Fra Færø. Sørensen Carl

Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Fra Færø - Sørensen Carl страница 5

Fra Færø - Sørensen Carl

Скачать книгу

du bange?" spurgte Johannes kejtet.

      "Nej, ikke just det." Sanne smaalo. "Hvorfor skulde jeg være det!"

      Saa kom der en Pavse, og atter var det Sanne, der maatte begynde.

      "Hvad er det, du staar og gemmer bag Ryggen, Johannes?"

      "Ja, hvad tror du?"

      "Jeg ved ikke."

      "Gæt engang."

      "Det er vel din Snøre, Johannes," gættede Sanne, skønt hun allerede havde set, hvad det var.

      "Nej, nej," triumferede Knøsen.

      "Hvad er det da?"

      "Det er noget til dig."

      "Til mig! Hvad kan det være?"

      "Ja. Men sig mig først, om du kan li' mig."

      "Om jeg kan li' dig. Det var da underligt. Hvorfor skulde jeg ikke kunne li' dig, Johannes?"

      "Ja, jeg mener, om du holder af mig."

      "Holder du da af mig, Johannes?"

      "Ja, det gør jeg, Sanne. Det kan du stole paa."

      Saa tog Johannes et langt Skridt fremefter og holdt triumferende det mægtige Stykke hvide Kød op foran Pigens Ansigt. Det var Lippen.

      "Værsaagod," sagde han.

      "Nej, men, Johannes." Sanne var overvældet. "Holder du virkelig saa meget af mig?"

      Bryllup

      Bygden havde staaet paa den anden Ende i over fjorten Dage. Ja, mer end det. Det var jo omtrent et halvt Aar siden, Folk begyndte at tale om Brylluppet, og for tre Maaneder siden var det en Kendsgerning for alle de nærliggende Bygder, der kunde vente sig Invitation.

      Der var slagtet over al Maade, og der var stegt Lammesteg og lavet Skinsakjøt i Massevis. Der var købt Bunker af Svedsker, Rosiner, Gryn, Saft og Kulør til Sødsuppen, Bønner, Cikorie og Sukker til Kaffen og 120 Potter Brændevin, 60 Potter Rom og 40 Potter Cognac til Resten.

      Lagkagen var Dagen i Forvejen hentet fra Købstaden paa den anden Side Fjorden. Og tidlig om Morgenen var Timannefaren gaaet over Fjorden; og nu ventede man kun paa, at den skulde komme tilbage med Præsten.

      Det var Efteraar; om Efteraaret slagtes der, og man kan selvfølgelig kun holde Bryllup i Slagtetiden. Luften var klar og frisk. Det var blikstille, og der var ikke en Sky paa Himlen.

      De sidste Dages Søndenvind varmede endnu op i Kroppen paa Ænderne, der laa i Bygdens mange Møddinger, og gjorde dem endnu mere snadrevorne, end de var i Forvejen. Hønsene trippede rundt og nippede til Møddingaffaldet saa sippede og snærpede, som var de alle Gammeljomfruer, der aldrig havde kendt til Verden og dens Daarligdom. Og øverst paa Møddingen stod Hanen og saa saa dybsindig og højtidelig ud, som om det var den, der skulde have Bryllup.

      Der var Feststemning over de smaa, tjærede Træhuse med de mange, store Møddinger. Der var Feststemning over Vejen, der drejede og vred sig mellem Husene, knækkede sammen langs Gavlene og gjorde sig ængstelig tynd for at naa frem mellem de mange Møddinger.

      Der var Feststemning over Fjældet, der hævede sig som et mægtigt Taarn paa den anden Side af Bugten, hvor Bygden havde sin Landingsplads. Men Himlen var ogsaa saa lys og let og hang saa højt, højt oppe, som om den aldrig mere vilde nedlade sig til at hænge og drive paa en Fjældtop.

      Der var Feststemning over Himlen, Fjældet, Havet, Husene, Møddingerne, Ænderne, Hønsene og over de tre Flag, der hang og dasede over tre af Bygdens smaa Træhuse. Alt saa saa glad og fornøjet ud, undtagen to Hunde. De var husvilde i Anledning af Festen og slentrede nu rundt og snuste misfornøjet til alt.

      Underligt var det, at man kun saa Høns, Ænder og Hunde og ikke et eneste Menneske. Bygden laa saa rolig og stille, som var den uddød. Men lagde man Øret til de tynde Bræddevægge, kunde man høre det snorke derinde, for der havde været Dans hele Natten. Og inde i det midterste af de flagsmykkede Huse tumlede det med Stole, Knive, Gafler og Snapseglas. Der sad de af Gæsterne og Bygdens Folk, der havde overvundet Nattens Kalas, og spiste og drak i al Stilfærdighed omkring de lange, hvidskurede Træborde, der bugnede af Skærpekød og kold Lammesteg. Og Skafferne gik omkring og nødte Folk og skænkede Brændevin af Trepægleflasker, paa hvilke der stod Hvidtøl og Gammelvin.

      Endelig kom Præsten.

      Folk vaagnede, kom ud af Sengen, ud af Husene, gabede og strakte sig, harkede og spyttede og sjaskede ned til Landingsstedet. Der stod de saa med Hænderne i Bukselommerne og smaasnakkede og gloede ud over Fjorden, hvor Præstebaadens hvide Sejl dansede op og ned.

      Præstebaaden strøg ind til Landingsstedet, og Præsten gik i Land. Han trykkede hver Mand i Haanden og talte lidt med dem om Vejret. Søen var urolig; det gjaldt om at komme tilbage saa hurtig som muligt. Saa gik han op til Skolelæreren for at gøre sig færdig til Vielsen. Og Folkene forsvandt i Husene for at pynte sig. —

      Og pyntede var de, da de en Timestid senere kom ud af Husene, med skæve, rynkede Bukseben, korte, krøllede Jakker, trangbrystede Frakker og posede Diplomater; var det virkelig de samme Mænd, der før saa saa kraftige og smukke ud i deres Knæbukser, strikkede Trøjer og brune Kofter. Og hvor de store, vildtvoksende Fuldskæg passede daarligt til de skæve Kravebryster og rundpullede Filthatte.

      Og Kvinderne. Er det virkelig Thomas' kønne og statelige Kone, der gaar der i sine stivede Skørter og Gud ved hvad og ligner en Sukkertop. Og Thomas selv. Krumbøjet og trykket vandrer han afsted ved Siden af Konen, klemt og pint af Stadsen, stiv og højtidelig som en Degn foran Alteret. De alt for vide Bukser sladsker om Benene paa ham, saa han det ene Øjeblik er hjulbenet, det næste kalveknæet og undertiden begge Dele paa en Gang og paa samme Ben.

      Hudeskoene har han ombyttet med et Par velbørstede, men udtraadte Fjedersko, og paa Hovedet har han en stiv, rundpullet Filthat, der er grønlig som af Skimmel. Diplomatfrakken hænger og dasker ned ad Ryggen paa ham. Og den Mand er Øens dygtigste Fisker og dristigste Fuglefanger. Det er baade til at le og græde over.

      Den lille Kirke var stuvende fuld. Vielsen foregik, som en Vielse plejer at foregaa med Ja og Amen. Salmerne blev ikke sunget kønt, men med gode Lunger, og Talen var kort og fornuftig, og alt gik meget godt. Men til Slut løftede Præsten Stemmen og talte om de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Han nævnede dem ikke direkte, men han talte om Drukkenskaben og advarede mod denne hæslige Last. Saa var Højtideligheden forbi, og Folk myldrede ud af Kirken.

      Der var kun en Mening om den Præken, en svag Indignation. Præsten var en flink Mand og en personlig meget elskværdig Mand, en Præst, man ellers i alle Maader kunde være tilfreds med. Men han havde aabenbart intet Kendskab til Brændevin, og det var taktløst af ham at stille sin Uvidenhed blot ved slig en Lejlighed.

      Men hvad saa Præsten sagde eller ikke sagde, saa var de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac endnu i god Behold, medens Præsten derimod allerede var midtvejs ude paa Fjorden. Og derfor begav Folk sig op til Gildehuset efter Brudeparret, der roligt og værdigt gik i Spidsen og ikke et Øjeblik tabte Aandsnærværelsen, skønt Byens gamle Forladere knaldede dem om Hælene, hver Gang de passerede et Hjørne. Sligt hjælper at holde Troldpakket borte fra Brudeparrets Vej og fra dets Fremtid.

      Skafferen

      Der var travlt henne i Gildehuset.

Скачать книгу