og 1970’ernes “grønne revolution” er et tydeligt eksempel på, hvordan moderne plantedyrkningsmetoder i vid udstrækning kan anvendes til de fattiges fordel. I dette tilfælde har dværgsorter af ris og hvede, som giver et stort udbytte, i væsentlig grad øget forsyningen af basisfødevarer i Asien og Sydamerika. Lignende fordele kan i dag opnås, hvis man bringer de bedste og nyeste teknologier i anvendelse, herunder implementering af bioteknologiske fremskridt.
Det er vanskeligt at vurdere afkastet på investeringer inden for dette område, men analyser har dog vist, at de relativt beskedne indledende omkostninger forbundet med plantedyrkning hurtigt kan genvindes, og at der fortsat akkumuleres et udbytte over mange år, indtil afgrøderne erstattes af nye sorter, som giver et endnu større udbytte. Beregninger af økonomien i nye dyrkede varianter med højere koncentrationer af mikronæringsstoffer (f.eks. A-vitaminforstadier i “gylden ris”) angiver, at benefit-cost-forholdet kan være meget højt – helt op til 15-20 – selv når man foretager nogle meget forsigtige antagelser, hvad angår optagelse og virkning. Investering i landbrugsteknologier er den mest effektive enkeltstående måde at øge indkomsten på i de grupper i udviklingslandene, som lider af kronisk sult.
Konklusion
Hvis man tager de udfordringer op, der er præsenteret her, vil det betyde et væsentligt bidrag til en forøgelse af velfærden blandt verdens fattigste mennesker – de 800 millioner, som er kronisk underernærede. Samtidig med at det kan betragtes som et gode i sig selv, er der tydelige indicier på, at alle de beskrevne fremgangsmåder kan retfærdiggøres økonomisk, på en sådan måde, at de forventede fordele forbundet med dem langt opvejer omkostningerne.
Underernæring og sult
Opponenters synspunkter
De to opponentartikler om sult og fejlernæring sætter ikke spørgsmålstegn ved den grundlæggende analyse og løsningerne foreslået af Behrman, Alderman og Hoddinott i deres videnskabelige artikel. I stedet kommer de på ret forskellig vis med mere materiale til debat om og indsigt i dette problem.
Simon Appleton mener, at Behrman og dennes medforfattere har foretaget en meget grundig og nøje vurdering af problemet og har foreslået nogle meget vigtige politiske løsninger. Han anerkender, at det er et meget bredt emne, men mener, at der i artiklen mangler en diskussion af, hvordan man bekæmper fattigdom, som er tæt knyttet til problemet fejlernæring. Han bemærker også, at hungersnød ikke behandles, og spekulerer på, hvorvidt afhjælpning af hungersnød ikke kan være grundlaget for den femte løsning.
Appleton antyder, at artiklens forfattere har undervurderet fordelene ved at mindske sult, først ved kun at overveje de direkte omkostninger ved fejlernæring og dernæst ved ikke at inkludere ikke-ernæringsmæssige fordele (f.eks. øget velfærd blandt mødre behandlet for at reducere udbredelsen af lav fødselsvægt). Behrman og dennes medforfattere blev dog bedt om at forholde sig til et meget specifikt emne og forsøgte nok med rette at bevare et snævert fokus.
Et andet kritikpunkt er, at ingen vægt gives til, hvor fordelene mærkes. Generelt vil en given fordel have en større virkning på mennesker i størst nød. Hvis man tager højde for dette, bør den tredje løsning – mikroernæringstilskud – gives en højere prioritet, fordi vitamin- og mineralunderskud er koncentreret i de fattigste dele af samfundet. Mere generelt foreslår Appleton, at problemet med sult og fejlernæring bør gives en højere prioritet end problemer, der er mindre forbundet med fattigdom, såsom finansiel eller handelsmæssig liberalisering.
Efter Appletons mening tildeler artiklen også reddede liv en for lav monetær værdi. Værdiansættelse af menneskeliv er altid meget svært, og man kan argumentere for at anse reddede liv for at være i en separat kategori adskilt fra økonomiske fordele, når problemerne prioriteres. Denne faktor bidrager også til en undervurdering af fordelene, som løsningerne fører med sig.
Som modsvar til dette har forfatterne anvendt ret fragmentariske beviser til at underbygge deres konklusioner, f.eks. ved ekstrapolering af data fra USA og Storbritannien til udviklingslande. Dette giver lønsomhedsforhold med en større grad af usikkerhed, men der er ingen tydelig systematisk over- eller undervurdering.
Det sidste punkt fremhævet af Appleton er, at lønsomhedsforhold citeres fra en række individuelle indgreb, men der er intet samlet forhold for hver løsning. Dette, mener han, er nødvendigt, hvis Copenhagen Consensus-eksperterne skal være i stand til at prioritere problemerne korrekt. Han har derfor lavet sine egne lønsomhedsvurderinger som følger:
| 1. | Reduktion af udbredelsen af lav fødselsvægt | 4 |
| 2. | Forbedring af ernæringstilstanden hos spædbørn og børn | 3 |
| 3. | Reduktion af mikroernæringsstofmangel | 36 |
| 4. | Landbrugsmæssig forskning og udvikling | 15 |
Peter Svedberg har en meget anderledes indfaldsvinkel i sin kommentar. Han siger om Behrman og hans medforfattere, at de “udstråler optimisme” angående håndtering af fejlernæring blandt børn. Han mener også, at der er yderligere grund til optimisme på baggrund af tilgængeligheden af billigere og bedre medicin og bedre målretning af kombinerede ernærings- og sundhedsprogrammer. Alle interventioner, der forbedrer sundhed, vil også med sikkerhed have en fordelagtig indvirkning på ernæringstilstanden.
Svedberg deler Appletons meninger om den tætte forbindelse mellem fejlernæring og fattigdom. Han ser indgående på de empiriske beviser og bemærker f.eks., at over halvdelen af afvigelser i hæmmet vækst blandt børn mellem lande kan forklares af forskelle i indkomst. Rigere husstande har ikke alene penge til at købe bedre mad til dem selv, men de sørger også for flere indtægter til regeringerne; indtægter, som kan bruges til at afhjælpe sult.
Han går et skridt videre i forsøget på at forstå selve årsagen til hungersnød i udviklingslande og bemærker, at der er flere betydningsfulde forskelle i omfanget af fejlernæring mellem lande med samme indkomst pr. person. Hans konklusion er, at det er problemer i forbindelse med institutioner og infrastruktur, der er skyld i, at de trængende ikke får den nødvendige behandling. Der skal være effektive kanaler og uddannet personale til levering af disse.
Manglen på effektiv infrastruktur kan forværres af korruption. Mange af landene med den værste fejlernæring scorer meget lavt på korruptionsindekset udgivet af Transparency International (en NGO). Denne lave score repræsenterer “indgroet og omfattende korruption på de fleste niveauer i samfundet”. Under disse omstændigheder er det usandsynligt, at selv målrettede programmer vil være vellykkede. Værre er den politiske ligegyldighed, som visse regimer udviser over for deres folks lidelser.
Generelt er Svedberg meget mere pessimistisk end Behrman og hans medforfattere med hensyn til det sandsynlige fremskridt i håndteringen af dette problem på kort eller mellemlangt sigt. Han mener, at der ikke er særlig stor chance for at opfylde FN’s Årtusindudviklingsmål (Millennium Development Goal) om at halvere udbredelsen af underernæring blandt børn over de næste 10 år. Denne opfattelse fremhæver graden af forbindelse mellem problemerne. Initiativer har kun lille chance for at være vellykkede, medmindre landene, som initiativet er rettet mod, er fredelige og ikke korrupte, og initiativerne kan kun opretholdes på langt sigt, hvis der sker betydelige fremskridt i bekæmpelsen af fattigdom.
