tion>
Niels Egelund
Tosprogede og dansksprogede
– forskelle mellem faglige og sociale færdigheder for 15-16 årige unge
Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag
Forord
Denne rapports forfatter blev i sommeren 2002 inspireret til at få kortlagt, hvad PISA-undersøgelsen kunne sige om forskellene på elever fra hjem, hvor der tales dansk, og fra hjem, hvor der tales et andet sprog end dansk.
I lyset af det stigende antal børn og unge i Danmark, med anden etnisk baggrund end dansk, ifølge den seneste statistik var det i 2000/2001 9,1% af samtlige elever i folkeskolen, en stigning der ligger 3,5 procentpoints over tallet fra 1990, er det naturligvis en oplagt problemstilling at få belyst disse børns og unges kundskaber, og interessen er ikke blevet mindre af, at OECD’s seneste publikation i serien “Education at a Glance” peger på, at Danmark tilsyneladende har sværere ved at integrere tosprogede end andre lande i OECD.
Det skal bemærkes, at der – naturligvis – i forskellige lande kan være forskellige opfattelser af, hvorledes integrationsprocesser skal håndteres. Det er i denne forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at man i Danmark har valgt en model, som går på, at et sprogskift til dansk bør finde sted så tidligt som muligt, hvad der bl.a. hænger sammen med, at undervisningssproget i Danmark er dansk.
Der har især i de seneste år været interesse for at kortlægge den nuværende viden er om, hvad der fremmer integration og hvad der ikke fremmer integration, og der er i 2002 kommet i hvert fald fire publikationer, som alle dels peger på områder, hvor der med relativt stor sikkerhed er gevinster at hente, ligesom der peges på områder, det er vigtigt at få belyst yderligere.
Fra centralt hold bestemtes det sidst på foråret 2002, at beslutninger om modersmålsundervisning fremover skulle være et kommunalt anliggende, hvorpå et flertal af kommuner, ikke mindst af økonomiske grunde, bestemte sig for ikke længere at tilbyde denne undervisning. En af begrundelserne fra undervisningsministeriel side var, at forskningen ikke havde kunnet levere entydige beviser for denne undervisnings effekt, hvad en væsentlig del af de danske forskere, som har beskæftiget sig med tosprogsproblemer, ikke var enige i. Dermed blev modersmålsundervisningen et kontroversielt emne i den politiske og pædagogiske debat. Samtidig pegedes fra centralt hold på, at man ville støtte en indsats i retning i førskolealderen med ét år.
Der er naturligvis mange spørgsmål, der trænger sig på, og derfor er det særdeles nærliggende at se nærmere på PISA-data, hvad man også er i færd med i Sverige. Man skal imidlertid være opmærksom på, at PISA-undersøgelsen ikke er udformet specifikt med henblik på at besvare spørgsmål om de tosprogedes særlige situation, men er en undersøgelse til belysning af samtlige unges forhold i relation til ”livsfærdigheder”. Derfor vil der nødvendigvis være forhold, som ikke kan belyses, ligesom kortlægning af andre forhold vil være behæftet med en vis usikkerhed, idet andelen af tosprogede i undersøgelsen kun udgør 6,3%. Videre gælder, at datamaterialet ikke rummer differentierede oplysninger om, hvad tosprogethed dækker over.
Analysen vil derfor – som megen anden forskning – efterlade flere spørgsmål end der er blevet belyst, og der vil være nok at tage fat i fremover.
Undervejs i processen er en række forskere på DPU blevet konsulteret for at sikre, at så mange områder af betydning som muligt blev belyst. Det drejer sig om: professor Anne Holmen, lektor Christian Horst, forskningsassistent Jette Kofoed, lektor Jørgen Chr. Nielsen og adjunkt Dorthe Staunæs.
Det skal pointeres, at ingen af de nævnte DPU-forskere er ansvarlige for denne publikations konklusioner, som udelukkende forfatteren står inde for.
Niels Egelund
Marts 2003
Tidligere viden på området
Der er over de seneste ti år foretaget flere sammenfattende analyser af området tosprogethed og multikulturalitet. Der foreligger to analyser, hvor hovedsigtet er på skolen (Just Jeppesen, 1993 og Moldenhawer, 2002), og analyser, hvor fokus er et bredere samfundsmæssigt perspektiv (fx Ministeriet for Flygtninge, indvandrere og integration, 2002). Videre gælder, at OECD (2002) i sin publikation ”Education Policy Analysis” har set på, hvilke erfaringer der foreligger. Endelig skal nævnes, at Danmarks Pædagogiske Universitet har udgivet et baggrundsmateriale bestående af syv ”papers” fra en konference i efteråret 2002 om ”Modersmål og andetsprog” (Horst, 2002). Oven i dette kommer en omfattende longitudinel analyse (forløbsundersøgelse), som bl.a. bygger på data fra Danmarks Statistik (Jakobsen og Smith, 2002).
Den tidligste analyse udgøres af en rapport fra Socialforskningsinstituttet (Just Jeppesen, 1993) med titlen: ”Skolen – en nøgle til integration?”. Formålet med denne var at beskrive forskellige synspunkter, der havde været fremme i debatten, med sigte på at nuancere denne og at fremme en mere konstruktiv dialog. Noget af det, der fremhævedes, var især spørgsmålet om, hvilken betydning en høj eller lav koncentration af etniske minoriteter i klasserne har for elevernes tilegnelse af dansk og for deres skolegang og sociale liv i det hele taget.
Rapporten viste, at der fandtes en sprogstrid mellem de aktører, der gik ind for at etniske mindretalselever placeres i sproggrupper, hvor tosprogede lærere sigter mod en kontinuerlig tosproglig udvikling, og de aktører, som mente minoritetselever bør placeres i almindelige klasser, helst i et begrænset antal, af hensyn til deres tilegnelse af gode kundskaber i dansk.
Moldenhauer (2002) har udarbejdet notatet ”Skolen – en nøgle til integration af etniske minoritetsbørn”, udført ved AMID, Akademiet for Migrationsstudier i Danmark. Dette notat analyserer den forskningsbaserede viden der foreligger, og gør det ud fra en bredere indfaldsvinkel end de sprogvidenskabsfunderede tilgange, der har haft størst dominans. Sociologisk orienterede minoritets/majoritetssynsvinkler dominerer mindre, men synes i vækst, bl.a. i en del ph.d. stipendiaters arbejde, hvor også skolens rolle som samfundets socialiserings- og sorteringsmekaniske fremhæves (fx Kofoed, 2003 og Staunæs, 2003).
En væsentlig konstatering i notatet er, at man selv med den omfattende nordiske forskning i andetsprog, interkulturel pædagogik, kodeskift, modersmålsundervisning, tosprogede indskolingsordninger og brug af tosprogede lærere i det ordinære skolesystem stadig – i hvert fald i Danmark – opfatter flerkulturalitet som et almindeligt vilkår i den rummelige skole. Med andre ord, at den flerkulturelle rummelighed ikke sættes som en særlig dagsorden, men ”blot” er et led i skolens almindelige rummelighed over for den naturlige variation i forudsætninger og potentialer, herunder forskellige grader af funktionsnedsættelser.
Det påpeges, at der er behov for at ændre fokus, og den flerkulturelle rummelighed må i fremtiden studeres i sammenhæng med, at etniske minoriteter er ujævnt fordelt på landets skoler og tillige ujævnt fordelt i boligområder med relativt mange minoritetsborgere. Det er herunder tankevækkende, at i sådanne områder bliver nogle skoler ved med at være ”hvide” skoler (ikke mindst en del frie skoler – for de frie skoler gælder samlet, at andelen af tosprogede i 2000/2001 ligger på 10,0%, en andel der ikke afviger betydeligt fra folkeskolen), underforstået at minoritetselever ikke udgør majoriteten, bl.a. fordi socialt opadstigende majoritets- og minoritetsforældre søger til skoler med relativt få elever med anden etnisk baggrund end dansk. Det er derfor helt nødvendigt at undersøge positive og fremadrettede eksempler på kulturelt rummelige skoler, som yder en indsats for at tilbyde alle elever, uanset kulturel, sproglig og socioøkonomisk baggrund, en ligeværdig, inspirerende og fagligt udfordrende skolegang, som kan trodse tendensen til lokale borgeres manglende integrationsvilje.
Det nævnes videre, at forskningen på dansk grundlag
