til, at en politiker fra partiet Venstre spurgte justitsministeren om mulighederne for at forhindre, at unge rejste til Østen, fx ved at inddrage deres pas (Folketingstidende 1965-66:6400, “Skal unge narkomaner af med deres pas?”, Ekstra Bladet 19.7.1966). Justitsministeren afviste tvangsindgreb, men iværksatte dog en indsamling af informationer om unges brug af illegale rusmidler fra forskellige myndigheder, hvilket blev det første skridt i retning af en ændring af dansk narkotikapolitik (Folketingstidende 1965-66:6400, “Justitsministeren vil nu have undersøgt narkotikamisbruget”, Information 27.7.1966; “Minister-nej til pasinddragelse for narkomanerne”, Ekstra Bladet 28.7.1966).
I vort materiale finder vi flere aktører, som var positivt stemt over for de unges eksperimenter med at udvikle nye tilværelsesformer, men bekymrede over den rolle, de nye rusmidler spillede i den forbindelse. Andre var mere positivt indstillede over for stofferne og så specielt cannabis (og LSD) som en vigtig del af de unges eksperimenter. Sådanne holdninger finder vi i et tidsskrift som Politisk Revy (4.8.1967), men også i aviser – specielt dagbladet Information – finder vi dem. Et eksempel er forfatteren Barbara Berger, som så de unges eksperimenter med hash som en nødvendig del af en miljøkrise, som den vestlige verden var ved at gennemgå. En krise, hvor ungdommen gennem deres lange hår, fornægtelse af forbrugerspillet samt afvisning af det vestlige samfunds mål, værdier, kultur, materialisme og politiske liv tog afstand fra den ældre generations livsstil (“Hvad hash i virkeligheden handler om”, Information, 19.12.1968). Et andet eksempel er handelsfaglærer Lene Dragsdahl, som i et indlæg i Information med titlen “Hvad er det hash kan give?”(Information 15.1.1969) opfordrer til ikke at forsøge at skræmme de unge fra at ryge cannabis, da man vil miste de unges tillid, når de selv finder ud af, at det ikke er farligt, men tværtimod kan rumme positive oplevelser. Hun nævner bl.a., hvordan brug af cannabis kan skabe forbrødring og samhørighed mellem mennesker og befordre intense naturoplevelser. Et tredje eksempel, vi vil nævne, er en kronik af kulturskribenten Erik Wiedemann i Information, hvor han beskriver sine egne erfaringer med brug af cannabis. I den forbindelse beskriver han bl.a., hvordan cannabispåvirkningen kan skabe særlige musikoplevelser og være med til at sætte perspektiv på tilværelsen, så de vigtige ting kommer i fokus. Han sammenligner cannabisrusen med alkoholrusen, hvor han foretrækker den første.
Rygning er for mig værdifuld som læreproces, men der er jo også rusen, som jeg personligt langt foretrækker for den alkoholiske. Dels fordi den følges af en skærpet bevidsthed og ikke giver tømmermænd, dels fordi jeg sætter større pris på de egenskaber – fx intuition og opmærksomhed – den kan bringe frem, end på den aggressivitet og sentimentalitet, der ofte betones gennem spiritus. (“Med lidt hjælp fra mine venner”, Information 8.1.1969)
Når vi har nævnt disse eksempler på en accepterende og ligefrem positiv holdning i forhold til cannabis og unges brug deraf, skal det bemærkes, at langt den overvejende del af vort materiale indeholder problematiserende udsagn i forhold til cannabis. Men uanset om man var kritisk, neutral eller positiv, er der ingen tvivl om, at for de fleste deltagere i debatten var cannabis tæt forbundet med ungdomsoprøret og de udfordringer, det stillede det danske samfund over for.
Hvor farlig er cannabis?
Når cannabis vakte bekymring i 1960’erne, var det ikke kun pga. stoffets sammenhæng med ungdomsoprøret, men også pga. usikkerhed med hensyn til, hvilke risici der var forbundet med at bruge stoffet. Afklaring af disse risici var for mange vigtig for deres stillingtagen til stoffets fremtidige placering i det danske samfund. De risici, som især vakte bekymring, handlede om stofafhængighed, hvorvidt brug af cannabis ledte til brug af “hårde stoffer”, og hvorvidt man kunne få en psykisk lidelse ved at brug cannabis.
Med hensyn til spørgsmålet om afhængighed tyder vort materiale på, at det tidligt var en accepteret kendsgerning, at cannabis ikke ledte til fysisk afhængighed på samme måde som opiater, og at cannabis derfor adskilte sig fra disse stoffer. Derimod var en af de mest udbredte bekymringer i materialet spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang brug af cannabis kan lede til psykisk afhængighed. I relation til denne bekymring spillede eksperter en vigtig rolle, selvom også mange lægfolk deltog i debatten. I juli 1966 bragte Ekstra Bladet fx et interview med en af de eksperter, som optræder flere gange i vores materiale, farmakologen Erik Jakobsen, hvor han forklarede, at brugerne kunne blive psykisk afhængige af den cannabis-skabte eufori, som han betegnede som “… et bevidst velbefindende, som ikke passer til situationen”.
Nu er det hverken syndigt eller skadeligt at have det godt, sige professor Erik Jakobsen – men faren ved disse euforiserende stoffer er, at mange let forfalder til at bruge dem, fordi hvis man én gang har haft en stor oplevelse gennem ét af dem, er det svært at stå imod og lade være med prøve bare én gang til. Derfor kommer man let ud i et kronisk forbrug, og herved er vi ved det faremoment, der hedder tilvænning. – Denne består i, at man skal have større og større dosis for at opnå den virkning, man mærkede første gang, og derved kommer man hurtigt op på skadelig dosis. (“Eksperterne er uenige”, Ekstra Bladet 20.7.1966)
Erik Jakobsen udtrykker her en bekymring, som retter sig mod selve stoffet og dets rusvirkning med hensyn til udvikling af psykisk afhængighed. Dette skriver sig ind i en gruppe udsagn i debatten, som tilskrev cannabis nogle særligt farlige egenskaber. Sådanne bekymringer i forhold til stoffet selv og dets virkninger var en vigtig del af den offentlige debat, hvor der optrådte mange udsagn om, hvad stoffet kunne gøre ved specielt unge mennesker. Hvis vi vender tilbage til spørgsmålet om psykisk afhængighed, var en anden hyppigt optrædende opfattelse, at det ikke var egenskaber ved stoffet, men egenskaber ved brugeren af stoffet, som kunne bevirke, at der blev udviklet psykisk afhængighed. Dagen efter Erik Jakobsen udtalte sig om tilvænning til cannabis, bragte Ekstra Bladet således et interview med overlæge Torben Jersild fra Vestre Hospital, hvor han sammenlignede cannabis med alkohol.
Det [cannabis] er vanedannende på nøjagtig samme måde som spiritus er det – men ikke vanedannende på linje med andre narkotika. […] Marihuana er ikke automatisk vanedannende, men kan være det hos folk, der som drankere er disponerede, eller har psykiske svagheder. (“Marihuana er ikke farligere end spiritus”, Ekstra Bladet 21.5.1965)
I perioden frem til folketingsbeslutningen om at skærpe narkotikalovgivningen i juni 1969, var det i stigende grad den sidstnævnte opfattelse af sammenhængene mellem cannabis og psykisk afhængighed, der kommer til udtryk i vort materiale.
Lige så hyppigt som spørgsmålet om udvikling af afhængighed optræder også spørgsmålet om, i hvilket omfang brug af cannabis leder til brug af hårde stoffer – den såkaldte “vadestensteori”. I forhold til dette spørgsmål var der aktører, som hævdede, at brug af cannabis med stor sandsynlighed ville lede til brug af “hårde” stoffer, fordi man fik behov for stadig stærkere stoffer for at opnå den ønskede rus. Både danske og udenlandske erfaringer fra misbrugere af hårde stoffer viste, at mange havde begyndt deres stofkarrierer med cannabis. Det gjaldt fx en undersøgelse af unge stofmisbrugere indlagt på Vestre Hospital i perioden fra 1965 til 1968 (Jersild, Manniche & Wolf 1968). Imidlertid blev der i forhold til den pågældende undersøgelse gjort opmærksom på, at gruppen var særligt selekteret, og at man ikke umiddelbart kunne generalisere til cannabisbrugere generelt.4 Andre aktører var imidlertid mindre usikre. En af dem var politiadvokat og fra 1968 leder af narkotikapolitiet i København.
– Man har også sagt, at hash-nydelse er en uskyldig fornøjelse, som politiet ikke skal blande sig i? – Vi kan ikke se forskellen på hash og andre narkotika. Vi ved, at en del moderne mennesker kan ryge stoffet med mellemrum uden at tage skade af det, men vi ved også, at de hash-misbrugere, vi får herop, er lige så meget medtaget som pille-narkomanerne. Vi ved desuden, at samtlige pille-narkomaner er startet med hash, og endelig ved vi, at de udenlandske importører aldrig selv ryger hash. De kender nemlig risikoen. (“Det er mord siger narko-chefen”, Ekstra Bladet 22.1.1969)
Mens
