almindelige indtryk fra dette møde, der var lukket, og fra senere offentlige udtalelser af regeringsudvalgets formand, stadslæge H.E. Knipschildt, der også var formand for arbejdsgruppen, går i retning af at fraråde et sådant skridt, men afvente den internationale lægelige udvikling. (Thyregod, Folketingstidende 1968-69:3086f)
Ordførerne mente dog at kunne udlede én forholdsvis sikker kendsgerning fra eksperterne, nemlig at cannabisbrug var skadelig for udsatte grupper, herunder ikke mindst børn. Den socialdemokratiske ordfører sammenlignede cannabis med alkohol, hvad skadelige virkninger angik. Men til forskel fra alkohol var det især børn og unge, som brugte cannabis. Netop hensynet til at beskytte børn og unge vejede specielt tungt i såvel Venstres, Socialdemokratiets som det Radikale Venstres afvisning af en legalisering. Den socialdemokratiske ordfører, Bernhard Tastesen, sagde således: “Det gør indtryk på mig, at eksperterne siger, at den gruppe, der i særlig grad vil blive ramt ved en frigivelse af hash, sådan som forholdene er nu, er børnene” (Tastesen, Folketingstidende 1968-69:3116). Mens ordførerne fra Venstre, Socialdemokratiet og det Radikale Venstre lod det stå hen i det uvisse, om de på et tidspunkt ville kunne støtte en legalisering af cannabis, så argumenterede Socialistisk Folkepartis ordfører for en legalisering på sigt. Argumentet herfor var, at cannabis var kommet for at blive, og at det danske samfund derfor måtte lære at leve med stoffet. Når han ikke mente, at der straks skulle ske en legalisering, skyldtes det, at der først måtte etableres et beredskab, som gjorde det danske samfund i stand til at håndtere konsekvenserne af en sådan legalisering. Altså et argument, som i en vis forstand lignede de argumenter, som Eggert Petersen og Mogens Jakobsen fremførte om en tilpasning af cannabis til det danske samfund, hvor de dog lagde vægt på det kulturelle aspekt, mens Morten Lange fra Socialistisk Folkeparti især synes at have lagt vægt på velfærdsstatslige institutioner og foranstaltninger.
Trods afvisningen af at legalisere cannabis skelnede partiernes ordførere mellem cannabis og hårde stoffer. Hen mod slutningen af debatten konkluderede Morten Lange fra Socialistisk Folkeparti således, at den eneste generelle tendens under folketingsdebatten havde været en enighed blandt partiernes ordførere om at skelne mellem cannabis og andre stoffer. Lange kritiserede derfor justitsministeren og forslaget om skærpede sanktioner for ikke at tydeliggøre en sådan skelnen.
Derimod synes jeg ikke, at det fremgik, at justitsministeren rigtig havde forstået en temmelig gennemgående tendens i hele debatten i dag, nemlig den, at bogstavelig talt samtlige ordførere har søgt at finde en skelnen mellem de meget farlige euforiserende stoffer og de mindre farlige. Det vil efter min mening være højest betænkeligt, om en sådan temmelig klar skelnen – ja man kan næsten ikke forlange en klarere på det grundlag, Folketinget har – skulle blive skjult i en ny lov, som efter det, der er blevet sagt her, faktisk vil skærpe lovgivningen vedrørende cannabisprodukter. (Lange, Folketingstidende 1968-69:3170)
Bernhard Tastesen fra Socialdemokratiet støttede Lange og truede indirekte med, at Socialdemokratiet ikke ville stemme for lovforslaget, hvis ikke der blev indført en skelnen mellem hash og hårde stoffer.
Der bør skelnes mellem de hårde stoffer og hash, og hvis justitsministeren ikke ændrer sin holdning, bliver det kun et spinkelt flertal i Folketinget, der gennemfører den nye lov. (Tastesen, Folketingstidende 1968-69:3171)
Justitsministeren svarede på kritikken ved at henvise til, at spørgsmålet om placeringen af hash i relation til straf var noget, som måtte blive en del af udvalgsarbejdet med lovgivningen. På baggrund af folketingsdebatten spillede spørgsmålet om, hvordan cannabis skulle klassificeres, en vigtig rolle i narkotikaudvalgets behandling af en eventuel ændring af Lov om euforiserende stoffer.
I forlængelse af den generelle narkotikapolitiske debat gennemførte Folketinget som nævnt også førstebehandlingen af lovforslaget om at øge strafferammen for narkotikakriminalitet. I den forbindelse udtrykte et flertal af de narkotikapolitiske ordførere en stærk bekymring over de eventuelle skadevirkninger ved en sådan forandring af samfundets reaktion i forhold til illegale stoffer. De var bekymrede for, at der ville ske en afsmitning således, at den øgede kriminalisering af professionel narkotikakriminalitet ville lede til en øget kriminalisering af almindelige stofbrugere, og dermed af et stort antal fortrinsvis unge mennesker (Houborg 2010; Storgaard 2000). Også dette spørgsmål spillede en vigtig rolle i narkotikaudvalgets arbejde.
I sidste ende accepterede et flertal (Konservative, Venstre, Socialdemokratiet og det Radikale Venstre) i Folketingets narkotikaudvalg og dermed i Folketinget den af justitsministeren foreslåede løsning, hvor cannabis bibeholdt sin klassificering som et særligt farligt stof, der var totalforbudt i Danmark (liste A), men at der i retshåndhævelsen, gennem et cirkulære fra rigsadvokaten, ville blive skelnet mellem cannabis og andre stoffer. Således ville bl.a. flergangsovertrædelser af Lov om euforiserende stoffer for besiddelse af cannabis til eget forbrug kunne afgøres med advarsler. Det ville også betyde, at mængden af cannabis, der skulle til for at blive dømt efter den skrappere § 191 i straffeloven med en strafferamme op til 6 år, ville ligge mellem 10 og 15 kg. I narkotikaudvalgets betænkning stod der således:
Det har været drøftet, om det ved reglernes udformning ville være hensigtsmæssigt at skelne mellem hash og andre former for euforiserende stoffer. Justitsministeren har fremhævet, at der allerede i gældende praksis skelnes mellem, hvilket euforiserende stof der er tale om, således at reaktionerne er mildere, hvor det drejer sig om udbredelse af hash. (Folketingstidende 1968-69:2644)
På lignende vis mente et flertal i udvalget også, at der med rigsadvokatens cirkulære var tilstrækkelig sikkerhed for, at der ikke ville ske en afsmitning i forhold til almindelige stofbrugere. Socialdemokratiets ordfører, Bernhard Tastesen, konkluderede endda, at med cirkulæret var der lagt op til en mildere praksis over for stofbrugere end hidtil.
Over for bruger- og misbrugergruppen vil man fremover følge en mildere kurs. Der gives kun advarsler og i visse tilfælde bøder for at være i ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer, herunder først og fremmest hash. (Folketingstidende 1968-69:7866)
Konklusion
Cannabis bibeholdt altså sin placering i kategorien af stoffer, som var totalforbudte i Danmark – liste A i bekendtgørelsen om Lov om euforiserende stoffer. På den måde var der i lovens ord ikke forskel mellem cannabis og “hårde” stoffer som heroin. Men samtidig blev det gjort meget klart fra Folketingets side, at det var lovgivernes intention, at i retshåndhævelsen skulle cannabis placeres i en anden kategori end de øvrige stoffer, dog fortsat sådan at besiddelse af cannabis til eget forbrug blev betragtet som en illegal handling. Dermed forblev reguleringen af cannabis inden for retsvæsenet, og der blev ikke åbnet for andre former for regulering af cannabisbrug, som nogle aktører i debatten havde håbet på.
Således lavede Folketinget et kompromis mellem flere af de forskellige hensyn og bekymringer, som var opstået i kølvandet på det nye narkotikaproblem. For det første blev der taget hensyn til politiets og anklagemyndighedens ønsker om skærpede sanktioner over for professionelle narkotikahandlere og bekymringen for, at Danmark med en lav strafferamme ville tiltrække narkotikakriminelle. For det andet var den måske vigtigste del af grundlaget for den vedtagne cannabispolitik bekymringerne med hensyn til stoffets eventuelle skadevirkninger, specielt i forhold til børn og unge. I sammenhæng hermed spillede det forhold, at stofmisbrug tilsyneladende især ramte socialt udsatte og særligt disponerede mennesker også en vigtig rolle. For det tredje søgte man gennem en moderation af retshåndhævelsen at tage højde for nogle af bekymringerne med hensyn til de eventuelle skadevirkninger ved samfundets reaktion i forhold til brugere af illegale stoffer, specielt faren for kriminalisering. Samtidig er det imidlertid også vigtigt at bemærke, at der var hensyn og bekymringer, som ikke fik så stor indflydelse på den vedtagne politik. Den vigtigste af disse er måske adresseringen af den kulturelle udfordring, som var forbundet med cannabis, og i tæt tilknytning
