Mogens Nimb gik heller ikke ind for legalisering af cannabis, men var kraftig modstander af forslaget om at forhøje strafferammen (Nimb 1969). Han deltog, sammen med en række andre narkotikaeksperter6, i en gruppe – kaldet “Narkotikaseminaret” – hvor man diskuterede det nye narkotikaproblem. Denne gruppe sendte i januar 1969 et brev til Folketinget, hvor den udtrykte bekymring over den planlagte strafskærpelse (“Narkotika-eksperterne imod ny strafferamme”, Politiken 10.1.1969). Seminaret mente ikke, at der var dokumentation for, at der var behov for øgede strafferammer, bl.a. fordi meget tydede på, at cannabismarkedet ikke var specielt profitabelt. Desuden mente seminaret, at strafskærpelserne ville have en række negative konsekvenser: Der ville ske en afsmitning, så straffen for brugere ville blive øget; den ville øge afstanden mellem stofbrugere og det konventionelle samfund; den ville sandsynligvis medføre højere stofpriser og dermed gøre det danske stofmarked mere attraktivt for organiseret professionel kriminalitet; erfaringer fra andre lande tydede desuden ikke på, at forhøjede strafferammer virkede med hensyn til en løsning af problemet, men tværtimod forværrede det. På den baggrund anbefalede seminaret, at man i stedet prioriterede den sociale og behandlingsmæssige indsats (Folketingets narkotikaudvalg 1969, bilag 11).
En anden gruppe, som bestod af 70 lærere fra København, var bekymret over, at lovgivningen placerede cannabis og andre illegale stoffer i samme kategori, fordi der dermed var fare for, at der også i praksis ville ske en sammenblanding af stofferne i de miljøer, hvor de blev omsat og anvendt. De leverede dermed en social forklaring på progression fra cannabis til hårde stoffer i modsætning til de stof- og individcentrerede forklaringer, vi behandlede tidligere. Lærerne bad på den baggrund Folketinget om at indføre en skelnen mellem cannabis og andre stoffer og om muligt legalisere cannabis. Henvendelsen blev refereret i Ekstra Bladet den 18. januar 1969.
Der bør efter vor opfattelse skelnes klart mellem hash og narkotika. Disse stoffer er med hensyn til påvirkning og tilvænning af vidt forskellig karakter, idet hash i modsætning til de narkotiske stoffer ikke er vanedannende, ligesom hash ikke medfører genetiske skader eller alvorlige fysiologiske forstyrrelser. Den nuværende lovgivning der i lige måde kriminaliserer hash og narkotika er således urimelig. Danmark har i øjeblikket et relativt stort antal hashbrugere og et relativt beskedent antal narkotikabrugere. Begge kategorier er under den nuværende lovgivning henvist til at skaffe sig stofferne i det samme miljø – hvor stofferne ofte handles i flæng. Den miljømæssige sammenblanding indebærer for os at se en meget betydelig risiko for at de mange hash-brugere bevidst eller ubevidst tilskyndes til brug af narkotika, som der ikke er væsentlig større risiko ved at skaffe. Vi opfordrer derfor regering og folketing til ad lovgivningens vej at drage skel mellem hash og narkotika, om muligt ved at gøre distribution og brug af hash legal og bringe det under betryggende offentlig kontrol.
