alt="Image"/> San Paolo fuori le Mura. Det joniske kapitæl i midten er det ene af et par, der ved reparationen af kirken i midten af 400-tallet blev placeret på spolieskafter og -baser som ramme om kirkens triumfbue.
Selvom tendensen er, at variationen i bygningselementerne øgedes fra oldkristen tid og frem igennem den tidlige middelalder, er der også tidlige kirker, der adskiller sig ved en særlig variation. Det gælder den oldkristne San Clemente (omkring 400), der blev opført samtidig med San Paolo, men i en ganske anden, beskeden målestok end de kejserlige grundlæggelser [56]. Kirken blev i begyndelsen af 1100-tallet overbygget med den nuværende kirke. Men man kan i reminiscenserne af den første kirke – de kælderagtige rum, der er tilgængelige under den »nye« kirke – endnu få en fornemmelse af et meget varieret søjlemateriale [57] [58]. Ud over mangfoldigheden i materialer, forarbejdninger og kapitæltyper, som er usædvanlig righoldig for en kirke fra omkring 400, adskiller den sig også ved, at materialet tilsyneladende til en vis grad var ordnet parvis inden for samme søjlerække (i stedet for i en parvis spejling over midtaksen, som ellers var normen). En så broget blanding skal vi nogle århundreder frem for igen at støde på [80], [92].
Til forskel fra de ovennævnte kirker med udpræget materiale-variation var der også en række af oldkristne og middelalderlige kirker med et mere ensartet spoliemateriale. Dette fænomen er dog mere undtagelsen end reglen. De mest iøjnefaldende eksempler er Santa Sabina (ca. 422-32) [99] og San Pietro in Vincoli (432-40) [15], hvis ensartethed for begges vedkommende skyldes, at de er bygget af to hele sæt identiske søjler med tilhørende kapitæler og baser. I San Pietro in Vincoli er der endda tale om en helt enestående brug af doriske søjler (1. årh.) i en fornem, kanneleret prokonnesisk marmor med blå-grå åringer (1. årh.). Den doriske orden var allerede stort set gået af brug i den romerske kejsertid, og i den kristne spoliearkitektur er brugen af doriske kapitæler så godt som ikke eksisterende. Måske er det ikke tilfældigt, at denne sjældent forekommende orden ses netop her. San Pietro in Vincoli var nemlig indviet til Peter, og de maskuline egenskaber, man traditionelt forbandt med den doriske orden, kan derfor være blevet anset som en passende billedliggørelse af denne stærke apostel, som (med Det Nye Testamente) blev kaldt »klippen« (på græsk »petros«), som Kirken var bygget på. De lænker, som i to episoder holdt ham fanget, men som han slap fri fra, og som kirken nu besidder som et helligt relikvie, minder ligeledes om hans særlige styrke.
15 San Pietro in Vincoli (432-40). Kirken, der blev grundlagt med kejserlig støtte under Sixtus III’s pontifikat, rummer et usædvanligt ensartet spoliemateriale: i alt tyve identiske kannelerede marmorsøjler med doriske kapitæler i kirkeskibet og to grå granitskafter med korintiske kapitæler i triumfbuen. Søjlematerialet kan muligvis stamme fra en nærliggende bygning som Portico di Livia. Kirken, der er kendt for sit Michelangelo-gravmæle til pave Julius II med den formidable skulptur af Moses (ca. 1514), blev moderniseret i 1500-tallet og begyndelsen af 1700-tallet, hvor der blev bygget et tøndehvælvet loft og udført en apsisdekoration i fresko.
16 Santa Maria Maggiore med tyve skafter af lys-grå marmor og joniske kapitæler, restaureret af Ferdinando Fuga 1747-50 til deres nuværende ensartede udseende.
Men selv ved anvendelsen af de ensartede søjlesæt i Santa Sabina og i San Pietro in Vincoli er der tale om et brud med den klassiske tradition: Man fravalgte jo at genbruge det vandrette bjælkeværk, som søjlerne uden tvivl oprindeligt har båret. Når man tager søjlematerialets fine tilstand i betragtning, må det efter al sandsynlighed have været i tilstrækkelig god stand til at kunne genbruges, hvis man havde ønsket det. Alligevel foretrak man altså at kombinere de gamle dele med arkadeløsningen, således at helheden blev ny og anderledes. I San Pietro in Vincoli er der ydermere markeret en variation i materialer og stil i kirkerummet, idet triumfbuen bæres af et søjlepar af grå granit med østromerske (græske/byzantinske), nogenlunde samtidsproducerede korintiske kapitæler – en betydningsladet afslutning på kirkeskibet med simple, ydmyge granitskafter og »kristne« kapitæler?
Også en kirke som Santa Maria Maggiore, der ligesom Lateranbaptisteriet er opført under pave Sixtus III (432-40), har samme søjleorden igennem hele kirkeskibet [16]. Kapitælerne er joniske og bærer endda, på traditionel, romersk vis, et vandret bjælkeværk. 45 Når kirken fremtræder så ensartet i dag, skyldes det imidlertid, at søjlerækkerne blev gennemgribende istandsat i den måske mest spoliefjendske periode i kunsthistorien: senbarokken (ca. 1750, ved Ferdinando Fuga). Hvor skafterne i dag er af den samme blankpolerede, lysgrå prokonnesiske marmor, var der oprindelig tale om en sammenblanding af disse med seks skafter af grå-grøn cipollino-marmor. De joniske kapitæler var i senantik seriefremstilling (import eller lagervarer) og øjensynligt for rå eller uensartede til at kunne godkendes i en 1700-tals-modernisering. De blev derfor, sammen med de meget uensartede baser, erstattet af de nuværende [ 17].
At det er en af de tidligste kirker overhovedet, som er indviet til Maria, en kvinde (der først ved konciliet – kirkemødet – i Efesos i 431 var blevet endeligt defineret som Gudsmoder), kan være en forklaring på det afdæmpede, variationsfattige udtryk. Ligesom den joniske orden i denne periode oftest blev brugt på de mindst prominente placeringer i kirkerne eller uden for selve kirkebygningen, kan valget af denne orden til Maria-kirken forstås som passende beskeden. Når variationen i spoliematerialer i øvrigt lader til at have været en positiv kvalitet, er den relative ensartethed også på sin plads til markering af denne kirkes »kvindelige ydmyghed« i forhold til Peterskirken, Laterankirken (der oprindeligt var indviet til Frelseren selv) eller Santa Maria Maggiores umiddelbare forgænger bygget til apostlen Paulus: San Paolo fuori le Mura.
17 Santa Maria Maggiore. Detalje af restaureringer af et søjleskaft på en af de nye, 1700-tals søjlebaser.
18 Santa Maria in Domnica set mod den fine mosaik fra pave Paschalis I’s tid (817 24). Der er ni søjler på hver side med relativt ensartede granit skafter og korintiske kapitæler fra forskellige perioder. Et par fornemme porfyrsøjler med joniske kapitæler bærer triumfbuen.
Også i et par af byens kirker fra 800-tallet er der en vis tendens til anvendelse af identiske bygningselementer, fx i den fine Santa Maria in Domnica (817-24) [18]. Denne 800-tals-ensformighed er af nogle blevet set som et udtryk for en »klassicisme« i perioden, et bevidst kirkepolitisk forsøg på at finde legitimitet og autoritet gennem referencer til antikken (altså via den ensartethed i materialer, som man forbandt med det antikke Rom). Denne teori er dog omdiskuteret, og det er heller ikke alle de romerske kirker fra perioden, der er lige ensartede.
Et andet aspekt af ensartethed i middelalderkirkerne ses fra omkring 1100, hvor der er en tendens
alt="Image"/> San Paolo fuori le Mura. Det joniske kapitæl i midten er det ene af et par, der ved reparationen af kirken i midten af 400-tallet blev placeret på spolieskafter og -baser som ramme om kirkens triumfbue.
