Træer.
– Hun var nydelig! udbrød Clara.
– Ja nydelig! gentog Pastoren.
– Malet! sagde Fruen, og Gæren i hende ligesom hævede sig.
Men Herskabet rullede videre gennem Landsbyen, hvor Mænd, Kvinder og Børn stod i Døre og bag Vinduer og nikkede bondetrevent eller gloede dumt ....
– Her begynder vores Ejendom, Vilde! sagde Baronen og slog bredt ud med Haanden, da Ekvipagen kørte ind under Æreport Nummer to.
– Jeg ved det. Du fortalte mig det to Gange, da jeg var her i Efteraaret med Moder.
Pause.
– Lige herfra og op til Gaarden har været en voldsom storartet Lindeallé! begyndte Baronen igen.
– Saa—aa?
– Ja. Men den huggede Kammerherren engang, da han trængte til Penge … min Fars Far.
– Det hvide Hus der med det lille Flag foran? spurgte Baronessen og pegede.
– Der bor vores Skovfoged.
– Er dine Folk paa Arbejde, siden man ikke ser noget til dem?
– Nej, de er vist oppe for at modtage os paa Gaarden .... Er Folkene oppe paa Gaarden, Jens?
– Ja, Hr. Baron!
Kusken svarede uden at røre sig. Han løftede bare Piskeskaftet op til Hatteskyggen.
Saa kørte man igen en Stund af Sted i Tavshed.
Slotstaarnets Spir begyndte at titte frem over Skoven forude. Og af og til, naar Vinden bevægede Træerne, saas et Blink af en solbeskinnet hvid Mur.
– Jeg laa Satans skidt i Nat, Vilde, sagde Baronen pludselig og skudrede sig.
– Ja, man sover aldrig godt om Bord.
– Nej, Køjerne er altfor smalle! .... Det skal blive rart at komme i sin egen gode Seng, hva' Vildemor?
Han greb hendes lille, behandskede Haand med begge sine brede Bjørnelapper og saa paa hende omtrent som en Hund, der ikke ved, om den gør sig skyldig i en Forseelse eller ej.
Fruen lod ham beholde Haanden; men saa til Siden uden at svare.
Det var næsten, som om Baronen blev dumdristigere ved denne diminutive Gunstbevisning. Hans store, godmodige Ansigt rødmede af Glæde, og han gav sig til med et Par frygtsomme Fingre at kærtegne hendes Haandled oppe under Ærmet, der hvor Handsken endte. Og hans Stemme dirrede af Bevægelse, da han sagde:
– Jeg laa og længtes saa voldsomt efter dig i Nat paa Dampskibet, Vilde! For siden Juleaften, da du sa'e til mig, at jeg ikke maatte gaa til … ikke maatte … saa har jeg heller ikke!
Hun rev Haanden til sig og vendte sig helt bort:
– Du er dog saa … massiv, Helmuth!
Baronen saa ganske betuttet ud og skævede op til Bukken, hvor Kusk og Tjener sad med stive Rygge.
Saa strøg han hende ned over Armen, saa blødt han formaaede:
– Ikke vred, lille Vildemor! bad han med kælen Stemme – Jeg troede jo … jeg mente jo, at du, der har været gift før ....
– Men saa hold dog engang op! afbrød hun ham.
Men samtidig maatte hun smile mod sin Vilje af hans Bjørnenaivetet. Og da han saa hendes Smil, lyste hans smaa brune Øjne og hele Ansigt af Fryd.
– Kan Hr. Baronen se, der er Forvalteren med Folkene!
Det var Kusken, der tillod sig at tale med Pisken ved Hatteskyggen.
Alleen gjorde en Svingning, og Vognen kørte nu frem mod den høje, hvælvede Indkørselsport, som gennem Ladebygningen førte ind til Avlsgaarden.
Portbuen var smykket med Bøgeløv og Flag.
Og paa begge Sider af den stod Gaardens Karle og Piger og Husmænd med deres Koner og Børn opstillet. Mandfolkene til højre og Fruentimmerne og Børnene til venstre.
Saa snart Skaren fik Øje paa Køretøjet, gav den sig til at vifte med Hatte, Huer og Tørklæder og brød ud i et brølende Hurra.
– De holder nok meget af dig, Helmuth? sagde Baronessen.
– Naa—aa, mente Helmuth – det er nok snarere Risengrøden og Kalvestegen, de raabe Hurra for!
Forvalteren og Mejeribestyreren dirigerede hver sin Flok.
Alle var de i Kisteklæderne.
Forvalteren havde nystrøget Krave paa og højrødt Slips. Mejeristens var derimod græsgrønt.
– Længe leve vort naadige Herskab, Baronen og hans unge Brud! brølede Forvalteren.
– Hurra—a! skreg Hoben og svingede paa ny med Hattene, Huerne og Tørklæderne.
– I Fryd og Velstand svæve! peb Mejeristen.
– Hurra—a!
– Tak, Folk, Tak! nikkede Baronen og lettede paa Hatten.
Og Hendes Naade smilede huldsaligt og besvarede Viftningen med sit kniplingsbesatte Lommetørklæde, der ikke var større end en god Desserttallerken.
Saa buldrede Landaueren ind under Porthvælvingen og frem igen hen over Avlsgaardens toppede Brosten.
Og der laa saa Slottet lige foran dem.
Baronen bøjede sig ud over Vognkanten og saa op mod det med et lysende Blik.
Det saa ogsaa helt imponerende ud med sin vældige Façade og sit høje, kobberhængte Taarn, hvis øverste, hvide Murkant og spidse, irgrønne Tag lyste i Eftermiddagssolen.
– Det er en voldsom Kasse aa se paa! sagde han grebet.
Han blev stadig imponeret, hver Gang Slottets Størrelse rigtig gik op for ham ....
Mellem Avlsgaarden og Borggaarden stod seks kuppelformede, klippede Lindetræer. Tre paa hver Side med to rødmalede Hundehuse imellem for at markere Gennemkørselen.
Allerede da Landaueren rumlede ind under Porthvælvingen nede ved Alleen, var Lænkehundene faret frem af deres Huler og dansede nu vanvittige rundt, medens de raslede med deres Jærnkæder og glammede op med deres Stemmer, som var ganske ru og hæse af mange Aars Tjeneste i Slud og Kulde, Regn og Sol.
– Hektor og Ajax, vil I holde Mund! truede Baronen.
Og Dyrene luskede med Halen mellem Benene ind i deres Villaer.
– Der staar din Moder oppe! sagde Baronessen og pegede frem mod Indgangsdøren i Taarnet – Men hvem er det lille, underlige Væsen, der staar bag ved hende?
– Det er jo den døvstumme!
Lige idet Vognen svingede ind paa
