en høj, stiv Linning oppe i Halsen. Og Ansigtets og Haarets Blondhed lyste frem af den diskrete Dragt, som en bleg Pastel af en dunkel Ramme.
– I havde vel hver sin Køje i Nat, stakkels Børn? spurgte den gamle Frue pludselig.
Baronen brast ud i en høj Latter.
– Ja Herregud! sagde den gamle stødt – man kan vel tale! I er jo da konfirmerede begge to!
– Hun er frygtelig, Vilde! hva'? Den Tale er du nok ikke vant til i Salonerne ovre i København.
– Eller i Buda-Pest! indskød Enkebaronessen.
– Mor! sagde Sønnen haardt og slog Haanden i Bordet.
Og der blev en Pause, i hvilken Niels skaffede Tallerkener til Desserten.
– Skænk Sherry rundt!
Der blev skænket Sherry. Og Tjeneren forlod Spisesalen.
– Jeg tænkte meget paa Jer i Gaar, begyndte den gamle Frue.
– Vi savnede ogsaa Svigermoder ....
– Helmuth vilde jo ikke have mig med.
De unge rødmede.
– Jeg er rimeligvis ikke fin nok til at være sammen med din Familie, lille Alvilda!
– Jeg syntes, at det var unyttigt at gi' alle de Penge ud, mumlede Baronen. – Du har allerede brugt saa mange nu til Flytningen.
– Jeg kunde da ikke rasle ind i de nøgne Stuer!
– Hvad skulde du med Hest og Vogn? Du kunde jo laane hos mig, naar du skulde bruge.
– Tak, min Dreng! Rende en hel Mil for at hente det!
– Jamen, naar du nu faktumsk ikke har Raad!
– Jeg skal med Guds Hjælp aldrig falde dig til Byrde!
Og Enkebaronessen knejsede med Hovedet, saa Krøllerne hoppede.
– Skal vi saa ønske Velbekomme! sagde hun og skød Stolen haardt tilbage.
Ved denne Lyd viste Tjeneren sig og aabnede Fløjdørene.
Og Baronen bød med et ceremonielt Buk sin Moder og sin Kone Armen og førte dem ud.
Samme Dags Aften henad ti.
Enkebaronessen har trukket sig tilbage til sine Værelser i Fløjen bag Riddersalen.
De to unge er ene i den store, halvmørke Dagligstue, hvor kun en enlig Lampe brænder paa et lille Bord henne foran Sofaen i Krogen ved Kaminen.
– Jeg glæder mig ubeskriveligt til, at Karen kommer herover i næste Uge! siger Baronessen – hun vil have godt af at være paa Landet!
– Ja—a … nikker Helmuth, der sidder i en Lænestol og ser mørkt frem for sig – Men jeg vilde nu helst ha' haft dig nogen Tid for mig selv, Vilde. Nu ta'er Mor jo i Overmorgen over til sit Hus i Jelstrup, og saa var vi to bleven saa dejlig alene!
– Aa, Karen kan vel ikke genere!
– Næi … Men hun deler dig, lille Vilde!
Helmuth rejste sig og gik hen og støttede Armene mod Ryggen af Sofaen, i hvilken hans Kone sad:
– Skal vi saa gaa til Ro? spurgte han.
– Er Klokken saa mange?
– Den er ti.
– I København gik vi først i Seng Klokken tolv.
– Jamen nu er vi jo paa Landet! sagde han og greb hendes Haand – Og saa … og saa længes jeg saa voldsomt efter dig, Vilde! brusede det ud af ham, medens han samtidig knugede hendes Haand, saa at hun var ved at skrige.
– Men Helmuth, Helmuth dog! sagde hun og rejste sig.
– Jamen du er jo dog min egen, lille søde Kone, Alvilda! han lagde Armen om hendes Liv – Er du ikke?
Hun stod rank og høj med bortvendt Ansigt og uden at svare.
– Skal jeg gaa ind og klæde mig af først? spurgte han kælent hviskende.
Hun nikkede stille og skød ham læmpelig fra sig.
Saa greb han paa ny hendes Haand, kyssede den taknemmeligt og gik.
Og efter et Kvarters Forløb, da alt var blevet stille inde i Soveværelset, slukkede hun Lampen og fulgte langsomt efter. —
Dette var de nygiftes første Dag paa Næsset.
– — – —
Men ovre i det grønne Gæsteværelse bag Riddersalen sad Enkebaronesse Juliane i samme Time halvt afklædt foran Toiletspejlet med en ikke ganske ren Friserkaabe over Skuldrene.
Bag hende paa en høj til Øjemedet konstrueret Skammel stod den døvstumme og satte Papillotter i den gamle Dames Krøller.
Dette var et Arbejde, der mindst tog en Time.
Man sagde, at Baronessen holdt baade Berlingske Morgen- og Aftenavis for at faa Papir nok.
– Naa, Stasia, lød det fra den gamle Dame, idet hun drejede Hovedet – saa kommer vi til den anden Side!
Stasia forstod hvert Ord, hendes Herskab talte. At sige, naar hun saa Baronessens Ansigt, saa Læbernes Bevægelse. Som nu i Aften i Spejlet.
Og de førte lange Samtaler, de to. Stasia skrev paa sin lille Tavle, og Baronessen svarede mundtlig.
Naar de da ikke lige netop var Uvenner. Thi saa kunde der gaa Dage, hvor de kun skulede hadefuldt til hinanden uden at mæle et Ord.
Den døvstumme havde engang paa en saadan Uvejrsdag kastet et glohedt Strygejærn efter sin Frues Hoved. Og Baronessen lukkede ofte i hele Døgn sin Pige inde i det store, røde Klædeskab, der stod i en Krog oppe under Taget paa Loftet.
Men for Tiden var de fine Venner.
– Det gaar jo rigtig snildt for dig i Aften, lille Stasia! sagde Baronessen og nikkede ind i Spejlet, hvor den døvstummes pluskæbede Gammelkoneansigt stirrede hende i Møde med det vandkæmmede, hørgule Haar klappet tæt ind til Pande og Kinder – Du skal nok ha' den røde Brystsløjfe, jeg har lovet dig!
Stasias Øjne lyste, og hendes krogede Fingre spillede som travle Edderkoppeben rundt oppe mellem Krøllerne.
Denne samme røde Brystsløjfe havde Pigebarnet alt været Ejerinde af talrige Gange. Men saa ofte der kom en Kurre paa Traaden mellem de to Kvinder, nappede Baronessen den fra hende igen.
– Saa! sagde den gamle Frue og rejste sig fra Stolen, da den sidste Papillot var sat i – Kappen, Stasia!
Den døvstumme hoppede adræt ned fra Skammelen og hentede hurtig en hvid, blondebesat, heller ikke ganske ren, Natkappe fra Toiletbordet og rakte hende.
Medens Fruen stod foran Spejlet og bandt
