Satan, pas dog paa Aarerne, din Torsk."
Thomas var arrig, og hans Snøre gled nu med Lethed ind over Rælingen.
"Er den væk?" spurgte Elias spagfærdig og begyndte atter at røre Aarerne.
"Selvfølgelig. Hvorfor Fanden kan du ikke ogsaa passe paa?"
Thomas havde sat sig ned og halede arrigt ind paa Linen.
"For Satan, Knægt, skynd dig at faa Snøren ud. Den maa sku staa her i Nærheden."
Johannes skyndte sig at faa Sild paa Krogen og lod Snøren plumpe overbord og gaa til Bunds. Men Elias, der følte en Smule Samvittighedsnag, det var jo maaske nok, fordi han ikke havde passet Aarerne, at Helleflynderen havde sluppet, forsøgte at retfærdiggøre sig.
"Hm. Hæ. Det sker saa tit, at de slipper, de Bæster."
"Det gør Fanden gør det," imødegik Thomas. Han havde travlt med at faa Torsken halet op, saa han atter kunde faa Snøren til Bunds efter Helleflynderen.
"Det er rigtig morsomt, naar en anden en saadan sidder og slider i det," klagede han, "at det hele saa skal ødelægges, fordi du ikke kan passe Aarerne."
Men nu blev Elias gal. Han havde længe nok spillet Martyr, nu var han træt af den Rolle. Og han lænede sig frem over Aarerne mod Thomas.
"Nu skal jeg sku sige dig en Ting, bette Thomas. Og det er, at det eneste, som vi med Bestemthed kan sige, er det, at det var dig, den slap fra. – Akkurat sku."
Og idet han atter lænede sig tilbage og tog et langt Tag med Aarerne, føjede han til lidt sagtere, ligesom for sig selv:
"Hvis det da har været en Flynder."
Skrattende røg Blyloddet ind over Rælingen med den lange Jernbue, fra hvis Ender Snørerne med Krogene hænger ned. Og idet Thomas bøjede sig frem og tog fat i den ene Snøre, der var spændt som en Streng, halede han en Torsk paa henved en halv Snes Pund ind i Baaden.
"Det var sku da alligevel en pæn Fisk," bemærkede Elias forsonende. Det var jo, naar alt kom til alt, ham, der havde faaet det sidste Ord i Striden.
Men Thomas havde travlt med sine Snører; han havde ogsaa faaet den anden Snøre ind og saa nu, at Silden paa den store Krog var urørt. Saa vendte og drejede han den fangede Torsk.
"Se her," sagde han og holdt Torsken frem mod Elias. "Her har den haft fat i Torsken, Bæstet."
Elias undersøgte Biddet.
"Det har været en stor Tamp, den."
Johannes havde rejst sig forude og saa over Elias' Hoved hen paa Biddet. Snøren holdt han i Haanden og bevægede den mekanisk op og ned. – Pludselig strammedes den, og han kunde ikke røre den. Havde den mon faaet fat i en Sten paa Bunden.
Han halede til med begge Hænder og fik halet et Par Tommer ind. Saa halede han atter af al Magt og fik igen nogle faa Tommer ind. – Hvad Fanden var det?
Thomas, der havde iagttaget ham, lod Torsken falde ned i Baaden, plantede sin Haand paa Elias' Skulder og satte i et Spring forud.
"Vær forsigtig, Dreng. For Satan, vær forsigtig. Hal langsomt, ganske langsomt, ellers river du det hele i Stykker."
Formaningen var for saa vidt overflødig, som han allerede selv havde Tag i Snøren og halede ind paa den.
"Hm!" gryntede Elias og vendte sig halvt om. Men denne Gang passede han paa og manøvrerede omhyggeligt med Aarerne.
"Forsigtig, ganske langsomt, endelig forsigtig," formanede Thomas, der selv stod og halede ind paa Snøren.
Johannes, der var puffet til Side, sad paa Toften og vidste ikke, hvad han skulde gøre med sine Hænder. Han syntes, det var overflødigt at formane andre, naar man samtidig tog Snøren ud af Hænderne paa dem og bemægtigede sig deres Fangst, og han gjorde i en beskeden, surmulende Tone Thomas opmærksom paa sin Mening i den Retning.
Thomas tog endnu et Par Tag.
"Ja, ta' den saa," sagde han og holdt Snøren hen mod Johannes. "Men vær forsigtig med den, Knægt."
Det var øjensynlig kun med Uvilje, han gav Snøren fra sig, med saa øjensynlig Uvilje, at Johannes næsten generede sig for at tage den. Men det var jo da hans Fisk, og hvad der sagde endnu mer, hans første Fisk.
Johannes halede langsomt og forsigtigt ind, medens Thomas stod og saa til, foroverbøjet og øjensynlig parat til at gribe ind ved første Lejlighed. Elias sad halvt vendt og manøvrerede aarvaagen og øvet Baaden op mod Søen, medens han samtidig sad og mumlede Formaninger halvhøjt i Skæget.
"Rolig, rolig, inte hidsig, inte hidsig, bare rolig!" Samtidig sad han og holdt skarpt Udkig efter Søerne, der kom rullende mod Stævnen.
"Der har vi en af de ondskabsfulde. Hvadbeha'r? det ku du li'. Men det bliver Løgn, gamle, det bliver Løg–n."
Han lænede sig tilbage og trak med et sikkert Aaretag Baaden op paa en høj Sø. Saa hvilede han, medens Søen gled bort under Baaden, og trak saa til op over den næste. – Spændende var det sku med saadan en Fisk. Elias havde ligefrem Mavekneb af Spænding, skønt han var en gammel Fisker og havde fisket mange Helleflyndere. Men denne lod jo ogsaa til at være en svært stor en.
Johannes undrede sig over, hvor let Fisken pludselig var bleven; man kunde fristes til at tro, at den var gaaet igen.
Men saa strammedes Snøren pludselig og blev saa tung, som bar den et Klippestykke.
"Vær nu forsigtig, Knægt," formanede Thomas, medens han lænede sig forover og strakte Haanden frem og ligesom greb i Luften med den. "Vær endelig forsigtig."
Elias sad helt skraat paa Midtertoften og vred sig mer og mer fremefter, medens han gjorde rene Kunstværker med sine Aarer.
"Rolig, bare rolig!" brummede han. Men det var lige saa meget Søen som Fiskerne forude, han formanede. Han havde en underlig Uro over sig, særlig i Benene, og følte det krible gennem hele Kroppen. Spændende var det sku med saadan en Fisk.
"Forsigtig! forsigtig!" formanede Thomas. Han stak Enden langt bag ud og fattede med begge Næver om Rælingen og klemte til.
Det var helt meningsløst med disse Formaninger, thi kun ved at hale til af alle Kræfter aarkede Knøsen at faa Tomme efter Tomme af Linen ind over Rælingen. Han laa tilbagelænet med begge Fødder stemmet mod Baaden og var aldeles rødblaa i Ansigtet af Anstrengelse. Han vilde ikke give sig men blev til Slut nødt til det.
Modvillig rakte han Snøren mod Thomas, der greb den uden at mæle et Ord, medens Johannes satte sig paa Toften og pustede ud.
Endelig kom Fisken op i Overfladen. Det var en mægtig stor Helleflynder, der slog om sig, saa det knagede i Baaden, og Vandet skvulpede ind over Rælingen.
Thomas laa paa Knæ paa Bunden af Baaden og holdt i Linen, medens han stirrede ondt paa Fisken. Han kunde ikke mer.
Johannes sad og gloede raadvild paa den mægtige Fisk. Men Elias smed Aarerne og havde allerede faaet det ene Ben over Toften.
Saa slap Thomas Taget og lod Fisken gaa, først langsomt, saa hurtigere og hurtigere. Den gik til Bunds som en tung, tung Sten, medens Linen hven over Rælingen.
