igen“, faldt Alafitdle ind og fortsatte leende: „I husker nok den Tid, da Kaffen for længe siden er drukket, og vore gamle Piber forlængst er udstykkede som Skraa. Aah, en lille Pibeflis, blot saa meget, som kan dække en Kindtand, er ikke til at betale med Renkød. Og naar de gamle først har faaet knust deres Kridtpiber og snust dem op, saa kan det saamænd være sløjt nok. Men alligevel, jeg har ikke været paa Rensjagt i Aar og længes derind, nu da jeg ser Fjældene.“
„Aa ja, Rensjagttiden!“ sagde en ung Pige, og der kom Liv i hendes Øjne, „langt, langt derinde, nær Isblinkene, bag ved høje, høje Fjælde og store Søer, der ser ud som vældige Gryder, fyldte med Vand.“
„Ja, der er mærkeligt derinde, og der er mange Ting derinde, som man aldrig bliver rigtig klar over,“ sagde en gammel Mand. „Som nu det, gamle Evale og hans Kone fortalte. De saa mange mærkelige Ting i Renlandet, de to gamle. Hver Sommer tog de derind, til sidst ganske alene, da deres Børn var døde. Hjemme vilde de slet ikke blive, naar det først blev Sommer, og saa levede de inde i Fjorden ganske alene til Efteraaret. Selv da han blev for gammel til at jage, tog han derind alligevel.
En Nat, da de laa og sov under en stor Sten – helt oppe i Bunden af Kangerdluarsuak – hørte gamle Evale pludselig en Lyd, han ikke forstod. Den kom, syntes han, oppe fra den Sten, hvorunder de laa. Lyden voksede. Den blev til en Musik saa dejlig, at han grædende vækkede sin Kone, for at ogsaa hun kunde høre den. Og hun lagde sit Øre mod Stenen og hørte det samme som sin Mand. Det var, ligesom Melodierne drev i Taage et Sted langt borte, fortalte de.
Og som de lyttede, liggende paa Jorden, sprang mellem Tonerne en enkelt, som blev kraftigere og stærkere end de andre. Og den voksede, kom dem nærmere og nærmere, og til sidst forstod de, at den Lyd kom fra et Menneske, der sang; men der var mange, der fulgte hans Sang med Spil. Og de hørte Ord, Sangens Tekst, og forstod den. Og Manden, som sang, ligesom sang for de to gamle; for han blev ved med at gentage samme Sang og samme Ord. Til sidst lærte gamle Evale den og gav sig til at synge med – Ord og Melodi.
„Sangen, de lærer os, er deres Gave,“ sagde de til hinanden, og deres Glæde var stor.
Saa med eet tager Konen sin Mand i Armen og raaber: „Se der!“ Og de saa begge frem for sig et Land, vidunderligere og frodigere, end de nogen Sinde før havde set. Og saa drev det – ligesom Sangen – i Taage gennem Luften.
Og de to gamle raabte hinandens Navne af Glæde og blev ved med at le og at le. Og de vilde gaa henimod det, men da gled det om bag Fjældene og blev borte; og Sangen døde bort.
Endnu en Gang sang gamle Evale den nye Sang for sin Kone; og han sang den med alle Ordene. Saa følte de sig trætte af alt, hvad de havde hørt og set, og lagde sig til at sove. Men da de vaagnede næste Morgen, havde de glemt Sangen begge to, ganske som man om Morgenen kan glemme det, man drømte om Natten. Og alt, hvad de huskede, var, at den var saare dejlig.
Og om de nu virkelig bare havde drømt det hele, – visselig, da havde jo Mand og Kone drømt den samme Drøm paa samme Tid, og heller ikke det forstaar vi.“
„Men ogsaa andre Gange har jo gamle Eval og hans Kone oplevet Ting paa deres Rensjagter, som de aldrig kom til Klarhed over,“ sagde en anden. „I kender vel Historien om den store Sten med Indskriften? En Dag fandt de paa et Sted, hvor de ofte havde været, en stor Sten, som de aldrig før havde set. Stenens ene Side var ganske glat og fuldstændig overskreven med en Mængde Tegn, de ikke forstod. Stenen var sort og meget fint forarbejdet. Da de kom hjem, fortalte de om deres Fund, og man medgav dem næste Aar, da de rejste, Papir og Blyant, for at de kunde tegne Stenen efter.
Men da de kom til det Sted, hvor den havde ligget, fandt de den knust i smaa bitte Stumper. Ikke et Bogstav var at finde igen, alt var tilintetgjort. Man havde vist ikke villet, at den skulde komme i Menneskeeje.
Og gamle Evale havde sin egen Mening om den Sag. Han troede, at der derinde levede Væsner, som kun vilde Grønlænderne godt. Stenen havde sikkert været meget kostbar, sagde han; og begyndte man først at finde Kostbarheder i Grønland, vilde sikkert fremmede Folk komme til Landet. Og da vilde det gaa Grønlænderne ilde, og de vilde maaske snart ikke findes mere. Derfor holdes Kostbarhederne skjulte for Menneskene!“ —
„Visselig, saadan er det,“ sagde mange i Munden paa hinanden. „Vi har jo hørt om, at det er gaaet mange Folk saaledes. Og det er ikke længe siden, at vi hørte, at man langt Syd paa var ved at udrydde et helt Folk, fordi deres Land var rigt paa Guld. Den stærke tager fra den svage. Og vi er jo kun faa heroppe. Derfor vaages der over vort Land. Vel, om der aldrig maa findes kostbare Stene heroppe. Os vil de intet godt bringe.“
– — – Solen var gaaet ned. Et koldt Pust strøg ind over Fjorden og mindede Menneskene om, at Nat afløste Dag.
„Aah, – de Rensjagter, de Rensjagter!“ sagde Ojuvainath, da vi gik ind i hans Telt.
MENS JORDEMODEREN VENTER
Regnen skyllede ned! Naar Skyerne trak sig sammen i tunge Byger og tømte sig ud over Jorden, sang det hen over Fjældene af smeldende Draaber.
Den sommertørre Jord kunde ikke suge al Himmelens Overflod i sig; Smaasøer gik over deres Bredder, og grumsede Elve jog ind i Pløret mellem Husene.
Regndraaberne faldt saa tæt og tungt, at de slog sære Klange af Havet, der vred sig i lange Dønninger. Hundene luskede om med vaade Pelse og krumme Rygge og smaapeb; de gad ikke engang æde af de friske Affaldsdynger paa Møddingerne.
Kun Menneskene tog slet ikke Regnen højtideligt, men styrtede festklædte fra Hus til Hus. Unge Piger med Silkeanoraker, Spragleskinds Bukser og lange hvide Støvler trippede over Elvene og forsvandt i Husgangene, – unge Mænd fulgte efter.
Alle de lange, smalle Skorstene pulsede Røg i Vejret, og hver Gang Vinden stod paa, lugtede det saa voldsomt af brændte Kaffebønner, at man snerrede Næseborene sammen.
Paa Pladsens eneste offentlige Bygning vajede Dannebrog; thi det lille Udsted havde Besøg af sin Præst, og i Dag fejrede man Konfirmationsfest .....
Præsten var saa hensynsfuld at holde Konfirmation om Efteraaret under det gode Hvalrostræk; saa havde alle godt om Kontanter. Dagen forinden var hele Konebaadsladninger med Spæk førte til Handelsstedet for at omsættes i Festmad, brogede Tøjer og Tørklæder. I alle Huse var der Overflod paa Kød, Laller og sejge Tyggestrimler af Hvalroshud. Lige siden den hellige Akt var afsluttet i Kirken om Middagen, havde man „arbejdet“ rundt om ved Gildebordene; der var rig Lejlighed til Overmættelse, og Kaffen smagte saa dejligt efter alt det grove Kød.
Men nu var Aftenen kommen, og Dansen skulde begynde.
Raab engang en Indbydelse til Dans ud over en grønlandsk Boplads! Raab det, hvis du vil se en hel lille Bys Indbyggere vælte ud af Husgange og trimle hen ad Vejene i ubehersket Henrykkelse. Raab det, hvis du en mørk og stille Aften vil opleve at høre Grønlands gamle Grundfjælds-Klipper ryste paa Hovedet i Ekko over unge Kvinders Glædeshyl. Og følg saa Strømmen, bland dig med de unge, og dans halvpaaklædt i den trykkende Hede, saa længe du har Kræfter til at svinge de glade Piger .....
Bødkerværkstedet var renset i Dagens Anledning; og da Tranlamperne blev tændte, og Harmonikaen lod sin første Vals høre, var der allerede saa fuldt med Mennesker, at de, der vilde danse, maatte tilkæmpe sig Plads med Albuerne; Luften i Rummet blev snart saa fortættet, at man kunde bide i den.
Da det blev uudholdeligt, var vi hen paa Aftenen nogle Par, der svigtede det officielle Lokale for at søge et bedre ude i Byen. Det var ravende mørkt, og Regnen smeldede ned. Kvindernes kostbare Festdragter blev vaade, de lo blot deraf; vi traadte ud i Mudderpøle, vi ikke kunde se, og vi endte med at tage vore Damer paa
