den Sejlads. Hurtigt strøg det indefter, saa de ligefrem kunde se Landet voxe op som en sort, truende Skygge i det graa Halvmørke forude.
Saa naaede de ind under den høje, lodrette Fjældvæg, der i Mørket syntes at lude frem over Baaden. Og de strøg om Pynten, hvor Brændingen allerede buldrede med tunge, haarde Slag mod Klippen og slyngede sit spøgelselyse Skum højt op i Mørket.
De var nu i Læ bag Pynten. Sejlet blev bjærget og Roret taget ind. Og alle tre tog nu fat og fik Aarerne ud for at ro det sidste Stykke langs Kysten op til Bygden.
Aarerne faldt tungt i Vandet med Pladsk, der gav forunderlig Genlyd inde fra Fjældet. Søen var rolig her, men man kunde høre Vandet smaaklukke og smaapladske imellem Klippestykkerne inde ved Strandkanten og skimte Skumstriben, der hævede og sænkede sig mod den sorte Stenvæg.
Da de kom forbi et Næs, fik de det første Lys fra Bygden i Sigte. Og saa dukkede de lidt efter frem, det ene Lys efter det andet, store og smaa, klare og matte imellem hinanden ligesom Stjærner, der tændes paa den mørke Himmelhvælving. Og nu laa Bygden der, lysende i Mørket som et enligt Stjærnebillede.
Fiskerne vendte sig halvt paa Tofterne og saa mod Lysene.
"Nu er vi snart hjemme," sagde Elias.
"Det er vi jo," sagde Thomas. "Og det er godt det samme."
"Ja, det har alligevel været en drøj Dag og en lang Dag."
"Men i Morgen kommer vi ikke ud. Søen bli'r urolig nu."
"Ja, det ser ud til det," medgav Elias. "Hvad siger du, Johannes, er du træt?"
"Aah ja."
"Ja, det kan være drøjt nok."
"Sludder, Elias, sid nu ikke der og tag Modet fra Knøsen. Nu er vi jo ogsaa snart hjemme. – Naa, Knægt, hvem skal saa ha' Lippen?"
Det gav et Sæt i Knøsen. Om han ikke hele Tiden havde siddet og tænkt paa den Lippen. Om han fik den eller ej.
"Lippen?" spurgte han og lod uforstaaende.
"Ja, gu' Lippen selvfølgelig. Hvem skal ha' den? Fisken er jo din, saa du skal ha' Lippen. Og du ved vel, at man gi'r sin første Lippen til Kæresten. Saadan er nu Skik og Brug, og den vil du vel ikke lave om?"
"Hæ, hæ," glentede Elias. Men Thomas klemte paa.
"Naa, Gut. Hvem skal saa ha' den Lippen?"
Johannes var svært glad ved, at han vendte Ryggen til, saa de ikke kunde se, at han rødmede. Det var saa flovt at rødme i den Alder.
"Er det din Mo'r maaske, der skal ha' den?" blev Thomas ved.
"Næ—hæ, det er det vist ikke, hm," glentede Elias.
"Eller er det maaske din Søster! Hvad?" Thomas prøvede sig frem.
"Hi, hi," klukkede Elias.
"Ja, der har vi det naturligvis, der har vi det. Ja, ja, saadan er det selvfølgelig."
Thomas syntes at blive mere og mere sikker i sin Sag.
"Det er din Søster, der skal ha' den, selvfølgelig."
Thomas gjorde en Kunstpavse.
"Eller for Fanden. Jeg skulde da ikke tro. Nej, det er da helt umuligt."
Thomas var kommen i Humør; han vilde være morsom for en Gangs Skyld.
"Hi, hi, hi," grinede Elias forventningsfuld. Saa gammel, han var, interesserede han sig endnu stadig for Kærestehistorier.
"Nej, det er rent urimeligt, rent urimeligt," blev Thomas ved. Saa slog han pludselig om.
"Hva', er det Sanne, der skal ha' den?"
"Det er det nok. Det er det nok," nikkede Elias.
Men Johannes lod de andre snakke og sled tappert i Aarerne.
De var nu naaet ret ud for Bygden, hvis Huse laa spredt et Stykke oppe paa Fjældsiden. Husene selv kunde de ikke se, men Lysene fra Husene skinnede ned over dem et Stykke oppe i Mørket. Forsigtig manøvrerede de Baaden ind mod Landingsstedet imellem Smaaskærene.
Thomas lagde sine Aarer ind, lod Søstøvlerne glide af sine Fødder ned i Baaden og balancerede paa Hosesokker forud over Tofterne.
Ganske langsomt smøg Baaden sig ind mellem Smaaskærene, der ligesom søvndrukne stak de sorte, tangklædte Hoveder op over Vandet paa begge Sider af Baaden. Kølen gled skrattende over et Skær, og Thomas sprang op paa Klipperne i Strandkanten med Fanglinen i Haanden.
Der var nogle Folk nede for at vente paa Baaden. Og der udveksledes Hilsener, spurgtes til Fangsten og svaredes, alt sammen i rolige, lavmælte Lyde, der faldt sammen med Mørket omkring dem.
De to i Baaden havde lagt deres Aarer ind og hev nu Fangsten ind paa Klipperne, hvor den blev skaaret op og Indvoldene taget ud. Til sidst kom Turen til Helleflynderen. Den blev parteret nede i Baaden. Alle var nede at beundre den.
Johannes fik Lippen og gemte den til Side, da ingen saa det.
Der var gaaet Bud til Bygden, og nu kom der en Del Mænd og Kvinder med firkantede Tremmekasser, der hang dem paa Ryggen i et Baand frem over Panden. Ad naturlige Trin i Klippen kom de ned til Strandkanten, fik den opskaarne Fisk puttet i Kasserne og forsvandt atter opover mod Bygden. Saa kom Turen til Baaden; med et Spil blev den hejst op paa Klippen over Landingsstedet og kørt ind i Baadehuset; blev den staaende nede ved Stranden, kunde Brændingen maaske splintre den.
Det var den sidste Baad, der kom hjem. Og Landingsstedets sorte Klipper laa nu forladte og ensomme i Mørket, medens Bølgeskvulpet slikkede op og ned ad dem og legede med Fiskeaffaldet i Strandkanten.
Elias og Thomas gik tavse op over Vejen til Bygden, hvis Lys ligesom bredte Armene ud imod dem gennem Mørket.
De var trætte og talte ikke sammen, bare slæbte sig fremover i de lange Søstøvler.
Saa vendte Thomas sig og saa tilbage.
"Hvor blev Gutten af?"
"Hm, hm," knirkede Elias. Han gik langsomt videre, vilde nødigt ud af Farten; det er saa svært at komme i Gang igen, naar man er rigtig træt og saa staar stille.
"Jeg synes, jeg saa et Skørt hist ovre."
"Ja, saa kan det vel ikke nytte at vente?"
"Hæ, nej, det kan det vist ikke," sagde Elias tilbage over Skulderen.
Men Thomas blev alligevel staaende og saa over mod de to Skikkelser, han lige kunde skimte i Mørket. Et Øjeblik smilte han bittert, men saa blev han alvorlig.
"Sludder, Kone skal man sku ha' alligevel, og saa faar det andet flaske sig, som det bedst kan."
Og han drejede sig energisk paa Hælen og gik hjem til sin svagelige Kone og sine otte smaa Børn.
Men henne bag en stor Sten stod Sanne og Johannes og saa paa hinanden. Det er svært at faa begyndt, naar man er forelsket, og det var, som om der laa noget alvorligt i Luften i Aften.
Det var Sanne, der maatte begynde.
