vokser Vinden; Den kaster sig ned fra Fjældene og jager som en lang, sort Skygge ud over Fjordene. Det er Norden for Sylspidsfjældet og Østen for Isblinkvigen, der prøver Kræfter. Men langt ude over Imarssuaq-Bugten trækker Taagen ind over Land. Bugten er allerede hvid yderst ude. Det er den haardeste og stædigste af alle Vindene, Sydvesten, der nu kommer brølende ude fra Davisstrædet. I eet Nu er Taagen inde. De sidste Solglimt forsvinder ind over Indlandsisen, der længe lyser solbeskinnet gennem Taagen.
Men snart styrter Regnen ned. Tre Vinde mødes; Syltoppens Norden og Isblinkens Østen smækkes ligesom til Bunds i den skummende Fjord, og Sydvesten brøler sin Sejr ud over Fjældene. Den piber hvislende og gurglende op af en Kløft lige neden for os, og vi hører et Skrig som fra et Menneske.
„Er det Vinden?“ spørger jeg Anase.
Men han er ligbleg sprungen op og giver sig til min store Forbavselse til at raabe ned mod Kløften:
„Haa, haa! Vi er kristent Folk! Du skræmmer os ikke med dit Hyl. Kom kun, hvis du tør!“
Jeg springer op og løber hen til ham.
„Hørte du ham ikke ganske tydeligt?“ raabte han stakaandet. „Ja, kom kun frem, vi er ikke bange! Bilder du dig maaske ind, at du skræmmer os som Tøse eller som Hedninger? Kom kun og tag Tag, om du tør!“
Anase's Ansigt blussede af Ophidselse, og han svarede slet ikke paa mine Spørgsmaal.
„Hvis han ikke forlængst har forskrevet sin Sjæl til Fanden, skal vi nok faa ham fat; men er han allerede solgt, saa kan han gøre sig usynlig, selv om han staar lige imellem os. Aa, det er dig, dit Spøgelse, som er Skyld i alt dette daarlige Vejr. Kom bare frem, hvis du ikke allerede er djævlebunden – for saa tør du jo ikke vise dig for kristne!“
„Hvem, hvem?“
„Et Fjældmenneske, naturligvis! Han er kommen herop Sønden fra.“
Og Anase giver sig igen til at true og skælde. Hans Ophidselse var saa umiddelbar, og Skældsordene vældede ud af ham med saadan en Oprigtighed, at det hele begyndte at virke paa min Fantasi. Nu troede jeg selv, at det var et Menneske, vi havde hørt, – et Spøgelse eller en Aand eller …
„Vi maa lige ned i Kløften,“ foreslog jeg.
Anase blev staaende oppe paa Toppen. Han vilde holde Udkig i Tilfælde af, at nogen skulde forsøge at smutte uden om os.
„Her! Der ser jeg hans Hule,“ raabte Anase ude af sig selv. „Kom nu bare ud, nu har vi fundet dig! Leg ikke længere Skjul!“
Nu saa jeg ogsaa selv Hulen. Jeg var efterhaanden bleven saa ophidset af Anase's Raab, at jeg virkelig, da jeg nærmede mig Hulen, selv ventede, at der skulde være Troldtøj derinde. Og Anase's stadige Tilraab om, at jeg skulde være meget forsigtig, overbeviste mig om, at jeg gik en Tvekamp i Møde. Jeg trak min lange Bjørnekniv frem og stillede mig ved Indgangen, rede til alt!
„Vaaben bider ikke paa saadan noget!“ raabte Anase, „hvis du ikke bliver bange, skal du bare brydes med ham.“
Hulen løb langt ind i Fjældet, men Indgangen var saa snæver, at jeg ikke kunde presse mig igennem. Jeg stak Hovedet derind, der lugtede klamt og fugtigt.
„Pas paa, at han ikke smadrer Hovedet paa dig med en Sten!“ raabte Anase forskrækket og kom løbende ned til mig. Han stillede sig hen for Hulen og raabte Kristi Navn. Det gav et rungende Ekko derinde, saa han, forskrækket over sin egen Stemme, røg et Par Skridt tilbage.
„Han skal ud!“ skreg han, tog en Sten og slyngede den derind; den peb ind i Mørket og faldt raslende ned et Sted langt inde. Humøret havde ganske forladt Anase. Fjældmanden kom ikke, og vi forlod Hulen, efter at han først havde fyldt Indgangen til med store Sten.
„Nu maa du selv om, hvorledes du vil slippe ud!“ vrængede han, da han gik.
Vi gik nu ned ad Fjældet. Anase sagde ingenting; naar jeg spurgte ham om noget, svarede han ikke engang. Saa standsede han med eet og saa igen op mod Hulen, der gloede paa os som et stort Øje i Fjældet.
„Hørte du ikke ganske tydeligt Lyden før?“ spurgte han.
„Jo! – men tror du ikke, at det var Vinden?“ føjede jeg til, „Kløften vendte jo lige mod Sydvest. Se engang derud!“
Taagen stod tyk over Jorden, og Regnen smeldede ned over Fjældene. Men Anase værdigede mig ikke et Svar. Endnu en Gang saa han op mod Hulen og sagde lige som for sig selv:
„Jeg tror, det var Fanden selv!“
„Fanden! Hvad mener du?“
„Ja Fanden, Djævlen, den skinbarlige selv, selvfølgelig! Han forfølger os ofte heroppe i Fjældene for at friste os. Vi ser ham aldrig, vi hører ham blot.“
Og nu fortalte han, hvorledes Fanden en Dag havde været efter ham oppe mellem Fjældene. Han kunde tydeligt mærke, hvorledes han hoppede om ham, saa det hvæsede hen over Stenene. Somme Tider var det som Jern, der slæbtes hen over Stenene, somme Tider som en Rævs Murren og Gøen. Til sidst mærkede han en Haand under sin Trøje.
„Jeg blev saa angst,“ fortalte han, „at jeg begyndte at ryste over hele Kroppen; jeg troede, at han allerede var kravlet ind paa mig og havde forgiftet mig med sin Ondskab; – for det er det, han vil, fortæller de gamle. Og saa gav jeg mig til at synge Salmer, saa højt jeg kunde – og alle de Vers, jeg kunde udenad. Saa blev jeg ganske rolig igen, og Fanden havde mistet sin Magt over mig.“
– — – „Arit!“ (Der kan du se!) sagde mine to Kajakmænd til mig, da jeg gennemblødt kravlede ind i Hytten. „Om vi var komne af Sted i Dag, havde Syltindens Kastevinde været stive, kan du tro.“
Vi fik det vaade Tøj trukket af os og kravlede op paa Briksen.
„Du faar det trist i Dag,“ sagde Vittoralak, „vi har ingen Spæk til Lampen, og det bliver tidligt mørkt.“
„Saa meget desto bedre! Saa kan I fortælle uhyggelige Historier om Fjældmennesker; vi har lige set en.“
„Naa ja, sagde jeg ikke nok, at han havde taget Kvanerne fra Pigebørnene?“ sagde Vittoralak. Og saa fortalte Anase løs. Man hørte paa ham med stor Opmærksomhed, og selv mine Kajakmænd var meget ilde berørte deraf. Alle blev til sidst enige om at give Fjældmanden Skylden for det daarlige Vejr, der havde raset der i længere Tid, thi det følger altid med dem.
„Gud vil bringe dem til at angre,“ sagde de.
Naar en Grønlænder bliver ked af Livet sammen med sine Kammerater, bliver han Qivitok: han forlader Menneskene og lever som Eneboer oppe mellem Fjældene. En saadan Eneboer bliver Egnens Rædsel; det rygtes hurtigt langvejs, at en Mand savnes et Sted, og Rædsel griber alle; thi det er ikke godt at møde et Fjældmenneske …
Vittoralak fortæller. Ude er det halvmørkt, inde helt mørkt. Spækket er sluppet op, Lampen staar tom. Vejret tager til. Kastevindene slaar ned mod Huset, og Regnen siver gennem Tagtørvene.
Vi ligger halvnøgne oppe paa Briksen og hører paa den ene, som taler. En Gang imellem rejser den gamle stakaandede Alina sig op, gnider sine røde, rindende Øjne med Haanden og bøjer sig hen over mig og stopper noget Tagdryp med en Tørv eller en gammel Klud. Saa sætter hun sig ned paa Briksen igen – paa Hug, bøjet forover med Hovedet mellem Benene og falder i Søvn.
„Det er
