af skolens virksomhed (Gerle, 1999, Moldenhawer, 2001, Nordenbo, 1998, Nordheden, 1997, Otterbeck, 1996, Roth, 1998). Meget tyder på, at forholdet mellem fælles værdier i samfundet om demokrati, medborgerskab, personlig lighed, frihed og autonomi, herunder håndteringen af forskellige religiøse holdninger og praktikker er særdeles vigtige for folkeskolens kulturelle rummelighed. Når der ikke tages højde for dette, vil skolen være præget af et ensidigt integrationsbegreb, som gør at man kommer til at overse den fornægtelse af hverdagsracismen, der er en del af den danske skolehverdag (Røgilds, 2002).
Konklusionen bliver, at den flerkulturelle skole bedst studeres gennem komplementære studier af praksis og betydningsdannelse, på såvel mikrosom makroplan, lingvistisk, kulturanalytisk og uddannelsessociologisk. Det munder ud i en række problemstillinger, som bør belyses:
• Hvilken integrationsforståelse og retorik formidles i skolens selvforståelse og praksis, og hvordan reagerer forskellige grupper af elever på disse?
• Hvilken sammenhæng er der mellem skolens ”konstruktion” af ligheder og forskelle og objektive forskelle i status, position og muligheder blandt eleverne?
• Hvilken rolle spiller skolen i forskellige elevers sociale mobilites- og reproduktionsstrategier, og hvorledes påvirkes disse strategier for minoriteter af de translokale, transkulturelle og transnationale netværk, de indgår i?
• Hvordan kan vi tale om folkeskolen som en identitetsskole, og hvad betyder det for forskellige elevers muligheder for at positionere sig på den ene side, og danne identiteter der kan anerkendes på den anden side?
Et team af forskere under ledelse af professor Ulf Hedetoft, Aalborg Universitet, og forskningschef Hans Hummelgaard, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut har for Akademiet for Migrationsstudier i Danmark gennemført en kortlægning af integrationsforskningen fra ca. 1980 til 2002. Hovedvægten er langt på den danske forskning, idet der også er udblik til og sammenlignende perspektiver i lyset af tilsvarende international forskning. Rapporten er udgivet af Ministeriet for Flygtninge, indvandrere og integration (2002).
I denne rapport er der samlet erfaringer, som er afrapporteret under syv hovedområder:
1. Arbejdsmarkedet
2. Sprog og uddannelse
3. Bosætning
4. Kontakten mellem etniske minoriteter og den danske majoritetsbefolkning
5. Normer og værdier i kulturmødet
6. Etniske minoritetsbørn og -unge
7. Kommuners og amters integrationsindsats på social- og sundhedsområdet
De væsentligste resultater i indeværende sammenhæng vedrører punkterne om arbejdsmarkedet og ikke mindst sprog og uddannelse, men der er også andre elementer af betydning.
Rapporten konkluderer om integrationen på arbejdsmarkedet, at indvandrerne er dårligt integreret på arbejdsmarkedet, og at dette forhold i øvrigt er mere problematisk i Danmark end i mange andre lande. Man har masser af statistikker om graden af integration, mens der er mindre viden om årsagsforholdene. Det kan dog med stor sikkerhed konkluderes, at uddannelse har stor betydning for, om indvandrere kan få arbejde – mens diskrimination trækker i den anden retning.
Med hensyn til uddannelse konstaterer rapporten, at der stort set i den eksisterende forskning har været manglende viden om den uddannelse, indvandrere har fra deres hjemland, ligesom der ikke er dækkende oplysninger om sprogkundskaber. Det ligger klart, at mange indvandrere har for dårlige danskkundskaber. Med hensyn til danskkundskaber har Rockwool-fondens undersøgelser (Larsen, 2000) bidraget væsentligt, idet man viser, at uddannelses- og erhvervsforhold i hjemlandet har nogen betydning for indvandrernes danskkundskaber, ligesom opholdstiden i Danmark har betydning. Alder ved indvandring har også betydning, ligesom der er en positiv effekt af kontakt med danskere – og negativ effekt ved at bo i kvarterer med høje andele af indvandrere. Også Mehlbye m.fl. (2000) og Mehlbye (2002) peger på, at den ”sociale arv” har stor betydning (også) i indvandrermiljøer, hvad der kalder på en tydeligere rådgivningsindsats over for forældre.
I øvrigt peges på, at der i den danske befolkning er tvetydige holdninger til indvandrere og flygtninge.
Rapporten fokuserer på, hvordan etniske minoritetsbørn og -unge lever i danske institutioner, og hvordan institutionerne som sådan bliver ”multikulturelle” projekter. Hvad opdragelsesmønstre angår findes der tydelige forskelle, idet minoritetsmødre synes at opdrage ”strengere”, bl.a. med vægt på ansvarlighed og lydighed, mens der lægges mindre vægt på selvstændighed (dokumenteres i Jeppesen og Nielsen, 2001, og Andersen, 1991). Det er kendt viden, at etniske minoritetselever klarer sig dårligere end danske elever i folkeskolen. Nielsen (2002) nævner, at der foreligger megen teoretisk og praktisk viden om, hvorledes læseundervisningen kan gøres bedre, men at der er brug for en opkvalificering af de eksisterende muligheder, herunder en sikring af at undervisningen i højere grad tilpasses de enkelte elevers forudsætninger og potentialer. Bl.a. Mehlbye m.fl. (2000) finder, at minoritetsbørn bruger mere tid til lektier og er mere positive over for disse, og at de oplever at få mere hjælp af lærerne end danske elever, ligesom de er gladere for at gå i skole. Modsat finder Nielsen (2000), at minoritetselever sjældnere får specialundervisning end danske elever – selv når de har samme (dårlige) standpunkt. Betydningen af modersmålsundervisning har givet anledning til en del debat i Danmark, hvor denne undervisnings betydning, som den fandt sted på undersøgelsestidspunktet i sidste halvdel af 1990’erne, ikke har kunnet klarlægges sikkert, mens der er peget på udenlandske undersøgelser, som synes overbevisende (Holmen, 2002).
I publikationen ”Education Policy Analysis” (OECD, 2002) har man set nærmere på, hvilke erfaringer der er i forskellige medlemslande med hensyn til børn med anden etnisk baggrund. Helt overordnet gælder, at man anbefaler en tidlig introduktion til opholdslandets sprog og kultur, hvorefter man ser på hvor det bør ske, ligesom man fokuserer på, hvilke kvalifikationer det personale, som varetager disse børns pasning og undervisning (pædagoger og lærere), bør have. Det understreges, at der skal arbejdes på de sprogbarrierer, som forhindrer indvandrer- og flygtningefamilier – samt efterkommere – i at udnytte de pædagogiske tilbud der findes, ligesom der er behov for at udvikle materialer og personalemæssige kvalifikationer. Hvad sidstnævnte angår finder OECD, at viden om, hvorledes man arbejder i multikulturelle sammenhænge og generelt med elever med særlige behov, ikke altid er tilstrækkelig tilgodeset i grunduddannelserne – og at megen læreruddannelse synes at være for teoretisk og abstrakt. Det er også vigtigt at skabe betingelser for, at forældre kan integreres effektivt i værtssamfundet, at de kan komme ind på arbejdsmarkedet og at de kan få sprogkurser. Endelig nævnes, at det er vigtigt at uddanne flere lærere og pædagoger med anden etnisk baggrund, så disse kan være elementer i det pædagogiske arbejde, som netop viser, at multikulturalitet er en almindelig og accepteret del af hverdagen.
Education Policy Analysis har et særligt fokus på førskoleområdet, og man fremhæver de gode erfaringer, der er med lære- og aktivitetsplaner helt nede fra vuggestuealderen, noget der på dansk grund vil opfattes som kontroversielt (hvad rapporten er helt klar over) – men som man siger: mange af de aktiviteter, der foregår i dagpasningsområdet, går ud fra, at børn lærer intuitivt, når de placeres med andre børn i en pædagogisk institution, og det bliver let at adoptere en laissez-faire tilgang til struktur og tilegnelse af basale færdigheder. Hvad lære- og aktivitetsplaner angår er man meget langt fremme i Sverige (Swedish Ministry of Education and Science, 1998).
Som et godt eksempel nævnes den svenske by Rinkeby ved Stockholm, hvor 73% af beboerne er af immigrantbaggrund, og hvor der tales 50 forskellige sprog af de ca. 1.400 børn, som frekventerer 24 børnehaver
