sover man godt,“ plejede han at sige. – „Elven synger os i Søvn alle sammen. Hør efter, naar du lægger dig, saa skal du se, hvor dens Plasken lukker Øjnene paa dig.“
Et halvt hundrede Skridt fra Teltet faldt den skummende ud i Fjorden. Langs Elvkanten opefter gik Børnene Dagen igennem og stangede Laks med en Slags lange Hager; det var morsomt at se de smaa, barbenede Drenge springe rundt om paa de vaade Sten midt i Fossesprøjtet med en Mands Sikkerhed. Ude ved Mundingen var de store Garn udspændte, som tog Laksene, naar de gik op i Elven ved Højvande. I Juli og August søger Laksene op i to med hinanden forbundne Fjældsøer for at gyde deres Rogn. I disse Søer, særlig den øverste og største, – den er godt og vel en halvanden Mil lang – holder Laksene til Vinteren over, nogle hele Aaret. En Del af dem gaar tidligt om Foraaret ud i Fjorden, og naar de, fede deraf, vender tilbage, fanges de ved Elven. I omtrent tyve Aar er der af Ojuvainaths Fader og siden af ham selv ført Regnskab over den aarlige Fangst.
Langt fra at tage af synes de tvertimod at være i Tiltagende. Den aarlige Fangst (Tidsrummet 15. Juli til Slutningen af August) varierer mellem 60 og 100 Tønder – med en daglig Fangst af to—fem Tønder.
Selvfølgelig er det kun en meget ringe Del af de Laks, der gaar op, som fanges. De to Søer bliver derfor ligesom store Beholdere, der aldrig tømmes. Paa en Kajaktur gennem dem saa jeg, særlig i den øverste, vældige Laksestimer, der kunde gøre Søens Bund fuldstændig usynlig.
Vort Telts Beliggenhed var overordentlig smuk. Til den ene Side laa Fjorden, omgiven af lave Fjælde; langt nede ved Mundingen skimtedes det aabne Hav. Bag ved os laa Søen med en vild og storslaaet Fjældmark som Baggrund. Og der var lunt derinde, og frodigt som i alle Fjordbunde, fuldt af brogede Blomster, Krækebær og Blaabær.
Dagen gik med Laksefangst; tidligt om Morgenen purredes der ud, og Vagter udsattes ved Garnene. Ojuvainath havde en hel Baadbesætning til sin Raadighed af lejede Folk. Naar Arbejdet var endt, efter Aftenflod, samledes vi enten inde i Teltet eller ogsaa udenfor ved Tøndestablen. Og der fortalte saa hver og en, der havde en Oplevelse bag sig. Og det havde de alle sammen.
Jeg vilde have noget at vide om Sommerens Nomadeliv og sad en saadan Friaften ude og lod dem fortælle.
Kolonierne og Udstederne, ikke at tale om de smaa Bopladser, er næsten mennesketomme om Sommeren her i Sydgrønland. Rensjægerne tager ind til Fjordenes Opland, andre tager paa Laksefangst ved Elve, nogle igen paa Havkatfangst i Vigene. Fiskene vindtørres og hengemmes som Vinterforraad: Renskødet ligeledes. Man drager ud mod Midten og Slutningen af Juni, bliver ude hele Sommeren i Teltlejr og kommer som Regel først hjem igen med Efteraaret i September. Grønlænderne elsker dette omstrejfende Liv, og naar Talen falder paa Oplevelserne, kommer der Fart i Beretningerne. Fortælleren opildnes af de mange Øjne, der rettes mod ham; han gestikulerer illustrerende til sin Tekst, der snart paahøres i aandeløs Stilhed, snart ledsages af Latter og Tilraab. Det er ikke en tillæst Viden, der opremses, det er en Stump af hans eget rastløse Liv, der repeteres for Kammeraterne, – og Emnet er det for Grønlænderne evigt aktuelle, derfor samler Ordene altid Stimmel og Liv – eller ogsaa Andagt.
Ojuvainath sad paa en af sine Laksetønder og pustede Piberøgen ud for sig i Ringe. Arbejdet var endt, og Folkene stod rundt omkring ham.
Ved at se paa ham, kom der over mig en besynderlig Stemning fra gamle Dage, som jeg straks ikke rigtigt kunde gøre Rede for.
Teltlejren bag ved os, og denne smukke, slanke Mand med de stærke Skuldre, det solbrændte Ansigt med den skarpe Profil, jo, nu forstod jeg det! Han mindede mig om gamle Homers Kraftkarle. Saadan tror jeg, de saa ud.
Og den stolte, hidsige og smukke Storfanger Ojuvainath, den vældige Harpunkaster, den fodrappe Rensjæger – Akilles, Akilles! Og jeg kunde aldrig siden faa dette Billede ud af Hovedet.
„Fortæl os lidt om dine Rensjagter, Ojuvainath!“
„Det er vanskeligt saadan ligetil,“ svarede han og saa hen for sig. „Og der er jo ikke saadan noget mærkeligt at fortælle; bagefter synes man jo, at det ene Aar var lige som alle de andre. Og dog er jo hver Dag ny i selve Jagttiden; hver Dag har sine egne Glæder, Skuffelser og Strabadser.
Jeg har jaget i 20 Somre. Knapt 14 Aar begyndte jeg. Den Gang var jeg i den Alder, hvor man vil kappes med de raskeste, og da der gik Frasagn om Nordgrønlænderne, tog jeg derop sammen med en Onkel – som simpel Roer i hans Konebaad. Det var til Nordre-Strømfjord, helt ind i Bunden. Næste Aar rejste jeg Nord paa igen, denne Gang som Herre og Styrer i min egen Konebaad. Jeg var da 15 Aar. Til mit 36. Aar har jeg hver Sommer været paa Rensjagt her i vore egne Distrikter ved Søndre-Strømfjord; og det er først nu, at jeg har slaaet mig paa Laksefangsten. Det betaler sig bedre.
Nordgrønlænderne, maa jeg sige, er raskere til Bens og livligere end vi Sydgrønlændere; de er næsten for kappelystne. I Kajaken derimod er vi de dygtigste. Isen lukker jo Havet for dem om Vinteren.
Men Rensjagterne i Søndre-Strømfjord!
Det er vist det bedste Rendistrikt i hele Sydgrønland, især naar man tager helt ind til Bunden. Og det er en Tur, man ikke glemmer. Den kan kun foretages i Konebaad. Du vil faa en Fornemmelse af, at din Baad staar stille – og at hele Fjorden rutcher forbi dig i svimlende Fart. Og Farten vil vokse et Stykke indefter. Og naar du nærmer dig Fjordbunden, og Landet om dig bliver fladere og frodigere, vil det ligesom pludseligt blive lyst om dig, og du vil synes at glide ind i et Land, der er lysere og skønnere end det, du forlod. Bag ved dig – langt, langt ude – ser du Mundingsfjældene, høje og mørke; Fjældryggene tegner sig indefter, bugtende med Fjorden, som en Revne i et eneste, vældigt Fjæld, der skraaner indefter; og helt inde kommer saa Bunden, som en bred og frodig Dal, der løber lige op i Indlandsisen.
Dernede gaar vi paa Rensjagt med Kone og Børn fra Juni til September. Konebaaden lægges op paa Land, fortøjes forsvarligt og forlades for et Par Maaneder. Som Regel medføres intet uden Bøsserne, Kaffe og Tobak; undertiden ogsaa et lille Tøjtelt. Naar man paa Vandringerne kommer til gode Renfelter, slaar man Lejr. Kvinder og Børn efterlades, og Mændene gennemstrejfer i flere Dage Omegnen. Byttet bæres hjem til Lejren, og Kødet skæres i tynde Kager, der lægges til Vindtørring paa Klipperne. Et helt Rensdyr paa Ryggen en hel Dag igennem – over et besværligt Bakkedrag – regnes ikke for noget, naar det da ikke er en alt for stor Tyr.
Ved de forskellige Lejrpladser – man drager jo længere og længere ind i Landet – dannes Forraadsdepoter af det tørrede Kød, som paa Hjemvejen bæres ned til Konebaaden. Det er lange Dagsmarcher – fra tidlig Morgen til sen Aften – og ofte kan det jo være haardt nok for 5—6 Aars Purke; men de bliver ogsaa Rensjægere, før de har staaet for Præsten.
Kvinderne døjer ogsaa ondt, før de faar øvet sig op; de maa jo bære adskillige Pund paa deres Rygstykker. Saa hænder det ikke sjældent, at de læner Byrden mod en Sten og giver tabt. Og naar man saa vil være rigtig ondskabsfuld, behøver man blot at sige til dem: „I stakkels Kvinder, der maa døje saa meget ondt! Tænk bare paa dem derhjemme, der driver paa Briksen uden at være det mindste trætte!“ – Saa brister de i Graad og er ikke saadan at trøste. Og de forbander Jagtlivet og lover sig selv, aldrig at ville tage med mere. Men snart vænner de sig til at ligge ude uden Telt, til at gaa langt og bære meget, og saa glemmes alle Genvordigheder og Løfter med det samme. Og næste Aar, ved første Rensjagt, er Kvinderne altid de første, som vil med. Og naar Konebaadsbesætningen saa er fuldtallig, og vi forlader Husene, saa er der mange, der græder, af de Kvinder, der ikke kom med.
En Række Solskinsdage, hvor man nyder Livet; Regnvejrsdagene enten i Telt eller i Klippehule, hvor man maa holde Humøret oppe; Dage, hvor der fanges i Overflod; Dage, hvor man jager forgæves; Held og Uheld; Livsfare engang imellem; ja, en hel Bunke af den Slags Ting ind imellem hinanden – det er det Liv, vi Rensjægere lever. Alle sammen elsker
