gik som sædvanlig et Stykke baglæns og vilde ikke gaa hjem.
Mine Klæder var fyldte med Vand, og saa kold blev jeg, at jeg syntes, min bare Krop gav sig til at raabe paa mig. Baandet var gledet af min Haartop, og Haaret var faldet ned.
Sofia Lisbath gav sig til at græde, da jeg igen sagde til hende, at hun skulde gaa hjem, og med Hænderne for Øjnene forsvandt hun hulkende bag et Fjæld. Et Øjeblik standsede hun dog og saa sig om efter mig. Det var, sagde hun senere, for at se mig sidste Gang i Live. – Ja, og saa lod hun mig tilbage.
Da jeg nu var alene, blev jeg snart søvnig. Jeg brød mig ikke mere om mig selv, jeg havde kun ondt af min lille Søster, der skulde lede efter mig. Men da jeg til sidst ikke kunde andet, sagde jeg bare til mig selv: „Naa, lad mig saa blot sove!“ Og saa lagde jeg mig ned. Det var lige i en Sø, kunde jeg mærke, men saa ved jeg ikke af mere.
Jeg sov og sov meget længe, men da jeg saa skulde til at aabne Øjnene – en Fugl var det ikke, det var Menneskestemmer! Og saa Stormen, der peb! Jeg drejede mig om paa Maven og saa fire Mennesker; tre af dem havde hvide Anorakker, den fjerde var min lille Søster. Hun brast i Graad, hun begræd mig allerede.
Jeg var saa vaad som en druknet Kajakmand. Mit Haar havde skilt sig, mine Hænder var opsvulmede, og der var dybe Furer i Huden. Det var, ligesom jeg havde vasket en hel Dag; men saadan var jeg forøvrigt over hele Kroppen.
De trak Tøjet af mig og gav mig andet paa, og saa bar de mig hjemad. Det blev ved med at regne. Jeg mistede atter Bevidstheden.
Da jeg kom til mig selv igen, saa jeg opad – og se: jeg havde over mig en Himmel af Bjælker; jeg troede jo, jeg var død, og at det var Himlen. Men saa hører jeg en sige: „Eva, skal du ikke smage paa disse Lækkerier?“ og saa kom jeg med et til at tænke paa, at vi Mennesker har til Vane at spise; det havde jeg ligesom helt glemt. Jeg havde fastet en Nat og to Dage.
Saa spiste jeg, hvad jeg orkede, og kom mig snart igen.
Her ender min Fortælling.
Siden har jeg været mange Gange ude efter Kvaner uden at lade mig skræmme; men det er ogsaa en dejlig Vej mellem Fjælde deroppe, kan I tro, saa smukt ved Solnedgangstide! Folk ler ofte ad mig, naar jeg siger det, men hvad gør det? Man er jo en gammel Kælling, og saa gør det jo ikke saa meget, at man er en Nar.“
FATTIGFOLK MELLEM „DE ONDE VINDES FJÆLDE“
Ikamiut, 8. August 1902.
Et lille bitte Hus.
Døren ind til Husrummet er ikke større end et Æskelaag; man kommer kun ind gennem den, kravlende sidelæns paa Kant. Rummet er saa lavt, at man siddende har Hovedet i Loftet. Gulvet er Kampesten. Væggene Tørv og Sten. Loftet brede Tørvestykker, lagte over Flydetræ. Briksen paa tværs saa smal, at man kun kan sidde tre Side om Side, Kakkelovn findes ikke. Lys og Varme kommer fra en Vægstensskaal, hvis lille Transø er kranset med Væger.
Stedet hedder Ikamiut og hører ind under Sukkertoppens Distrikt. Her bor for Tiden fem Familier, fordelte i tre smaa Jordhuse og en lille Tue, der ikke kan kaldes for Hus.
Jeg kom hertil efter en halv Dags Rejse i Kajak fra Sukkertoppen.
Manden, jeg bor hos, hedder Vittoralak; Familien er meget fattig, men de giver mig det bedste, de har: tørret Torsk og Lodder, Krækebær i Leversylte. Kaffe medbringer jeg selv.
Husets ældste Datter er atten Aar; hun gik om bag Huset og græd af Befippelse over det usædvanlige Besøg.
Vittoralak sætter smilende Mad frem til mig; jeg nikker, spiser og ler ad ingenting. Saadan skal en Gæst være, siger Grønlænderne.
Vi gaar tidligt til Ro, kravler op paa Briksen og lægger os til Rette; Vittoralak, hans Søn, Kone, Datter og jeg. Jeg ligger noget uden at kunne falde i Søvn. De synger, liggende paa Briksen, en Aftensalme; sjældent har jeg overværet Salmesang med større Andagt!
Ikamiut, 9. August.
Vi kom ikke af Sted i Dag. Til en Begyndelse var det ikke saa let at lystre mine to Kajakledsagere: tidlig Morgen, blikstille, rolig Himmel, Solskin, – og dog vilde de ikke af Sted og bad mig se Vejret lidt an; de ventede Regn og Blæst, og kun i Magsvejr turde de sammen med mig passere Syltops-Fjældet med dets Isblink.
Naa, ja – saa maatte vi se Tiden an!
Frokost: vindtørret Sælkød, tørrede Lodder, to kogte Tejstunger, tørrede Torsk og Kaffe!
For at faa Tiden til at gaa gik jeg op til Udsigtsfjældet, sammen med Vittoralak's Søn, Anase, en ung Mand paa tyve Aar. Herop gaar Fangerne for at holde Udkig, naar Vejret bliver uroligt; herfra afgøres det, om det er Fangstdag, Fiskevejr eller „Overliggerdag“. Udsigten er Bestigningsbesværlighederne værd.
Ned for sig mod Sydøst har man Isblinks-Vigen med en stor revnefuret Bræ, der taber sig ind over Indlandsisen som en hvidblaa Taage. Vigen er klemt inde mellem høje Alke- og Maagefjælde, der er toppede med grønlige Jøkler.
Mod Sydvest: Imarssuaq, en bred Bugt, der munder lige ud i det aabne Hav, som en magelig Landevej for Sydvestbølgerne.
Rundt til Siderne høje, stejle Fjælde. Der var „Krumknivsfjældet“ og „Syltinden“, for blot at nævne de højeste. Kangerdluarsukfjorden mod Øst med en Mur af Fjælde bag sig; og langt nede en lille, flad Tange med nogle smaa Jordtuer, der ser ud som Vorter heroppefra: det er Ikamiut, som ligger der, omsust af „de onde Vinde“ fra Fjældkæmperne rundt omkring.
Anase fortæller mig om det Liv, som leves dernede; og hans Fortælling kommer uvilkaarligt til at handle om Kamp og Død. Fjældenes Aande er Død for Menneskene, siger Anase.
„I den Vig der blev Amose pludselig kæntret af en Kastevind; han blev derude en Novemberdag.
Derude brød i Vinter nedstrømmende Kastevinde ud over Isen, som sønderflængedes; det kostede Sebat Livet.
Her i Isblinksvigen roede for mange Aar siden to Venner ind paa Sælfangst i smukt Magsvejr. En Sydveststorm brød pludselig ned fra Krumknivsfjældet og piskede Havet hvidt. Vennerne var Stedets bedste Kajakroere, de kunde tage de stærkeste Braadsøer, kæntrede, med Bunden af deres Kajak i Vejret. Men alligevel, Menneskearm magter ikke Kastevindspresset. Hele Fjorden kan den gøre til en rivende Fos, hvis hvide Braadkamme sprænges i Knald mod hinanden. Den ene af Vennerne blev slaaet ind paa en mennesketom Kyst og maatte blive der et Par Dage, til Stormen lagde sig. Den anden, for Resten den yngste og stærkeste, blev der. Han brød sin Aare under en Kæntring mod en Braadsø, og man fandt ham siden fastsurret til Kajakken, med en knækket Aare stukket ind i Kajakremmene. Han havde forsøgt at binde Stumperne sammen; Forsøget var mislykkedes. Saa havde han surret sig fast med sin Fangerem, for at man engang kunde finde ham og faa ham begravet.
Saadan er Vindene her; de hænger over os, selv i stille Vejr. Derfor har man kaldt Ikamiut for „Landet med de onde Vinde“. I gamle Dage skal det have været endnu værre. Vore ældste mener, at Verden bliver gammel og ligesom svagere af Ælde …
Ser du det store Fjæld deroppe? Tinden er skarp som en Harpunspids: Det er Glemselens Fjæld. Med dens Kastevinde mistede for mange Aar siden en gammel Mand sin eneste Søn. Af Sorg unddrog han sig Menneskene og gik til Fjælds. Og for at glemme Ulykken gav han sig til at klatre op ad det ubestigelige Fjæld. Han vilde bringe sig selv i Livsfare for at glemme Tabet af sin Søn, sagde han.
Og deraf har Fjældet siden faaet Navn.
Ude
