Vinden, og der fløj en Regn af Sand og Smaastene frem under dets Hove.
Da det fik Øje paa Hestene foran Vognen, standsede det brat op og udstødte en høj, prustende Vrinsken.
– Satan osse! brød det ud af Baronen – nu er Hejmdal kommen løs igen! Hva' er det for noget Smøleri!
– Bare her nu ikke bli'r Komedje, Hr. Baron! sagde Jens og glemte ganske at løfte Pisken – For den nærmer Hoppe er villig.
Hingsten vrinskede paa ny, og den nærmer Kørehest svarede med en dyb, gurglende Lyd, der lød som en Kalden.
Vognen var standset.
Kusken svang Pisken hen mod Hingsten og knaldede løs. Men det var, som Dyret ikke hørte det; thi pludselig rejste det sig paa Bagbenene og gik nogle Skridt fremad i al sin Vælde: dets Øjne skinnede, dets Øren stod strittende oprejst, og ud fra dets røde, opspilede Næseboer stod der en tæt, fin Damp som to Søjler frem i Luften.
– Helmuth, Helmuth! skreg Baronessen og greb sin Mand i Armen.
– Jamen han ser sgu godt ud, Vilde! sagde Baronen beundrende.
Oppe fra Portalen i Taarnet havde ogsaa lydt et Skrig, et uartikuleret, underligt, hæst Skrig. Det kom fra den døvstumme, der samtidig gjorde omkring og flygtede ind i Huset.
Enkebaronessen derimod blev staaende høj, matronebred og imponerende foran de aabne Døre og raabte med en dyb, mørk Stemme, der var vant til at byde og blive adlydt:
– Tag Pisken, Helmuth, og staa af Vognen og jag ham væk; ellers risikerer du, at han splintrer hele Herligheden!
Baronen skulde netop til at parere Ordre, da Hingstepasseren, gamle Jørgen, kom løbende ind fra Haven, sveddryppende, paa bare Strømpefødder og uden Hat.
– Hva' er det for noget forbandet Svineri! raabte Baronen ham i Møde, mørkerød i Ansigtet af Vrede – Kan din gamle Idiot ikke passe, hva' du skal! Hva' tror du ellers, du faar Kost og Løn for?
– Han har smøjet Tøjret a' sig, Hr. Baron! svarede Jørgen med rystende Gammelmandsstemme.
– Ja, det ser jeg sgu nok! Gaa hen og læg det paa ham!
– Jovel, Hr. Baron, straks!
Jørgen stod med Tøjret i Haanden og gik nu dristig hen til Hingsten, der, i samme Øjeblik Vognen standsede, var travet hen ved Siden af den nærmer Kørehoppe, som den nu prustende og stampende stod og bed kærtegnende i Manke og Hals.
– Kom saa bitte Hejmdal! sagde den gamle og strøg Dyret ned over Bringen.
– Bare den ikke gør en Ulykke paa ham! hviskede Baronessen angst.
– Den kender ham! sagde Baronen.
Og virkelig havde Jørgen faaet listet Tøjret paa Hingsten.
– Vøv det om Træet der! sagde Jens oppe fra Bukken.
– Og pludselig var Forvalteren og et Par Karle ogsaa kommen til Stede. Og Tøjret blev slynget to—tre Gange om det nærmeste Træ.
Saa slog Kusken et knitrende Kald, Kørehestene sprang frem, og Landaueren rullede op for Portalen .....
– Hæ! fniste Niels Tjener, da han havde fulgt Herskabet op ovenpaa og igen kom ned ad Taarntrappen for at hente Plæder og Rejsetæpper – Hæ, du, Jens! Hejmdal ha'de nok osse Lyst til at holde Bryllup!
Et Par Timer senere.
Enkebaronesse Juliane kom gaaende høj og statelig ned gennem Riddersalen og ud i «Galleriet», en lang, fliselagt Forhal, der førte fra Dagligværelserne over til Slottets vestre Fløj, hvor Gæsteværelserne fandtes.
Den gamle Dames Ansigt lignede en Mands Ansigt med de stærkt buede Øjenbryn og den store, krumme Næse.
Og saa var der ogsaa det, at hun bar sit graahvide Haar sat op i lutter smaa, stive Krøller det ganske Hoved over.
Malet i Fløjelskappe og med Fjerbaret vilde hun have lignet en stolt, gammel Raadsherre!
Men nu var hun imidlertid iført en søgrøn, langslæbet Silkekjole, besat med tætte Rækker af sorte Kniplinger lige nede fra Skoningen og syet efter Mode fra Slutningen af Tresserne: Vide, posede Halværmer og spidst nedløbende Liv. Armene var nøgne fra Albuerne. Hvide, runde Arme; men nogle underlig store, røde Hænder.
Smykker bar hun: Armringe, Kæder og Brystnaale, een oppe i Halsen og een nede paa den nederste Spids af Livet. Og med Fingerringe havde hun alle Fingrene besatte. – En Taterdronning lignede hun, der glædes ved Glimmer og Glans; selv om den just ikke altid er smagfuld og ægte! .....
Niels Tjener stod i en lidt medtaget sort Kjole og ditto hvidt Slips ved Fløjdørene ind til Spisesalen.
Da Enkebaronessen nærmede sig, slog han dem op paa vid Gab.
– Er min Søn og hans Kone endnu ikke kommen?
– Nej, Baronen og Baronessen er endnu ikke kommen!
– De ved vel, at der er rettet an?
– Ja, jeg har meldt det!
Den gamle Frue lagde sin højre Haand haardt paa Tjenerens Skulder:
– Nu er min Tid forbi her paa Næsset, Niels! sagde hun.
Niels smilede diskret:
– Enkebaronessen ser vel jævnligt ud til Herskabet ....
– Tror det ikke! sagde hun og rystede energisk paa Hovedet, saa at alle de stive Krøller dirrede.
Derpaa gik hun forbi ham ind i Salen.
Og Niels skød Dørene blidt til efter hende ....
En halv Snes Minutter senere blev de aabnet igen, og den unge Baronesse traadte hastigt ind fulgt af sin Mand.
Enkebaronessen vendte sig fra Vinduet, hvor hun havde staaet og set ned i Haven.
Og i et kort Sekund mønstrede de to Damer hinandens Toilette.
Saa smuttede et lille haanligt Smil bort bag den unges Læber:
– Undskyld, at De har maattet vente, Svigermoder!
– Jeg be'er!
Der blev i Dagens Anledning serveret fem Retter Mad og Dessert. Og Rødvin blev der drukket og Mosel og Champagne og Sherry.
Baronen og hans Moder spiste kraftigt. Men den unge Baronesse nød ikke meget.
Man talte om Vejret og om Bryllupsfesten og om Rejsen.
Niels gik lydløst rundt og vartede op.
– Naa Helmuth, sagde den gamle Frue – nu er du vel glad, min Dreng, at du har faaet dig en Kone?
– Ja, det kan du tro, Mor! mumlede Helmuth med en Kartoffel i Munden – Og Vilde er saa god og saa smuk!
Baronesse Alvilda bøjede Hovedet og saa ned i sin Tallerken.
Ja,
