fik hun ogsaa et let Anfald af Religiøsitet. Men det fortog sig snart. Thi efter moden Overvejelse fandt hun Kogebogen mere menneskelig end Bibelen. Hun var, kort sagt, bleven en praktisk Natur.
Og da Manden døde, og Sønnen overtog Baroniet og senere gik hen og forlovede sig, da vidste hun, at hendes Time som Herskerinde paa Næsset var slaaet.
Og til at begynde med veg hun rolig og behersket Pladsen, som det sømmer sig en detroniseret Dronning, der kender sin Pligt.
Men hun glemte aldrig, at hun havde været Dronning. Fra Slottet var hun forjaget, der var hendes Magt endt; det havde hun indset fra sit allerførste Møde med Svigerdatteren. Men af sine fordums Hofsinder rundt paa Egnens Proprietær- og Præstegaarde krævede hun samme Dyrkelse og Underdanighed, som da hun i sin Tid gjorde disse Eksistenser den Ære at beværte dem ved sit Taffel i Slottets hundredaarige Spisesal.
Og da hun, alt som Aarene randt, var bleven mere og mere hensynsløs renaissanceagtig i sin Mund og hele sin Optræden, holdt hun alle oprørske Sjæle i knurrende Ave ....
–
Men her vil vi slutte Forhistorien.
Der var opført tre Æreporte: Een midt i Landsbyen mellem Præstegaardshaven og Skolen. Een ved Godsets Grænse, der hvor den nyplantede Poppelallé begyndte. Og endelig en tredje foran Gaardens Indkørselsport.
De bestod alle af lysegrønt Bøgeløv isprængt med smaa Papirsfaner. Løvet havde været ganske frisk til Morgen, men var nu en Del medtaget af Junidagens Sol.
Klokken var tre Eftermiddag.
– Nu kommer de! raabte Præstens Clara og for ned ad Udsigtshøjen, saa at den hvide Kjole strammedes ind om hendes slanke Ben, og Straahatten fløj hende af Haaret og blev liggende som en blomstersmykket Oase midt i Grusgangens Ørken.
Hun havde set Herskabsvognen komme frem oppe mellem Bakkerne mod Syd.
– Der er de! gentog hun forpustet og segnede om paa Puffen lige inden for Havestuedøren.
– Sig det til Far! sagde Præstekonen og hævede sig ilsomt fra Sofaen.
Hun saa ud, Fru Mascani, som var hun lavet af en blød, hvid Dejg tilsat med rigeligt Gærstof.
I Dagens Anledning var hun iført en storternet, nystrøgen Sirtses Kjole og lignede, idet hun rejste sig, en af disse omfangsrige, lidt undersætsige Ballondamer, der gaar til Vejrs ved Markeder og Dyrskuer.
Clara fløj hen til Studereværelsets Dør, som hun gav sig til at hamre paa med begge Hænder:
– Der er de, Far!
– Nu kommer jeg! lød Præstens Røst indenfor.
– Vi gaar op paa Udsigtshøjen! meldte Fruen henvendt til Døren – Hvor er min Hat, Clara?
Clara kom stormende med Hatten ude fra Entreen.
– Du er saa voldsom, Barn! sagde Fru Pastorsken og svedte mildt allerede ved Tanken om at skulle følges med Datteren – Dæmp dig! Det maa se ud, som om vi ganske tilfældig befandt os deroppe! – — Min Gud, der ligger jo din Hat! sagde hun, da de kom ned i Nøddegangen.
– Ja, den fløj af mig før! lo Clara og anbragte Hatten paa dens rette Plads.
– Du ligner ikke min Familie! sukkede Præstefruen og steg pustende op ad Højens Trappetrin, hvor Damerne tog Plads paa Bænken – Desværre! lød det, da hun havde sat sig til Rette og ordnet Ballonen.
Heroppe fra Bænken kunde man overse et stort Stykke af Landevejen, der førte gennem Landsbyen og ind til Købstaden.
– Nu er Vognen nede bag Troldebakken! sagde Clara.
Lige over for Præstegaardshaven laa Skolen, og bag denne, paa en Banke, Kirken med sine hvide Mure og sit røde Tag. Og den skinnende, blaahvide Himmel dannede Baggrunden.
Og nu i Dag indrammedes oven i Købet det hele lille Billede af Æreportens Bøgeløv.
– Men hvor bliver dog Far af! udbrød pludselig Fruen. – Der kommer Vognen frem nede bag Smedjen! Og vi maa være her alle!
En nedslaaet Landauer svingede rask omkring det lille, sodede Hus nede ved Foden af Troldebakken. Hestenes sølvpletterede Seletøj blinkede i Solen, og Kusk og Tjener sad som skaarne i Træ paa den høje Buk.
– Hun er i lyst! sagde Clara, der havde nappet et Glimt af Bruden, da Vognen drejede.
– Lige idet de kører ind under Æreporten, rejser vi os! nikkede Pastorinden – Men det maa ikke se arrangeret ud! Kedeligt, at jeg ikke har faaet mit Strikketøj med!
Nu kom Pastoren ilende med lange Skridt ned gennem Nøddegangen. Frakkeskøderne stod ud i Luften efter ham.
– Nej der, Adolf! sagde Fruen, og pegede hen paa den anden Ende af Bænken, da han vilde sætte sig ved Siden af hende – med Clara imellem os! Det ser saa hyggeligt ud.
Pastoren tog Plads ved Siden af Datteren.
– Lige idet Vognen ruller ind under Æreporten, rejser vi os og hilser. Men ikke for dybt!
– Tror du, Datteren er med, Mor? spurgte Clara.
– Naturligvis har hun sit Barn med, ja!
– Det er han kommen nemt til! sagde Præsten. – Selv faar han vist heller ingen.
– Hvorfor dog ikke? spurgte Clara nysgerrigt.
– Han er for fed, min Stump.
– Adolf! lød det advarende fra Fruen.
– Du behandler mig altid, som jeg var syv Aar, Mor! vrissede Clara fornærmet.
– Det er Barnet i os, man skal leve paa! mente Pastorsken.
Men Clara lagde sig kælent op til sin Fader og hviskede:
– Hvad vil det sige, at Baronen er for fed?
Præsten smilede og sendte sin Kone et ondt Blik:
– Jeg tør ikke for din Mor! sagde han – hun er Romantiker. Hun tror endnu, at de smaa Børn kommer ud gennem Øret!
Fru Mascanis store, bløde Butterdejgsansigt bævede, og hun skulde lige til at svare, da Clara i det samme raabte:
– Der er Vognen!
Og der lød et smældende Piskeknald, og Landaueren rullede ind paa Landsbyens knudrede Efterligning af en Brolægning.
Præstefamilien rejste sig og strakte Hals.
– Datteren er ikke med! meldte Clara, der tittede ud mellem to Grene.
Saa lød et nyt Knald, og Vognen kørte ind under Æreporten.
– Goddag, goddag, Hr. Baron! Og velkommen til Egnen, Fru Baronesse! lød det fra Udsigtshøjen, hvor Præstefamilien stod og kniksede og vinkede og ganske havde glemt den anbefalede Reservation.
Parret i Vognen smilede og vinkede igen. Og man hørte Baron Helmuths dybe
