emne imidlertid om, at det var særlige kategorier af unge, som udviklede misbrug af cannabis og/eller “hårde” stoffer. I disse udsagn blev misbrug beskrevet som et symptom på mere grundlæggende personlige og sociale problemer, som imidlertid var med til at forværre situationen for disse udsatte børn og unge.
Det samme gjaldt et af de andre vigtige temaer i cannabisdebatten, nemlig spørgsmålet om udvikling af psykiske problemer eller direkte sindssygdomme som følge af cannabisbrug. Især psykisk ustabile personer og børn og unge, som endnu ikke var færdige med deres personlighedsudvikling, blev i flere tilfælde af eksperter beskrevet som værende i risiko for at udvikle psykiske komplikationer. I en artikel i Ugeskrift for Læger fra december 1967 og i forordet til en af de bøger om narkotika, som blev publiceret i perioden (Laurie 1967), beskrev Finn Jørgensen, psykiater fra Sankt Hans, som arbejdede med behandling af unge stofmisbrugere, at udviklingen af psykiske komplikationer var et samspil mellem stof og person. Baseret på egne cases og på en gennemgang af den internationale litteratur konkluderede han, at udvikling af misbrug i høj grad var socialt betinget (fattigdom, dårlige opvækstforhold osv.), mens udvikling af psykiske komplikationer i høj grad var forbundet med forudgående psykiske problemer hos individet. Hos sådanne individer kunne cannabisbrug være den udløsende faktor for en psykisk lidelse, men ikke i sig selv årsag til en sådan (Laurie 1967:17). Andre havde dog en anden holdning, og vi er stødt på flere artikler, som handlede om, hvordan cannabisbrug kunne lede til sindssyge. Ekstra Bladet bragte fx den 23. januar 1969 under overskriften “Sindssyg af hash” et referat af et foredrag, som overlæge Erik Olsen havde holdt i Aalborg, hvor han udtalte:
Mange er af den mening, at hash ikke er et farligt stof. Jeg er ikke i tvivl om, at det giver psykisk afhængighed. Man ønsker igen at få de oplevelser man havde under den forrige rus. Folk som er afhængige af hash bliver passive og ligeglade. Et væsentligt argument mod hash er, at enkelte mennesker bliver sindssyge, når de blot en gang har røget hash, siger Erik Olsen. (“Sindssyg af hash”, Ekstra Bladet 23.1.1969)
Selvom der var aktører, som anså cannabis som et farligt stof i sig selv, mener vi, at den dominerende tendens i cannabisdebatten var at se bestemte grupper af unge som særligt udsatte for risici med hensyn til at udvikle misbrug, gå over til hårde stoffer eller udvikle psykiske komplikationer.
Er misbrug symptom på andre problemer?
De tre vigtige bekymringer i cannabisdebatten, som vi har beskæftiget os med i det foregående, havde det tilfælles, at de til dels handlede om, hvorvidt eller i hvilken grad afhængighed, overgang til hårde stoffer eller udvikling af sindslidelser skulle tilskrives egenskaber ved stoffet eller egenskaber ved personen. Over den periode, som vort materiale dækker, kan vi se, at problemer i relation til cannabis i stigende grad bliver set som forbundet med personen. En af de måder, dette kom til udtryk på, var via myndigheder og institutioner, som arbejdede med udsatte unge. Fra disse myndigheder og institutioners side begyndte der i 1968 at komme fokus på den rolle, som cannabis og andre stoffer spillede i det unge klientels sociale og personlige problemer. Blandt dem, der formulerede denne sammenhæng mellem stofbrug og sociale problemer, var psykolog Karen Berntsen, som var leder af Ungdomsklinikken i København, og som udviklede et af de første behandlingsprogrammer for unge stofmisbrugere i Danmark, samt forstanderen for ungdomshjemmet Kjetterupgård, som var en af de første institutioner under Børne- og Ungdomsforsorgen, som arbejdede med behandling af stofmisbrug. I et referat fra et møde i Børne- og Ungdomsværnsforeningen i november 1968 udtalte klinikchef Karen Berntsen, at det var skrøbelige unge, der ikke formåede at leve op til forældrenes forventninger, som søgte ind i stofmiljøet. Her var der en større tolerance samt lavere krav til den enkelte (“De skrøbelige på narkotika-krogen”, Aktuelt, 16.11.1968).
I en artikel i tidsskriftet “Mentalhygiejne” fra 1969 beskrev juristen Jørgen Jepsen en udvikling i brugen af illegale stoffer fra i starten at have været en delvist ideologisk betinget form for adfærd, som især involverede ressourcestærke mennesker i ungdomsoprørets forreste geled, til også at omfatte socialt belastede unge. Han mente på den baggrund, i øvrigt på linje med andre, som kom i kontakt med unge med misbrugsproblemer (se Houborg 2006:53ff), at stofmisbrug i stigende grad skulle ses som et af flere symptomer på bagvedliggende sociale og personlige problemer.
Stofbrugen er ved at blive kædet sammen med andre sociale problemer end ungdomsoprøret. Brugergruppen rummer flere “tungere” tilfælde, brugen breder sig fx blandt de psykisk og socialt mindre veludrustede, den breder sig i arbejderklassen, og den breder sig især blandt de psykisk ustabile, de uden nævneværdige personlige eller sociale ressourcer, iblandt børneværnsklienterne, lovovertræderne, blandt de usikre og socialt marginale. (Jepsen 1969:9)
Denne differentiering mellem ideologiske brugere og problematiske brugere blev tydelig nogle af de steder, hvor unge samledes, fx Galleri 101, Klub 27 og senere Huset i Magstræde. Disse steder blev ikke kun frirum for unge til at engagere sig i forskellige aktiviteter, men også steder, hvor unge, som havde svært ved at finde sig til rette andre steder, kunne finde sig et frirum.
Hvor farlig er cannabis i forhold til andre rusmidler?
En stor del af cannabisdebatten handlede om, hvordan stoffet skulle placeres i forhold til andre kendte legale og illegale rusmidler. Specielt cannabis’ relative farlighed i forhold til alkohol og stoffer som heroin og morfin var et vigtigt emne. Skulle stoffet placeres i samme farekategori som alkohol eller sammen med heroin eller i en helt tredje kategori?
Blandt dem, som tenderede mod at placere cannabis i samme farekategori som alkohol, var overlæge Torben Jersild fra Vestre Hospital. I maj 1965 udtalte han således i den allerede nævnte artikel “Marihuana er ikke farligere end spiritus”, at cannabis var vanedannende på samme måde som spiritus, men ikke på samme måde som narkotika. Han mente, at marihuana ikke automatisk var vanedannende, men kunne være det hos personer, der, som alkoholikere, var disponerede eller havde psykiske svagheder (Ekstra Bladet, 21.5.1965).
Da den omfattende mediedækning af cannabis første gang kulminerede i sensommeren og efteråret 1965, trykte Information en leder, som gik i rette med de øvrige mediers unuancerede brug af ordet “narkotika” til at betegne cannabis. Lederen slog fast, at cannabis ikke var et narkotikum, og gik videre til at placere det i samme risikokategori som alkohol. Placeringen af stoffet i samme kategori som narkotika blev beskrevet som administrativt/politisk og ikke fagligt begrundet.
Marihuana – der også kan optræde i en anden mere komprimeret form under navnet haschisch – er ikke et narkotikum. Bevares, det står nævnt i loven om euforiserende stoffer, men det er saglig set en fejlplacering. Det er et berusende middel, som formodentlig er mere “ufarligt” end alkohol. Det mener adskillige engelske og amerikanske læger med et stort erfaringsmateriale, og deres vurdering synes at bekræftes af den kontemplative ro, som ofte følger med rygningen. Tilvænning er der heller ikke tale om, men enkelte kan selvfølgelig blive afhængige af marihuana, på samme måde som alkoholikere ikke kan undvære spiritus. (“Narkotika”, Information 26.8.1965)
For nogle aktører, som ikke opfattede stoffet som specielt skadeligt og derfor ikke mente, at der var noget rationelt grundlag for at forbyde stoffet, bestod den store udfordring for det danske samfund i at udvikle en cannabiskultur. Denne holdning blev bl.a. udtrykt af psykiater Mogens Jakobsen i Danmarks Radios udsendelse om narkotikaproblemet aftenen før den store folketingsdebat om narkotikasituationen, den 23. januar 1969. Han påpegede, at hash, næst efter alkohol, var verdens mest benyttede stimulans, hvorfor vi, ligesom andre folkeslag havde gjort i århundreder, måtte lære at leve hermed på en fornuftig måde (“Hårde ord fra de unge om den nye narkolov”, Ekstra Bladet, 23.1.1969).
I et indlæg i Aktuelt to dage før folketingsdebatten talte direktøren for mentalhygiejnisk laboratorium, psykolog Eggert Petersen, for en gradvis legalisering af cannabis. Han
