maa invitere nogle Gæster, Helmuth! sagde hun en Søndag ved Dineen, hvor hun straalede i en pragtfuld, lyserød, dybt nedskaaren Silkekjole, der klædte hende fortryllende, men som kun kunde beundres af hendes Mand, Forvalteren, Lærerinden og Karen – Du er altid rundt i Markerne, Karen er i Skole, og jeg sidder her alene!
– Ja, inviter du væk, Vilde! nikkede Baronen med en kvart Kylling i Munden – Men du maa sgu selv skrive, for jeg har ikke Tid!
Og saa skrev Baronessen til Grev v. Scheele, en Barndomsven og Fætter. Og nu i Overmorgen skulde han komme .....
Dette laa Hendes Naade og tænkte paa, medens hun røg Cigaret og havde Migræne.
Saa hørte man pludselig Baronen raabe med buldrende Røst inde i Kontoret:
– Niels!
Og samtidig kimede han paa det elektriske Apparat, saa at Vinduerne nede i Tjenerværelset svirrede ved det.
Niels for op ad Trappen og ind i Kontoret:
– Hr. Baron!
– Nu har du jo igen glemt at sætte Badekarret under oppe paa Loftet, din Snøbel!
– Ja … jeg … Nu skal jeg! stammede Tjeneren og vilde af Sted.
Ja, nu er det sgu for sent! buldrede Baronen videre – Nu er Regnen jo forbi! – Hvor Fanden gaar du rundt med … med dit Hoved? Se her, det gode, nye Tæppe, forfærdelig spoleret!
Og han pegede ned paa et Brysselertæppe, som laa under Bordet midt i Kontoret. Dets ene Hjørne var ganske gennemblødt af den Væde, der var sivet ned gennem Loftet.
Pludselig hævede Hans Højvelbaarenhed Haanden som for at slaa Tjeneren, der hastig trak sig et Skridt tilbage.
I det samme traadte Baronessen ind. Hun havde hørt Gemalen larme:
– Hvad er der i Vejen, Helmuth?
Helmuth lod Haanden synke.
– Aa, det er den Idiot! Aldrig kan han passe sine Sager! Se Tæppet der!
– Naar vi har spist, maa De lægge det Tæppe ud i Solen, Niels!
– Javel, Deres Naade!
– Er Frokosten færdig?
– Om et Øjeblik, Deres Naade!
– Gaa saa ned og ret an!
Tjeneren forsvandt.
– Skal du ikke have en anden Frakke paa, Helmuth, inden vi gaar ind?
Baronen stod endnu med rynkede Bryn og svulmende Aarer.
– Du skulde nu ogsaa lade det Tag gøre i Stand!
– Der er saa meget, der skulde gøres i Stand!
Hendes Naade greb sig op til Hovedet:
– Jeg har det ikke rigtig godt i Dag, Helmuth .....
Helmuths Ansigt blidnedes, og han slog sin Arm om sin Kones Liv.
– Hvad er der med lille Vilde? spurgte han og gjorde Røsten kælen.
– Lidt Hovedpine …
– Aa Herregud! han bøjede sig og kyssede hende paa Kinden, som hun hurtig vendte til.
– Og saa din Hidsighed! sagde hun med mat Stemme – Den gør mig altid saa nervøs. Du raaber saa højt!
– Jeg blev arrig paa den Torsk! bruste han op.
– Ja, ja, ja! … Men tror du ikke ogsaa, at Niels har for meget om Ørerne? Og nu vi faar Gæster? Skal vi ikke forsøge med Julius ogsaa? Det kunde blive en pæn lille Tjenerdreng!
– Det Bondebæst!
– Aa, han er slet ikke saa gal, skal du se! Jeg har talt med ham et Par Gange nede i Stalden. Der er noget kvikt og adret over ham!
– Ja—a, maaske ....
– Synes du ikke, vi skulde prøve ham?
– Saa kommer vi jo til at savne en dernede …
– I finder saamænd nok en! … Kan han begynde straks i Morgen tidlig?
– Det kan han vel nok … Men det vil jeg sige dig, Vilde, at jeg vil ikke ha' noget med at dressere ham!
– Nej, det skal jeg nok besørge! … Du er en kær, lille Mand! endte hun og strøg sin Bamse om Haaret.
Han brummede henrykt og sluttede hende kraftigt i sine Arme.
– Ikke for voldsom, Helmuth!
– Du har ingen Snøreliv paa i Dag, Vilde?
– Nej, det generer mig.
– Du er da vel ikke … Der er da ikke Ugler i Mosen? spurgte han med straalende Øjne.
– Nej vist ej! sagde hun og rev sig løs – Du plager mig med dine Spørgsmaal!
– Bare der var Vilde! sagde han og saa hende henrykt ind i Øjnene – Jeg vilde ligefrem gi' dig 50 Kroner, hvis det blev en Dreng!
– Der er rettet an! meldte Tjeneren.
Baronen tog sin Kones Arm:
– Kom saa, jeg er sulten!
– Du glemmer, at du skal skifte Frakke!
– Aa skidt!
– Nej, du lugter af Stald!
Og Helmuth maatte pænt ind i sit Paaklædningsværelse ved Siden af Kontoret og skifte Frakke.
Straks da Baron Helmuth havde friet til Fru Raskowitz og faaet Ja, var han som drukken af Lykke og Stolthed: Aldrig havde han troet det muligt, at han skulde faa en saa fornem og smuk Dame til Kone!
Og hvordan han havde baaret sig ad med at fri til hende, anede han ikke.
Det var en Aften, han var inviteret til Te hos hendes Moder, Grevinde Rosenvinge, at det var sket. Der havde ikke været andre Gæster, og da Teen var drukket, sad de to unge ene i Kabinettet og saa paa nogle Fotografier. Grevinden havde diskret fjernet sig.
Helmuth var ganske ør af benovet Forelskelse. Og han kunde ikke fatte, at den skønne Frue, der jo var «bedre vant», som han udtrykte sig, kunde finde nogen Glæde i at sidde ene med ham og se saa venlig og smilende ud og af og til læne sig over imod ham og lægge sin fine, hvide Haand paa hans Arm. Og saa den Duft, der udgik af hendes Haar og hendes Klæder! Han blev mere og mere forvirret. Og naar hun fæstede sine store, graa Øjne paa ham, rødmede han over hele det tykke, godmodige Ansigt og stammede og gav ganske forvildede Svar:
– De maa undskylde Frue, sagde han i sit Hjertes Enfold – Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er jo ikke vant til at ha' med saa fine Damer at gøre. Jeg er kun en Bondemand, er jeg. Jeg har aldrig lært noget!
