Genbrugskirker i Rom. Maria Fabricius Hansen

Скачать книгу

til det verdslige, legemlige og materielle, som havde spillet så vigtig en rolle i det gamle, romerske samfund.

      En arkade båret af søjler af forskelligartede spoliematerialer er derfor ikke nødvendigvis en konstruktion, der blot kan forklares ud fra manglende økonomisk og teknisk overskud til nyproduktion af bygningsdele. Den kan også forstås som en billedliggørelse af nogle nye, kristne værdier og en ny verdensopfattelse. På denne måde hænger det, der teknisk og økonomisk var muligt på det givne tidspunkt, nøje sammen med tidens æstetiske og ideologiske behov. Man kunne ikke bygge, som de gamle romere havde gjort det, men man ville øjensynligt heller ikke.

      Og faktisk var der en lang række betydninger, som man i den oldkristne og middelalderlige kirke kunne formidle gennem variationen i og genbrugsaspektet af spolierne. Variationen op igennem kirkeskibet kunne som nævnt i forrige kapitel være en attraktiv kvalitet som et billede på den udvikling mod frelse, som den kristne gennemgår fra indgangen frem mod alteret. Det hierarki i materialer, man kan konstatere i en kirke som Sant’ Agnese, illustrerer denne pointe [47]. Men spoliematerialet kunne også anvendes til rumlige markeringer, der stemte overens med eller understregede liturgien. I Lateranbaptisteriet lader det til, at variationen i søjlernes kapitæler stemmer overens med dåbsritualet [ 39] [40]: Man trådte ned i det centrale dåbsbassin gennem det mindre fornemme joniske søjlepar og steg til slut, som nydøbt, ud mellem det kompositte søjlepar. Den kompositte orden associerede formentlig stadig triumf (som vi så det i dens anvendelse på de romerske triumfbuer), men i kirkelig sammenhæng i form af den kristne overvindelse af døden gennem dåben.

      Også den parvise fordeling af materialet i forhold til rummets akse var betydningsfuld. Herved blev man nemlig indrammet eller favnet af de matchende søjlepar, når man bevægede sig op igennem kirkeskibet [47]. I nogle af de senere kirker er der 37 imidlertid en klar forskel på materialet på højre og venstre side. En sandsynlig forklaring på denne fordeling af materialerne kunne være, at spolierne her har signaleret de to siders forskellige status og »køn«. Den højre side, der igennem middelalderen traditionelt blev opfattet som positivt ladet, var forbeholdt mændene, mens den negativt ladede venstre side var tiltænkt kvinderne. I San Giorgio in Velabro (ca. 827-44) [67] og San Nicola in Carcere (slutningen af 1000-tallet) [92] er der en sådan markant forskel på de to sider. I begge tilfælde har vi det ensartede materiale placeret til venstre, mens det varierede, »rige« materiale står til højre. Den gængse forbindelse af højresiden med det gode er en klar indikation af, at materialevariationen var efterstræbt og blev opfattet som en værdifuld kvalitet, mens det ensartede udtryk associerede den lavere status, man forbandt med kvindekønnet.

      En anden liturgisk pointe synes at have gjort sig gældende i kirker, hvor der er en klar tvedeling af kirkeskibet i forhold til bygningens længdeakse. En sådan opdeling stemmer overens med den praksis, der formentlig allerede gjorde sig gældende i en kirke som Sant’ Agnese fra 600-tallet, men som i hvert fald var gængs i den senere middelalder: Lægfolk var placeret tættest ved indgangen, mens området tættest ved alteret var forbeholdt de gejstlige. I Sant’ Agnese er de sidste to søjlepar af en fornem rød marmor [49]. En lidt tidligere beskrivelse (Choricius, ca. 540) af en kirke fra Det Østromerske Rige, Skt. Stefan i Gaza, omtaler en søjleopstilling, der svarer hertil:

      Blandt søjlerne er de mest bemærkelsesværdige de fire, der af naturen er farvet med det kejserlige klædes farve [dvs. purpur/porfyr], og som afgrænser det område, der er forbudt for dem, der ikke er del af gestligheden.

      Overensstemmelsen mellem denne beskrivelse af kirken i Gaza og placeringen af de fire røde marmorsøjler i Sant’ Agnese er slående. Selvom de røde søjler her ikke er af porfyr, har deres farve givetvis associeret den værdighed og guddommelighed, som man ellers tillagde den purpurrøde porfyr. Det var en farve – og porfyr var et materiale – der i senantikken var forbeholdt kejseren, men som i den oldkristne tid overtages til fremstillinger af Kristus og hellige personer i det hele taget (se s. 59-60). Det er ligeledes derfor, at Sankt Agnes og de to paver er fremstillet med purpurdragter på apsidens mosaik [47]. Beskrivelsen af kirken i Gaza kan således medvirke til at bekræfte formodningen om, at variationen og fordelingen af spoliematerialerne ikke var vilkårlig. Der er mange andre eksempler på tilsvarende fordelinger, som synes at danne rum for henholdsvis de gejstlige og de verdslige.

      13 Ved San Paolo fuori le Mura er der i den såkaldte »Passegiata archeologica« opstillet de fragmenter af søjler, baser og kapitæler, man reddede fra den oldkristne basilika efter nedbrændingen i 1823. Her kan man få indtryk af det forskelligartede materiale i søjleskafter og kapitæler, der for en stor del var nyproduceret til den kolossale, femskibede basilika (380’erne). Der blev dog også indarbejdet spolier i byggeriet, om ikke allerede ved grundlæggelsen så ved en reparation efter et lynnedslag omkring et halvt århundrede efter kirkens fuldførelse, under pave Leo den Store (440-61).

      Et eksempel er San Lorenzo fuori le Mura, der i 1200-tallet blev udbygget med den såkaldte Honoriusbasilika [75]. Her er der i kirkeskibet en markant forskel på dimensioneringen af det søjlepar, der afgrænser den sidste tredjedel af kirkeskibet, i forhold til søjlerne i øvrigt. Et skift i gulvbelægningen afslører, at dette markant slanke, korte søjlepar er placeret dér, hvor der tidligere har været et særligt indelukke (som i senere terminologi kaldes schola cantorum) netop til afgrænsning af de gejstlige fra den øvrige menighed [76].

      San Paolo fuori le Mura udgør et særligt kapitel i spoliebrugens og variationsæstetikkens historie. For i dette kejserligt iværksatte byggeri (ved Valentinian II, Theodosius og Honorius, midten af 380’erne) blev der for sidste gang i århundreder etableret et særligt værksted til fabrikation eller bearbejdning på selve byggepladsen af de nødvendige byggeelementer af prokonnesisk marmor importeret fra Det Østromerske Rige. Den enorme kirke nedbrændte i 1823 og blev derefter genopbygget i periodens omhyggeligt ensartede, historicistiske klassicisme. Men bevarede fragmenter fra det oldkristne byggeri viser, at der bemærkelsesværdigt nok var anvendt forskelligartede dele, selvom der altså var tale om nyproduktion specielt til dette byggeri [13] [14 ]: Der var korintiske og kompositte kapitæler inden for samme kolonnader (søjlerækker), og hvor kapitælerne i midtskibet var af normal type på kannelerede skafter, var der i sideskibene helrandede bladkapitæler på glatte skafter. På dette tidspunkt var ønsket om variation altså så selvfølgeligt, at man indarbejdede formrigdom i byggeriet, også selvom man (måske på grund af byggeriets omfang?) valgte at bruge nye dele frem for spolier. Man nyproducerede så at sige en »spolieeffekt«. Samtidig valgte man den innovative kombination af søjler med arkader i alle fire kolonnader i den femskibede kirke, hvor Laterankirken (ca. 313) og Peterskirken (ca. 340’erne?) jo endnu kun bød på denne løsning i sideskibene, idet midtskibets søjlerækker på traditionel vis var udstyret med et vandret bjælkeværk [11].

Скачать книгу