Erik Manniche7 (“Legaliser hash-!”, Information 21.11.1968) og kriminologen Preben Wolf (“Hvem står bag?”, Politiken 22.11.1968) argumenterede også for en legalisering eller liberalisering af adgangen til illegale stoffer som et nødvendigt skridt for at undgå at tiltrække organiseret kriminalitet. Under overskriften “Legaliser hash –!” skrev Erik Manniche en kronik i dagbladet Information, hvor han forudså, at der fortsat, uanset forbuddet, ville være en stor efterspørgsel efter cannabis i Danmark. Tilstrækkeligt stort til at det ville være et attraktivt marked for organiseret kriminalitet – modsat den ret beskedne efterspørgsel efter hårde stoffer.
Med hensyn til hash vil markedsmulighederne næsten med sikkerhed være særdeles tiltalende – bl.a. fordi en tilstrækkelig stor del af den danske befolkning ikke vil stille sig komplet og kompakt afvisende over for hash. Og det er præcis her, at problemet omkring hash ligger: ikke i hash’en i sig selv – men i faren for, at internationale kriminelle organisationer for alvor skal iværksætte en opdyrkning af det danske (skandinaviske) marked. (“Legaliser hash-!”, Information 21.11.1968, fremhævning i original)
Der ville ifølge Manniche fortsat være en stor efterspørgsel efter cannabis, fordi en forholdsvis stor gruppe danskere ikke ville være enige i lovens kategorisering af cannabis som et farligt rusmiddel og derfor ville have svært ved at acceptere lovgivningens legitimitet. Netop spørgsmålet om lovgivningens legitimitet spillede også en rolle i debatten. I et indlæg i Juristen i 1969 behandlede forsvarsadvokaten Arnold Rothenborg dette spørgsmål, idet han pegede på det problematiske i at have en lovgivning, som ikke blev overholdt af et stort antal mennesker. Rothenborg skelnede mellem to forskellige slags stofbrugere. På den ene side personer “… for hvem forbruget er ensidigt og ureflekteret nydelsesmæssigt bestemt og i sit væsen ikke adskiller sig fra konventionel alkoholisme” (Rothenborg 1969:13), altså misbrugere. På den anden side flertallet af brugerne, som han beskrev som personer “… for hvem forbruget i kraft af bestemt livsindstilling motiveres ud fra en vis ideologisk synsvinkel, der lægger vægt på en ganske bestemt tilsigtet virkning af intensiverende eufori,[…]” (ibid.). Det var i forhold til den sidste gruppe, at kriminaliseringen af stofbrug var problematisk. De opfattede sig ikke som kriminelle og var dermed på forhånd uimodtagelige for straffens specialpræventive virkninger. Der var desuden en fare for, at disse mennesker ville opfatte narkotikalovgivningen som en kriminalisering af deres livsstil, hvorved lovgivningen ville medvirke til at øge spændingerne i samfundet.
Cannabis i Folketinget
Som tidligere nævnt foranledigede Ekstra Bladets artikler fra sommeren 1966 om unges rejser til Mellemøsten folketingsmedlem fra Venstre Ib Thyregod til at spørge justitsministeren, om man kunne inddrage deres pas. Dette var, som vi også nævnte, begyndelsen på en proces, som i sidste ende ledte til formuleringen af en ny narkotikapolitik i Danmark. Justitsministeren afviste at gennemføre den foreslåede lovgivning, men besluttede dog at indhente oplysninger fra rigsadvokaten, politi, anklagemyndighed, Dansk Forsorgsselskab og Direktoratet for Fængselsvæsenet om misbrug af euforiserende stoffer blandt unge. Disse oplysninger blev overdraget til en arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen, som i 1967 var blevet bedt om at indsamle materiale som grundlag for at overveje, om der skulle iværksættes særlige foranstaltninger (Sundhedsstyrelsen 1968:8f).
Med udgangspunkt i arbejdsgruppens rapport afgav regeringen den 23. januar 1969 en redegørelse for narkotikasituationen, som efterfølgende blev debatteret af Folketinget, som i umiddelbar forlængelse heraf førstebehandlede lovforslaget om at sætte strafferammen op fra 2 til 6 år i narkotikasager. Centralt i folketingsforhandlingerne var spørgsmålet om cannabis og cannabisbrugernes fremtidige status i det danske samfund. På den ene side var der ikke flertal i Folketinget for en legalisering eller liberalisering af cannabis, hvilket avisoverskrifterne dagen efter folketingsdebatten tydeligt afspejlede: “Folketinget vil ikke frigive hash” (Berlingske Tidende), “Hashen bliver ikke frigivet foreløbig” (Berlingske Tidende), “Folketinget vil ikke frigive hash straks” (Ekstra Bladet), “Klart flertal mod at frigive hash” (Politiken), “Intet grundlag for hash-frihed nu”(Aktuelt). På den anden side var mange politikere optaget af, at en evt. strafskærpelse ikke måtte lede til en yderligere kriminalisering af cannabisbrugerne. I det følgende vil vi med udgangspunkt i Folketingets forhandlinger undersøge, hvordan man søgte at finde et kompromis mellem disse to hensyn, samtidig med at vi ser på, hvordan forskellige cannabisbekymringer blev artikuleret og forhandlet af Folketinget.
Den kulturelle udfordring spillede en vigtig rolle i forhandlingerne. Således var partiernes ordførere bevidste om, at cannabis for mange unge ikke var et almindeligt rusmiddel, men blev tillagt særlige betydninger, hvilket gjorde det vanskeligt at regulere, som den konservative ordfører bemærkede.
For en del unges vedkommende er der utvivlsomt tale om, at narkotika er blevet et symbol på deres forkastelse af det eksisterende samfund, og dyrkelsen af symboler synes for disse unge at have meget stor betydning. Symbolerne har en enestående magt over dem, og når symbolet er narkotikanydelse, gør dette selvfølgelig bekæmpelsen af misbrug vanskeligere. (Langkilde, Folketingstidende 1968-69:3076)
Også det Radikale Venstres og Socialistisk Folkepartis ordførere forbandt visse unges brug af illegale stoffer med unges afstandtagen og fremmedgørelse fra det bestående samfund, og begge ordførere fandt det – med udgangspunkt i narkotikaproblemet – nødvendigt at indlede en dialog med de unge om disse spørgsmål. Den radikale ordfører sagde således:
I den kommende tid tror jeg det er nødvendigt at få en debat i gang mellem grupper med modstående synspunkter – det vil vel især være mellem os gamle og de unge og yngre. Vi gamle må af de seneste års oplevelser lære, at vi ikke skal tale til de unge, men med de unge. (Ross, Folketingstidende 1968-69:3097)
Ordføreren for Venstresocialisterne så også brugen af euforiserende stoffer som et kulturelt fænomen og et generationsspørgsmål. Men i modsætning til de øvrige ordførere udtrykte han ikke en (større eller mindre grad af) imødekommelse af de unge fra de ældres side, men påtog sig derimod rollen som de unges repræsentant i en kritisk indstilling til det bestående samfund. Denne kritiske indstilling blev blot forstærket af de forslag om øgede sanktioner, som regeringen lagde op til. Dette blev set som en manglende imødekommelse og direkte bekæmpelse af ungdomsoprøret.
Jeg har undertiden funderet over, hvorfor reaktionen har været så rent ud sagt hysterisk. […] Forklaringen må være den, at man er angst for et eller andet, og så reagerer man panikslagent. Panikken har givet sig udslag i magtanvendelse i form af regeringens forslag om øget straf for handel med euforiserende stoffer. Det borgerlige samfund har altså også i denne situation, hvor det føler sin magt truet, reageret ganske traditionelt. Der er ingen væsensforskel på samfundets fremfusen overfor demonstranterne. I begge tilfælde søger man at kvæle en for samfundet uønsket adfærd med voldelige midler. (Kjær Rasmussen, Folketingstidende 1968-69:3107)
Nok spillede sammenhængen mellem cannabis og udfordringen fra ungdomsoprøret en vigtig rolle i folketingsdebatten,8 men spørgsmålet om farerne ved cannabis fyldte absolut mest i debatten, for de fleste ordførere synes at have været enige med den konservative ordfører, når han sagde “… til syvende og sidst må det selvfølgelig være afgørende for bedømmelsen af problemet, hvordan man vurderer farligheden af hash” (Folketingstidende 1968-69:3073). Indlæggene indeholdt mange af de argumenter, som også blev fremført i den offentlige debat. Kendetegnende for indlæggene var, at de ofte henviste til eksperter og ekspertviden. Den konservative ordfører henviste således til den norske professor Nils Retterstøl, som afviste legalisering pga. farerne for psykisk afhængighed, udvikling af sindslidelser og udvikling af misbrug af illegale stoffer. Ordførerne fra Venstre, Socialdemokratiet, det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti mente alle, at cannabis var forskellig fra hårde stoffer, men var i tvivl om, hvor farligt stoffet var. Deres konklusioner med hensyn til sagkundskaben, bl.a. baseret på en lukket høring med en
