Audientsen hos Baronesse v. Leunbach, og sagt, at Elise kunde prise sig lykkelig! Og saa havde de grædt lidt begge to og derpaa omhyggelig tørret hinandens Øjne, førend de gik ud paa Gaden.
Og hjemme havde de smaa Søskende raabt Hurra og var straks begyndt at kalde Elise for «Hendes Højhed». Og om Aftenen fortabte man sig i Eventyrforestillinger om Søsterens Fremtid.
– — —
Og nu sad, som sagt, Kaninen ved Frokostbordet i den store Spisesal paa Næsset sammen med sit Herskab og sin Elev.
– Det er mit bedste Maaltid, lille Vilde! sagde Baronen og toppede for tredje Gang en halv Snes Kødboller i Karry op paa sin Tallerken – Skal De ikke ha' en Bolle til, Frøken Jansen? Spis dog, Menneske! De ser ud til at trænge til det!
– Tak, jeg skal ikke have mere! sagde Kaninen og kastede et frygtsomt Blik hen mod Baronessen, der sad og trommede med sine hvide Fingre paa Dugen af Utaalmodighed over Gemalens Madlyst.
– Ja, hvor er dog Frøken Jansen mager! udbrød Karen pludselig – Hendes Ben er meget tyndere end mine!
– Hø, hø, hø! lo Baronen.
– Taler du nu igen uden at være spurgt! sagde Baronessen.
– Ja men, Mama, det er da ogsaa saa kedeligt ....
– Hyss!
Frøken Jansen var bleven rød helt op til Haaret og saa sig forvildet omkring, som søgte hun et Kaninhul at skjule sig i.
I det samme lød der op i Spisesalen en forvirret Raaben og Skrigen nede fra Vestibulen i Taarnet. Det var et Mandfolk og et Fruentimmer, der skændtes.
– Hva' er det, Niels? spurgte Baronen og standsede i sin Gerning – Har jeg ikke sagt, at Folkene skal holde sig fra Taarntrappen! Gaa ned og se, hvad det er!
Niels gik.
– Gid Fanden havde alle Tjenestefolk! brummede Baronen rød i Kammen.
– Du skulde lade Mejeriforpagteren overtage Folkehusholdningen, saa slap vi for alle de Ærgrelser.
– Det tror jeg sgu ogsaa, jeg gør! … Hva' Fanden, jeg synes min Salighed, de kommer herop!
Baronen vilde rejse sig.
– Nej, bliv nu, Helmuth? bad Baronessen ængstelig – Niels kommer nok og siger Besked.
Ude fra Galleriet hørte man samtidig Tjenerens Stemme:
– Du ved, at Herskabet har forbudt jer at komme denne Vej, Jakob!
– Jeg vil snakke med Husbond! lød en dyb Stemme.
Saa gaa om paa Kontoret! Hans Højvelbaarenhed har sagt ....
Jeg vil snakke med Husbond! lød Stemmen paastaaelig.
Baronen skød heftig Stolen tilbage.
– Madro vil jeg ha'! sagde han og gik hurtig ud i Galleriet – Hva' Fanden er det for et Spektakel! tordnede han løs.
Tæt uden for Døren stod Niels Tjener og holdt fast i Armen paa en stor, sortskægget Mand.
– Slip mig, Niels, eller jeg kvaser dig! truede han.
– Nu kommer de op at slaas! sagde Karen og klappede forventningsfuld i Hænderne.
Baronen gik tæt hen til Manden:
– Har jeg ikke forbudt jer at gaa op ad Taarntrappen?
– Jovel, Hr. Baron! sagde Jakob mindre kry.
– Saa gaa ned med dig!
– Jeg skal nok gaa, jeg skal nok gaa! gentog Manden medgørlig – Men det er Jomfruen dernede, som gi'r vos no'et pilraaddent Mælk til Grøden, og det vil jeg dog spørge, om det er med Baronens Vilje?
– Jeg vil ikke høre paa dit Sludder! Gaa din Vej! sagde Helmuth. Aarerne i hans Pande svulmede, og han løftede truende sin højre Haand.
– Vil du slaa? spurgte Manden pludselig trodsig.
– Aa Gud! sagde Kaninen inde i Spisestuen.
Baronessen skyndte sig ud i Galleriet:
– Helmuth! sagde hun bønligt og greb sin Mand i Armen – — Hvad er det, De klager over, Jakob? spurgte hun henvendt til Karlen.
Han traadte et Skridt tilbage og mumlede høfligt:
– Det er Jomfru Sørensen, der gi'r vos fordærvet Mælk til vorres Grød, Hinnes Naade; og det vilde jeg da spørge, om det var med Herskabets Mening?
– Jeg skal tale med Jomfruen! nikkede Baronessen venligt – Naturligvis maa det være en Fejltagelse af hende! .... Men gaa nu ned! og husk saa, at naar De en anden Gang vil tale med min Mand, maa De henvende Dem paa Kontoret!
Jakob trak sig hen mod Taarndøren:
– Ja, naar Hinnes Naade vil sige hinne ordentlig Besked saa, for det er en Djævel!
– Jeg skal nok tale med hende!
– Ja, saa er det jo godt! nikkede Karlen og listede af ....
– Han skulde være smidt paa Hovedet ned ad Trappen! mumlede Baronen, da han atter sad inde ved Bordet og lagde sidste Haand paa sine Boller.
– Jeg tror nu, du behandler den Slags Folk lidt forkert, Helmuth!
– Saa—aa? Er de Mennesker som vi andre maaske?
– Nej; men netop derfor, min Ven!
Stine Napoleon kom haltende fra sit lille Hus, der laa i Udkanten af Næsgaardene. Hun havde været hjemme i Middagsstunden for at lave Mad til Mand og Børn. Nu skulde hun hen i Præstegaardshaven igen, hvor hun gik og lugede og holdt Orden i Gange og Bede.
Hun ømmede sig for hvert Skridt, hun tog. Benet gjorde da ogsaa rent bandsat ondt i Dag! Og da hun kom ind i Haven, satte hun sig paa en Bænk for at hvile lidt, forinden hun tog fat paa Arbejdet.
Men Smerterne blev værre og værre. Hun stønnede et Par Gange og bandede dertil. Saa rejste hun sig pludselig med en energisk Beslutning og gik om i Gaarden og lige hen mod Døren til Præstens Kontor.
Først ind i den lille, stenlagte Forstue, hvor hun satte Træskoene fra sig, og saa bankede hun paa den indre Kontordør.
Ingen svarede.
Hun bankede igen, kraftigere. Og saa lød der et søvnigt: Kom ind!
Da Stine aabnede Døren og humpede over Tærskelen, rejste Pastoren sig fra Sofaen, hvor han havde ligget og sovet til Middag:
– Er det dig, Stine?
– Jo, Hr. Pastor.
– Hvad godt?
Konen stod et Øjeblik uden at svare. Men saa pludselig greb hun fat i sine Skørter og løftede dem højt op over sine nøgne Ben.
