at prioritere mellem tiltag over for drivhuseffekten og tiltag over for smitsomme sygdomme, skulle der ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad de hver især ville finde vigtigst. Derfor økonomer.
Hensigten med Copenhagen Consensus er at bygge bro mellem forskernes elfenbenstårn og offentligheden. Vi har brug for økonomernes kolde tal for at vide, hvordan vi bedst kan yde et varmhjertet bidrag til en bedre verden. Forskning skal bruges. Viden skal bruges. Det har vi taget meget bogstaveligt i Copenhagen Consensus.
Det var ikke nogen nem opgave, drømmeholdet blev sat på. På nogle områder fandt de, at der ikke var tilstrækkelig information til at vurdere løsningerne. Det gjaldt på områderne uddannelse, konflikter og finansiel ustabilitet. Det er også et vigtigt resultat fra Copenhagen Consensus. At der er behov for yderligere forskning på disse områder.
Det er lidt den samme proces, FN’s klimapanel er i gang med. Da panelet kom med den første rapport om konsekvenserne af udledningen af drivhusgasser, viste det sig, at man manglede væsentlige informationer. Det har ført til ny forskning, og da panelet kom med deres anden og tredje rapport, var mange af hullerne lukket. Det har medført et stadig bedre beslutningsgrundlag.
At det er svært, bør ikke afholde os fra at prøve. At vi ikke ved alt, bør ikke afholde os fra at bruge det, vi ved. Materialet til Copenhagen Consensus viser, at der foreligger ganske omfattende viden om en række problemer og deres mulige løsninger.
Også hos Copenhagen Consensus-topøkonomerne var der en vis ydmyghed over for den vanskelige opgave. Jeg vil gerne understrege, at drømmeholdet havde helt frie hænder. De otte økonomer bestemte – naturligvis – suverænt resultatet af Copenhagen Consensus. Men det lykkedes rent faktisk at opnå konsensus. De otte var overraskende enige. I kapitlet “Resultater” kan du se, hvad drømmeholdet nåede frem til. Det positive budskab fra et enigt panel er, at vi kan gøre noget. At det er en god investering at forbedre vilkårene for verdens milliarder af fattige mennesker.
Ekspertpanelet på Copenhagen Consensus nåede frem til, at verden først og fremmest bør satse på at kontrollere HIV/AIDS. Omkring 28 millioner sygdomstilfælde kan forhindres frem til 2010. Det vil koste 27 milliarder dollar. Fordelene anslås at være mere end 40 gange så store. AIDS er et fremtrædende eksempel på, at det er en god investering at bekæmpe sygdomme.
Fejlernæring er nummer to på eksperternes liste. Sygdomme, der skyldes mangel på jern, zink, jod og A-vitamin, kan afhjælpes ved kosttilskud. Det vil give et exceptionelt højt udbytte i forhold til omkostningerne. Eksperterne anbefaler, at der investeres 12 milliarder dollar i at afhjælpe dette problem. I dag mangler omkring 3,5 milliarder mennesker jern. Det er utroligt vigtigt at gøre noget for at afhjælpe fejlernæring, især hos børn.
Frihandel er nummer tre på eksperternes liste. Omkostningerne ved at indføre frihandel vil være meget lave. Gevinsterne vil derimod være enorme, op mod 2.400 milliarder dollar om året.
Afskaffelse af handelsbarrierer kræver ikke mange penge. Her er først og fremmest brug for politisk vilje. Hele verden vil have fordel af frihandel, både fattige og rige lande, og større velstand betyder, at der bliver råd til at løse flere af verdens alvorlige problemer.
Kontrol med og behandling af malaria kom på en fjerdeplads på topøkonomernes liste. Især blev moskitonet behandlet med insektmiddel fremhævet som en investering, der vil give et meget højt afkast.
Ud over sygdomme, sult og frihandel står tiltag for rent drikkevand og bedre regeringsførelse højt på drømmeholdets liste.
Eksperterne har besvaret spørgsmålet: Hvis vi havde 50 milliarder dollar ekstra til at bruge på en bedre verden, hvor skulle vi så sætte ind først? Her anbefaler et enigt panel af topøkonomer, at der afsættes 27 milliarder dollar til bekæmpelse af HIV/AIDS, 12 milliarder dollar til fejlernæring, at der indføres frihandel, hvilket vil have meget lave omkostninger, og at over 10 milliarder dollar bruges på bekæmpelse af malaria.
Udgangspunktet for Copenhagen Consensus er, at verden står over for mange problemer, og at vi ikke har råd til at løse dem alle her og nu. Det positive budskab fra eksperterne er, at der findes rigtigt gode løsninger. HIV/AIDS, fejlernæring, handelsbarrierer og malaria er problemer, som kan løses meget effektivt.
De problemer, som kom højest på topøkonomernes liste, er helt basale problemer for milliarder af mennesker verden over. Ny teknologi, økonomisk vækst og udvikling har forbedret levevilkårene for mange mennesker. Alligevel er helt basale behov som at få tilstrækkelig og ordentlig mad og at have en basal sundhedstilstand meget presserende.
Så meget om de bedste løsninger. Dem kan både eksperter og alle gode viljer hurtigt blive enige om, bør sættes i værk. Vidste vi ikke i forvejen, at det var en god ting at bekæmpe sygdomme og fejlernæring? Hvem kan være uenig i det? Men nu fortæller økonomerne os, at det også er en økonomisk sund ide at investere i menneskers fremtid.
Hvad med den anden ende af listen – de dårlige løsninger? At prioritere er ikke alene svært. Det er også ubehageligt. Fordi en rangordnet liste ikke bare betyder, at der er noget, der kommer øverst på listen, men også at noget kommer nederst. Den tankegang virker stødende på mange. Skal vi da ikke gøre det hele – både løse sultproblemer, stoppe klimaforandringer, undgå krige osv.? Er det ikke ondt at vælge noget fra?
Et valg indebærer også et fravalg. Eksperterne delte deres liste op i fire kategorier: Meget gode løsninger, gode løsninger, acceptable løsninger og dårlige løsninger. I kategorien dårlige løsninger placerede de et af løsningsforslagene for migration, nemlig gæstearbejderprogrammer for ufaglærte. Desuden lå tre forslag til løsninger på klimaforandringer helt i bund. Det gjaldt Kyotoprotokollen og to forskellige forslag om skat på CO2.
Eksperterne ignorerer ikke, at klimaforandringer er vigtige. Men for verdens fattige lande, som vil blive ramt hårdest af klimaforandringerne, er problemer som HIV/AIDS, sult og malaria mere presserende, og de kan løses mere effektivt. Professor Stokey fra ekspertpanelet understregede, at klimaforandringer er et alvorligt problem, men at de løsninger, der var foreslået, herunder Kyoto, ikke er særligt effektive. Der er behov for mere forskning på området.
Nogle kritikere mener, at Copenhagen Consensus bruger en alt for snæversynet tilgang ved at fokusere på, hvilken effekt en løsning har, og hvad den koster. En enkelt kritiker optrådte ved Copenhagen Consensus’s afslutning med kikkertbriller for at skære denne pointe ud i pap: Økonomerne ser kun på et lille, snævert udsnit af verden med deres økonomiske tilgang.
Det er imidlertid interessant, at top-økonomernes prioritering ligger meget tæt på det resultat, som 80 unge studerende fra hele verden nåede til, da de blev stillet over for samme opgave som eksperterne. Dette Copenhagen Consensus Ungdomsforum bliver beskrevet selvstændigt her i bogen af Christian Friis Bach. Christian Friis Bach gør i sit kapitel meget ud af, at de unge valgte andre muligheder, men det væsentlige er naturligvis, at listen af udfordringer så ganske ens ud. Derudover fortæller han, at de unge ofte kom med langsigtede løsningsforslag, og at disse måske var bedre. Det er rigtigt, at valget står mellem klinikker og kondomer, men de svære spørgsmål står stadig tilbage: Skal vi redde 1.000.000 liv med kondomer eller 100.000 med den tilsvarende udgift gennem klinikker?
Dagbladet Politiken bad faktisk også et ekspertpanel i Uganda om at prioritere de store udfordringer, og resultatet lå også forbløffende tæt på økonomernes. Så der er meget, der tyder på, at der er bred opbakning til økonomernes prioritering.
Det faktum, at økonomernes kølige overblik, unges entusiastiske diskussioner og Ugandas eksperter nåede så ens resultater, understreger, at sygdomme og sult er meget påtrængende problemer.
